Scene fra ‘Dead Awake’ i Pakhus 11 (Foto: Frida Nygaard Gregersen)

DANSEPUST

TIL

MUSIKKEN

Pakhus 11 som laboratorium for et forsøg på at løsne elektronmusik fra sine faste nagler med danseres hjælp.

Komponist: Niels Bjerg. Koreograf: Kirstine Kyhl Andersen. Medvirkende: Arnia Miang, Kasper Daugaard Poulsen, Michael Richardt, Nanna Stigsdatter Mathiassen, Olivia Riviere og Søren Linding Urup.

WE GO-gruppens ’Dead Awake’ spiller i Pakhus 11 ved Amerika Kajen i Nordre Frihavn. Varighed: 1 t 25 min.

***

ET interessant eksperiment. Komponisten Niels Bjerg har skrevet et vældigt stykke elektronisk musik og i samarbejde med koreografen Kirstine Kyhl Andersen gjort det til værket ’Dead Awake’.

DE kalder det en koncertforestilling, og det er klart en hybrid, hvor dans – eller lad os kalde det bevægelse og kropslig aktion – foregår til Bjergs musik, baseret på en helt speciel teknik, der består i, at musikken rundsendes af en række højtalere, der ikke alene er placeret på vægge og for enderne af salen i Pakhus 11, men også fæstnet til eller i hænderne på danserne.

KOREOGRAF og komponist introducerer forestillingen for publikum med at advare om, at de medvirkende vil komme meget tæt på publikum ind imellem, og at det handler om, at vi skal opleve musikkens varierende styrke og kompositionen fordelt i mange forskellige lydspor. Men vi får også at vide, at vi roligt kan lukke øjnene og bare lytte.

NÆSTEN hele forestillingen udspiller sig i et diset halvmørke (fotoet lyver ikke!), og hvis man vælger at lukke øjnene som foreslået, kan man høre den halvanden times komposition som et næsten symfonisk stykke elektronmusik med vekslende satser, forte- og piano-passager, pauser, stigninger, nedtoninger og en skiftende ’instrumentation’, der er baseret på en blanding af elektronisk produceret lyd og manipuleret reallyd.

ET samlet lydbillede, der suppleret af de seks danseres færden imellem os med deres større eller mindre højtalere, skaber striber af dramatiske associationer. Tilsigtede eller utilsigtede. Krigsbilleder, hylende sus af bomber, maskingeværild, mennesker på flugt – konfronteret med naturlyde, naturidyl, fuglefløjt – og vi undgår ikke netop nu at binde lydene, de sorte skikkelser, der kryber gennem gange mellem os, og de søgende projektører… binde det delvis til uhyggestemningen omkring de drenge, der i disse dage er spærret inde i grotter i Thailand. Associationer, der er uundgåelige, uanset hvor meget vi prøver at abstrahere og se og høre musikken og dansernes optræden fra rent æstetiske vinkler. Måske også fordi det hele dansemæssige er nedtonet til det statiske og usensuelt agerende, et kropssprog, der både hos de enkelte og i grupperingerne er som anonyme tegnefilm-figurer på dyster eller tragisk færd.

DEN beregnede effekt af lyden fra de enkelte danseres højtalere er selvfølgelig interessant – det er lidt i retning af at passere er orkester og få lyden fra de enkelte instrumenter forstærket eller svækket undervejs – men det ændrer egentlig meget lidt ved totaleffekten, der bestemmes af, at vi er i selskab med et ret samlet lydbillede i hele det store Pakhus 11-rummet.

TITLEN ’Dead Awake’ er måske hentet fra det sidste stykke af Henrik Ibsen, ’Når vi døde vågner’, der fortæller om mennesker, der prøver at vække gammel kærlighed til live. ’Dead Awake’ prøver med forsøget på et broget lydbillede at løsne den elektroniske kompositions gennemkomponerede struktur fra sine faste nagler. Det lykkes kun delvis.

KORT sagt. Et godt forsøg på noget nyt. Men ikke mere. Musikken bliver trods alt tilbage som det egentlige, kunstneriske udbytte.

gregersDH.dk