Jesper Lohmann, Stig Rossen, Jesper Asholt og Keld Heick i ‘No more Jacks’ (tegn.: Claus Seidel)

PÅ SKROT-KURS

De fire ’Four Jacks’ er på skrot-kurs med deres nye show.

Manuskript: De medvirkende, Jesper Lohmann, Jesper Asholt, Stig Rossen og Keld Heick. Kapelmester: Peder Kragerup, klaver, plus anonyme blæsere og slagtøj.

’No More Jacks’ går på Det kgl. Teaters Gl. Scene igen i dag, søndag eftermiddag kl. 16 og i aften kl. 20. Derefter indtil 4. november på turné ude i landet.

**

10 års jubilæum. Det må fejres! Det gør Keld Heick, Jesper Asholt, Stig Rossen og Jesper Lohmann med en slags privat familiefest. De har givet den titlen ’No more Jacks’ – ikke flere Four Jacks. En både lovende og risikabel titel.

LOVENDE, for så er der nok nyt at hente. Risikabel, for det er den gamle Four Jacks-kvartet og deres sange, som har borget for kraften hos dem. Sådan som vi har oplevet det i Tivolis Glassalen, da de startede deres Jacks-raid gennem Danmark for ti år siden. Og genoplevet f.eks. på Bellevue Teater i 1915, hvor vi spenderede fem stjerner på deres show, som havde både bevaret og udbygget charmen og humoren, den artistiske præcision og vellyd. Stilfulde Keld Heick, stemmestærke Stig Rossen, sjove Jesper Asholt og elegante charmør Jesper Lohmann i sikker forening.

NU er vi så til privat hyggefest med de fire, pakket nobelt ind i Kgl. Teaters Gamle Scene, repertoiret sat sammen af alt godt og tilfældigt fra Giro 413, afleveret med en blanding af private, dårlige jokes, som tanter og onkler, børn og børnebørn kan fnise over, Peder Kragerup som stilfærdig iagttager fra pianoet, messing og slagtøj loyalt blæsende og slagkraftig, og publikum glad i genkendelse af slagere, der huskes i originalversioner fra Otto Brandenburg, John Mogensen, Birte Kjær, Gitte Hænning og deruda’. Huskes, så vi kan lukke øjnene, og erindringen udvisker, hvad der foregår på scenen.

MEN rørende? Tjah. De fires stemmer er blevet lidt flossede i kanten. De klarer med nød og næppe deres vaklende klang gennem vokalkvartetter, der engang sad som de skulle. Dialogen mellem sangene pjanker sig slapt gennem selskabelige ligegyldigheder. Hvad som helst synes udpeget til at være morsomt. Glad sjusk peger mod, at vi nok er ud på de små timer i festligheden, hvor kravene er skruet godt ned, og alt er fælles grin. Det er jo udmærket og skal nok glide ned, hvis publikum er i samme opløftede situation, men vil græmmes, hvis det ikke er. Det er risikoen.

gregersDH.dk