Mette Døssing i ‘4’48 Psychosis’ på Aarhus Teater (foto: Aarhus Teater)

KNIVEN PÅ

EGEN STRUBE

Mette Døssing genskaber Sarah Kanes selvmords-analyse med determineret raseri.

Dramatiker: Sarah Kane. Instruktion: Sargun Oshana. Scenografi: David Gehrt. Medvirkende: Mette Døssing.

’4:48 Psychosis’ spiller på Aarhus Teaters Studio Scene indtil 30. november. Varighed: 1 t 20 min. uden pause.

*****

HVORDAN behandler det psykiatriske system mennesker, der er på selvvalgt dødskurs? Vi er skeptiske. Det går som en sort tråd gennem stykke efter stykke lige nu. Ikke mindst i århusianske teatre. Og ikke mindst i Århus Teaters ’4:48 Psychosis’, der spiller på Teatrets Studio Scene.

VI kender stykket fra opførelser i København for en del år siden. Trine Dyrholm spillede dette selvmorderiske attentat på et meningsfyldt liv med hårrejsende desperation i Jakob A. Shokkings instruktion for 10-15 år siden. Først på Betty Nansen, så på Det Kgl. Forløbet var en chokerende bekræftelse på den virkelighed, der lå bag: Kort før den engelske forfatterinde Sarah Kane som 28-årig hængte sig på et psykiatrisk hospital, nedskrev hun et sindsoprivende opgør med sit liv, sig selv og den verden, hun var omgivet af. En monolog hvæsset af vildskab.

NU har Århus Teaters Mette Døssing sammen med teatrets instruktør Sangun Oshana vovet sig ud i opgaven med andre, men ikke mindre effektive midler. Vi er på det nøgne gulv i teatrets mindste scene, det er totalteater, vi skiftevis står og sidder, selv er Mette Døssing på planløs vandring mellem os, hospitalscellen lukker sig omkring os, kolde neonlysrør hænger som skærsild, vi bliver gjort til medvirkende, da Mette Døssing hænger små højtalere om halsen på flere publikummer, så vi bliver de mennesker, psykiatere og andre venlige og behjertede væsener, der summer omkring hende med hjælpsomme råd og anvisninger. Et mod- og medspil til hendes egen rasende dissekering af den tilstand af fortvivlelse, vrede, selvhad, desillusion og forbitrelse, hun befinder sig i, manisk bevidst om sin beslutning om, at døden skal indtræffe kl. 4’48 – ’Lem åbnes. Skarpt lys. Og så – ingenting’.

CITATER fra læger står i kø og kommer som striber af hule vox pop-almindeligheder, ordrette velformede ord og detaljerede faglige konstateringer, en summen omkring hende, en blanding af kølige facts og blødkogte trøstens ord. Fra den version, der blev brugt på Edison og Det Kgl. i sin tid, huskes de lægelige udsagn lagt i munden på skuespilleren Kristian Halken, nu kommer det hele som en insektagtig summen fra forskellige anonyme stemmer. Men allerstærkest på Aarhus Teater virker næsten den indre dialog, Mette Døssing fører med sig selv, når hun springer frem og tilbage i analyser af sine hensigter og følelser, ser indad og lytter til sig selv som en fremmed, kredser om kærlighed, selvfølelse og den gnavende fornemmelse af tomrum. Hendes vandring mod livets slut skifter mellem øjeblikke af lammende stilhed og kvindens dyriske skrig af længsel mod at kunne gribe en eller anden meningsfuldhed. Vrangforestillinger og mentale dobbelteksponeringer, selvspejlinger, hvor vi hører lyden af det knuste glas.

VI hører skridt, vi aner rummet omkring hende, vi bedøves af enerverende korte kulminationer af enerverende musik i korte jag, vi bliver som parthavere i hendes martrede hjernevindinger, fysiske mishandlinger af dig selv, når hun i kramper kaster sig på gulv og mod vægge, slænger sig i et hjørne, sparker stole rundt eller pludselig samler alle de små højtalere ind igen og stemmerne forstummer.

METTE DØSSING forener determineret nøgternhed med rasende aggressioner, sindsoprevet selvretfærdighed og sort panik på sin vej mod det uafvendelige: Tomrummet. De efterladte skår har hun plantet hos velvilligheden, forståelsen og kompetencen hos en lige så fortabt omverden.

DET er voldsomt teater og en glimrende præstation.

gregersDH.dk