Lars Mikkelsen og Helle Fagralid i ‘Wienerballader’. I baggrunden Søren Sætter Lassen. (Foto: Natascha Tiara Rydvald)
IKKE UMAGEN VÆRD
Horvaths ‘Wienerballader’ er en sej omgang i Skuespilhuset. Mest skønne, spildte kræfter.
**
Umagen værd? Ikke rigtig.
’Wienerballader’ gør hverken dem lykkelige, der regner med, at der skal danses swingende wienervalse, eller dem, der forventer voldsomt politisk drama i skyggen af nazismens opkomst i mellemkrigsårene.
Jo. Der er da noget af begge dele. Du kan sidde og komme til at tænke på alt fra ’Sound of Music’ til ’Cabaret’. På Brecht og Keld Abell. Plus meget mere. Der er snerter af så meget.
Vi hører godt nok nazibulderet runge i det fjerne i stykket.
Og ’Geschichten aus dem Wienerwald’ er godt nok stykkets originale titel, så vi ikke bare skal mindes den glade kejsertid, men også fyldes med valse, Blå Donau og schrammelmusik fra ølstuerne i Wien og omegn.
KEDELIGT
Problemet er bare, at stykket er ret kedeligt. Det har i glimt stemningen af det Østrig, det Wien, der lallede sig glad i nazismens favn gennem trediverne – hele den småborgerlige og fedtede ’lower middle class’, som ikke sansede at verden var blevet en anden efter kejserdømmets fald og den første verdenskrigs katastrofer. Og det er ok.
Ligesom det er ok at få beskrevet et miljø, der befinder sig et sted i nærheden af ’Matador’s Korsbæk med provinsielt småskænderi og kræmmermentalitet.
Men det flytter sig næsten ikke. Tre timer varer stykket på Det Kgl. Teater. Og vi efterlades temmelig ubevægede af disse wieneres indbyrdes trakasserier, sølle kæresteproblemer, fiduser og statiske, temmelig hjerneblæste udfoldelser. Kun i glimt vokser den stemning af uhygge, vi kender f.eks. fra scener i ’Cabaret’. Dødsklokkerne, der ringer.
SUMP
Selvom vi udmærket forstår, at det er netop det, den østrig-ungarske dramatiker Ödön von Horwath vil fortælle os om. Småborgerskabets uendelige småtskårethed. Mandschauvinismen. Kvindeundertrykkelsen. Den bornerte og ubehagelige sump af indskrænket mentalitet, der nedsatte den østrigske nations modstandskraft, da Hitler og hans drenge kom tromlende med deres budskab.
Og selvom skuespillerne så godt de kan, og undertiden brillant, forsvarer de figurer, de tumler med.
Lars Mikkelsen er smålummer, elegant charmør i den stil, han styrer med venstre lillefinger.
Helle Fagralid har ikke anden mulighed end at være sød og rørende og standhaftig som den bedragne pige.
Stig Hoffmeyer tager sine ture som sølle, selvoptaget starut af en far, med druk og liderlighed som afveksling.
Bodil Jørgensen er så henrivende egensindig og uberegnelig som kun hun kan være det. Hun får det maksimale ud af rollen som kiosk-handlerske. Lunefuld og elskovsfuld og fuld af fiduser.
Og Søren Sætter Lassen har præcise og skarpe reaktioner som fornærmet og forsmået forlovet.
MØLÆDT
Men alle figurerne er trættende éntydige fra Horvaths hånd. Også det øvrige vældige persongalleri, med bl.a. Nis Bank-Mikkelsen, Helle Hertz, Jens Jørn Spottag, Isa Holm, Gitte Siem og Peter Gilsfort.
Det nærmer sig skønne spildte kræfter at sætte dette stykke op. Madeleine Røn Juul har som instruktør valgt at rulle hele den lange, mølædte løber ud, ikke tømme ud af dødvandet, men være loyal over for Horvaths ønske om at gøre netop dødvandet til pointen.
KULTIVERET
For syv-otte år siden forsøgte Det Kgl. sig i Turbinehallerne med den østrig-ungarske dramatiker Ödön van Horwaths ’Kasimir og Karoline’ – også en wiensk periode-stemning fra gader og stræder. Dengang overladt til den svenske instruktør Anders Paulins dekonstruktive aggressioner. Madeleine Røn Juul går kultiveret og stiltro til værks. Horvath taber vi interesse for i begge tilfælde.
Om det er umagen værd at se stykket? Det skal være for to ting: Studere de udmærkede skuespilleres forsøg på at puste liv i deres roller. Samt at fornøje sig over den imponerende teknik, der i Skuespilhuset kan skabe sceneskift i et format, der svarer til placering af pylonerne til Storebæltsbroen. Det er overvældende, og den tyske scenograf Manfred Blaimauer må have gnedet sig i hænderne.
