‘The Times Are Racing’  med N.Y. City Ballet i Tivoli (tegn.: Claus Seidel)

DET HAVDE NU PYNTET MED

COPENHAGEN PHIL I GRAVEN

Stor og skæg dans af N.Y. City Ballet i Tivoli med programmet ’All Contemporary’

New York City Ballets program ‘All Contemporary’ med Peter Martins ‘Hellelujah Junction’, Christopher Wheeldons ‘After The Rain’, Alexei Ratmanskys ‘Udstillingsbilleder’ og Justin Pecks ‘The Times Are Racing’ torsdag aften i Tivolis Koncertsal.

’All Contemporary’ med N.Y. City Ballet danses igen i Tivolis Koncertsal søndag 19. Kl. 13.30. Varighed: Knap tre timer incl. to pauser.

*****

HVAD hænger i ører og øjne, da vi går ud gennem haven denne lune, lune sensommeraften?

DET gør den bragende, elektroniske udladning fra komponisten Dan Deacon til den unge koreograf Justin Pecks ’The Times are Racing’, et broget, farverigt masseopbud af dansere på scenen – nej ’The times’ var ikke ’racing’ – det skulle da være baglæns til ’West Side Story’. Ikke til de etniske N.Y.-slagsmål og Romeo og Julie-historien, men teenage storby-gang-i-den, jo da, med strøg af russisk folklore i deres kluns.

DET er herligt forvirrende. Den elektronisk knytnæve selvfølgelig slagkraftig efter tre balletter inden ’The Times are Changing’ – med orkestergraven foran danserne næsten tom, musikken til f.eks. Mussorgskys ’Udstillingsbilleder’ snerpet ind til det, den faktisk er skrevet for: Klaver. Men ørerne er forført af Ravels orkesterversion, der gør Mussorgskys partitur til en vældig farvelade af flimrende kulører – hos N.Y.-danserne her tonet ned i kostumer, der er diskret bleg-blå for at stå model til det ganske vist formidable klaverspil fra orkestergraven, men så til gengæld modsat Ratmanskys sprudlende koreografi, der flot udnytter enkelheden i Mussorgskys hovedtemaer, som illustrerer komponistens vandring mellem udstillingens billeder, og sætter den over for den yndefuldeste leg mellem danserne. Tilskuere og motiverne på lærrederne. Mylderet af mænd og kvinder, der driller hinanden. Indbyrdes finter og jokes: ’Nu skal du bare se, hvad de andre render og laver –  ’jeg tager lige røven på hende dér’ etc. Forsoninger, fornærmelser, fjant og små indbyrdes provokationer – det er mimisk, intimt, perlende af humor og jokes.

NOGET helt og totalt andet end den dans, der er gået forud i ’After the Rain’, koreografen Christopher Wheedons romantisk diskrete parringsdans til Arvo Pärts uforskammet smukke og uforskammede gnubben-sig-op-ad førstesats-temaet i Beethovens måneskins-sonate – mol til dur i en håndevending – på scenen den fnugsvævende dans mellem den danske solodanser Ask la Cour og Maria Kowroski – hvor hun så kommer fra, fra ’Grand Rapids, Michigan’ ifølge programmet. Og for igen at dykke ned i orkestergraven: Soloviolinen som den kvindeligt eftergivende, klaveret som den følsomt maskuline partner – vi er i blide attituder af forførelse, så gammeldags kønt. Ask la Cours tilnærmelser ville sikkert blive accepteret – strejfer det mig – af selv den legendariske chefredaktør på Ekstra Bladet, Frejlif Olsen, der i 1918 gik i Det Kgl. for at se Mikhail Fokin og skrev, at ’kvinder skal danse – mænd skal bestille noget’.

HVORMED han mente: I hvert fald ikke danse. Times are både racing og a-changing. Og Frejlif Olsen er både død og borte, og Ask la Cour spillevende og en fremragende danser.

NÆVNES må sandelig også det værk, der indledte N.Y. City’s ’All Contemporary’ på denne 2. aften – ’All Contemporary’ gentages lørdag eftermiddag i koncertsalen – nemlig Peter Martins ’Hallelujah Junction’, der blev uropført for 17 år siden på Kgl. Nytorv. På scenen et sort-hvidt danseoptrin, dansere, der som et spil af hurtigt vekslende dominobrikker skifter mønstre og perspektiver, skarpt pisket af to klaverer, der stædigt fra graven driver rytmer mod hinanden i en strøm af vedholdende monotoni.

SOM næsten alle fire balletter i denne ’All Contempory’ med scenografi, der overlader alt til dansere, kostumer og musik. Et farveskift til rødt en enkelt gang på baggrunden i Mussorgskys ’Udstillingsbilleder’. Nix weiter. Og for at blive i EU-terminologi: OK. Bortset fra, at det nu havde været smukt, hvis Copenhagen Phil også havde været med i graven. Bare i ’Udstillingsbilleder’. Det havde pyntet svært.

gregersDH.dk