Johanne Louise Schmidt og Patrick Baurichter i ‘Kat på et varmt bliktag’ (foto: Chr. Friedlænder og Betty Nansen T.)
HYGGE BAG
RØVBALLE-
GARDINERNE
Katten på det varme bliktag kradser i familieidyllen i Betty Nansens juleforestilling.
Dramatiker: Tennesee Williams. Instruktør: Minna Johannesson. Scenograf. Christian Friedländer. Oversættelse: Madame Nielsen.
Medvirkende: Johanne Louise Schmidt, Patrick Baurichter, Olaf Johannesen, Ditte Gråbøl, Mikkel Arndt, Kitt Maiken Mortensen, Mikkel Hess m.fl.
’Kat på et varmt bliktag’ spiller på Betty Nansen Teatret indtil 31. december 2018. Varighed: 2 t. 40 min. inkl. pause
*****
VI er på med det samme. Åben scene til en stue, der er pakket ind fra loft til gulv i et orgie af røvballegardiner. Ingen vinduer at se. I loftet en propel-ventilator, der snurrer. Meget nyttigt. For stuen er lummer af familiære fortrængninger. En sammentrængt skueplads for mennesker, der tilsyneladende kommer hinanden ved – badekar, seng, sofaarrangement befinder sig i ét tæt og rodet mix.
KOMMER hinanden ved? Det gør de sandelig, de seks familiemedlemmer. De trives, men det er i et fnidder af undertrykte hangs på hinanden. Det vælter ud i linde strømme under en fejring af husherrens fødselsdag. Big Daddy fylder år, hans ældste søn og svigerdatter ligger på lur efter arven, for de ved, at den gamle er kræftramt og på dødens rand. Den yngre søn Brigg sejler stuen rundt i druk i skuffelse over et bristet forhold til en baseball-kammerat og orker ikke dobbeltsengen med sin labre kone Maggie, der er en rapkæftet urovækker for alt mandligt i hendes nærhed, og samtidig en kat, der klamrer sig til det varme bliktag i selvforsvar, glad for Briggs uanset hvad, og med vågent øje for, hvad der pønses på omkring ørerne på hende. Endelig Big Mamma, der har bind for øjnene for ethvert problem og holder balancen på tårnhøjt selvbedrag, alt er ok og skal bare køre.
HYGGELIG familieidyl, ikke? Genkendelig for nogle, mange måske. Og et velkendt drama, spillet ofte og filmatiseret til berømmelse i en udgave med Elisabeth Taylor, Paul Newman og Burl Ives.
PÅ Betty Nansen spilles historien nu i en udgave, hvor ’idyllen’ i den lille familie sparkes til kontraster mellem på den ene side flokken af henrykt larmende børnebørn, der synger fødselsdagssange for den gamle i et væk, på den anden side den underliggende rugen omkring arven fra den gamle – en rugen, der først bryder gennem overfladen og i lys lue mod stykkets slutning.
OLAF Johannesen spiller Big Daddy med indestængt, iskold vrede og resigneret raseri, han kender sine lus på gangen, han er den gennemførte mandschauvinist, der ofrer kaskader af ukvemsord på sin kone, og kun har et blødt punkt over for sin mislykkede, fordrukne søn Briggs og en vis respekt over for svigerdatter Maggie, der fører sig frem med en åben slagfærdighed, som han kan genkende fra sig selv – det er Johanne Louise Schmidt i dynamisk, selvsikker udfoldelse i følelsesladede konfrontationer med sin fordrukne mand, der spilles indestængt og selvdestruktivt forpint af Patrick Baurichter. Den ældre bror og hans kone får Mikkel Arndt og Kitt Maiken Mortensen afleveret utvetydigt med al parrets gennemskuelige fiduser for at lirke sig frem til at sikre sig arven fra den gamle. Morsomt. Og endnu morsommere Ditte Gråbøls forvirrede Big Mama. Næsten ethvert forsøg på lokke Mama ud af hendes husmoderlige, konventionelle fæstningsanlæg preller af – Big Daddy kan råbe, da hun passerer gennem stuen: ”Så snart den kone er ude af døren, så kan jeg ikke huske, hvordan hun ser ud!” Den slags overhører hun.
BESK humor er en nøglekvalitet i dette amerikanske sydstatsdrama, hvor druk som så ofte er et åbenlyst element, homoseksualitet en underliggende drivkraft og penge en evig tovholder.
OPSÆTNINGEN på Betty Nansen har det hele – tempoet præcist timet, effektfulde breaks af små og større pauser i dialogerne, scenen udnyttet i al sin bevidste hæslighed med maksimal effekt.
gregersDH.dk
Det var en fin forestilling. Jeg er stadig ikke færdig med at komme overens med om stykket holder i vor tid.