UNDERGANG FORUDE

Fremragende udenlandske solister skaber stemningen af selvforskyldt undergang i ’Rhinguldet’.

Komponist: Richard Wagner. Instruktion: Jasmin Solfaghari. Scenograf: Elisabeth Holager Lund og Michala Clemmensen. Dirigent: Alexander Vedernikov. Medvirkende bl.a.: James Johnson, Vsevolod Grivnov, Lioba Braun, Lyuba Petrova, Wieland Satter, Magnus Vigelius, Anja Jung, Pavlo Hunka, Gerhard Siegel, Gabor Bretz, Andreas Hörl, Nina Bols Lundgren, Sabrina Kögel og Andrea Pellegrini

’Das Rheingold´ Odense Symfoniorkester Odeon-Salen 22.5. 2018. Varighed 2½ time uden pause. I aften (onsdag) fortsættes med ’Die Walküre’.

****

HVAD havde vi ventet os? Katastrofe? Det er så meget sagt. Men i hvert fald lidt derhenad. Sende Wagners ’Ringen’ på banen, hele baduljen! Alle fire forestillinger, fyret af på en uges tid, planlagt på kort tid, – ok, mere end en uge. En iscenesætter, der smed, hvad hun havde i hænderne for fjorten dage siden, under hidsige gensidige tilråb mellem hende og operaledelsen. Kaos tilsyneladende. Ny dame på banen, lynhentet fra Tyskland. En chefdirigent, der ved sin tiltræden sagde ’Bare på med vanten’ til symfoniorkestret, og det var så det, de gjorde i Odense. Den slagfærdige herre er russer, hedder Alexander Vedernikov og omgås også Kapellet på Det Kgl. Teater. Han er ikke den ringeste i faget.

SÅLEDES kunne vi vandre ud gennem Odeons svingdøre til det syndige gaderod, der i øjeblikket er Odense, med ørerne summende af Wagners grandiose Valhal-tema – et af hans mylder af orkestrale ledemotiver, der driver historien om guders og menneskers endeløse slagsmål frem mod det ragnarok, der på scenen slutter fire forestillinger senere med ’Götterdämmerung’ – vi vandrer mod banegården med en sikker fornemmelse af et orkester, der havde præstere noget ekstraordinært: Et Wagner-spil, der lover godt for de følgende Ring-opførelser, ’Valkyrien’ og ’Siegfried’ og altså ’Götterdämmerung’, på dansk ’Ragnarok’ i de dage, da det hele blev sunget på dansk.

SÅ roen faldt på os, eller rettere: Vi blev fanget ind af eventyret og lyttede med stigende nysgerrighed til ’Rhinguldet’. Et eventyr? Sandelig om det ikke også er det: En historie, der fortæller om yndefulde havfruer, der passer på en skat af guld på Rhinens bund, om en led fyr ved navn Alberich, der holder slaver i sit underjordiske helvede, når han ellers ikke bruger tiden på at lægge an på havfruer. Om en tryllemaske, som Alberich kan tage på, så han kan blive usynlig eller endda forvandle sig selv til f.eks. en skrubtudse, hvis det stikker ham – det gør det, og det skulle han ikke have gjort, for så jokker ildens gud Loke på ham, og færdig med Alberich. Om to klumpede kæmper, Fasolt og Fafner, der bygger Valhal, gudernes borg, og kræver frugtbarhedsgudinden Freja som betaling. Men først og fremmest fortællingen om den elendige ring, der bliver smedet af guldet fra Rhinens bund, og som alle vil have fingre i, fordi den giver magt over alt og alle til den, der har den på fingeren.

I ’Rhinguldet’ får vi nøglen til al balladen gennem resten af ’Ringen’. Mest dramatisk i dette forspil hvor vi oplever, hvordan overguden Wotan i sin griskhed og ubeslutsomhed håndterer alt forkert.

DET er stærkt, at Odense Symfonikerne har fået den samme James Johnson, som vi har lært at kende både i Kasper Holtens samlede ’Ring’-opførelse for en halv snes år på Det Kgl. – og som også var Wotan i den glimrende ’Valkyrien’, vi så i Esbjerg forrige sommer – til nu at være Wotan i Odense. Hans Wotan er blevet en grå skikkelse, der usikkert vandrer eller vakler scenen rundt, træt sætter sig på trappen, stemmen lidt blegere end den blanke, klangfulde, vi kender, mattere, præget af tvivl og vankelmod, pludselige forsøg på at vise viljestyrke, men i  næste øjeblik bukker under for hulkindet tillid til sin gamle styrke og drift mod at beherske det hele.

DET er så at sige det centrale i Odense-udgaven. Sanger-præstationerne. Som i den grad er baseret på, at de centralt medvirkende er en række udenlandske sangere, som Vedernikov har fået til Odense, og som er af virkelig klasse.

KONCEPTET for opsætningen er langt fra at være originalt, scenografien temmelig uinteressant, kostumerne ligeså. De fleste. Wotan-hustruen ligner en pæn frue fra forstaden, Freja, gudinden med de attråede, livsforlængende æbler, en ekspeditrice hos en grønthandler. Begge da nydeligt syngende. Det spændende ligger hos sangere som amerikaneren Johnson og russeren Vsevolod Grivnov, der synger Loke, ildguden, der i ’Rhinguldet’ styrer sin intriger som en kølig, distanceret, ironisk moderator, hele tiden manipulerende, en iagttager, som er med og dog ikke med. En tenor, der skaber sin rolle med den skarpeste og mest præcise diktion. Karakteristisk, som vi hører ham tæt på afslutningen binde sløjfe på situationen, da guderne bestiger regnbue-broen til Valhal: ”De haster mod deres endeligt – de, som føler sig så stærke og evige”. Selv overvejer han, om han skal følge dem og fortsætte som en ’blind blandt de blinde’ eller transformere sig til flammende ild, hvad der jo er hans speciale – og hvad vi senere får syn for i ’Valkyrien’. Alene oplevelsen af denne Grivnovs Loke er nok til at kaste mange stjerner efter Odenses ’Rheingold’.

Andre glimrende sangere: Barytonen Alberich, den snu undermåler, der ter sig som en mellemting mellem et rovdyr og en baggårdskøbmand. Og den mageløse kontraalt Anja Jung, der som selveste Moder Jord, Erda, dukker ud af intet og med en stemme som en tordensky varsler Wotan: ”Alt får en ende! Også du. Slip ringen!” Og som synger, mens undergangs-motivet med den faldende skala lyder dystert i orkestret: ”Jeg ved alt, hvad der var, alt, hvad der er, alt, hvad der kommer. Jeg er den evige verdens urvala. Det er Erda, der advarer dig.”

Er der ikke danske sangere i funktion? Det har ellers været et kendetegn ved de hjemlige attak på det store værk i nyere tid, Den Jyske Operas, Det Kgl.s, Den Ny Opera i Esbjerg. Jo, vi har Andrea Pellegrini som en af Rhindøtrene og Magnus Vigelius som Froh fra gudefamilien. Han er netop reumertnomineret for sin glimrende Siegmund i ’Valkyrien’. Hans Froh udmærker sig ved at være formuleret som en lapset bøsse, og det gør han pudsigt, uden at der skinner andet belæg gennem teksten for den idé, end at Fricka på et tidspunkt kalder ham ’Elskede søster’ – tilstrækkeligt til glade fnis fra publikum.

Man kunne i øvrigt ønske sig, at Symfoniorkestret havde ladet den tyske tekst trykke. Det gjorde den Ny Opera i Esbjerg med ’Valkyrien’. Der er et udmærket program til Odense-’Ringen’ bl.a skriver Lotte Heise engageret om ’Rhinguldet’. Men der er mildest talt meget dialog at holde styr på i ’Rhinguldet’.

ANDRE danske sangere vil løfte stemmen i mindre roller i nogle af de kommende ’Ring’-forestillinger. Men det er de udenlandske solister, der præger Odense-’Ringen’, i hvert fald som man oplever det i ’Rhinguldet’. Det er dem, der gør det interessant. Håndplukkede Wagner-sangere, der kender deres figurer, spiller dem ud fra ’Ringen’s hævdvundne, psykologiske komedie-konturer – og føjer deres egne og fælles erfaringer ind.

FLERE af dem har sunget partierne sammen andre steder. De ved, hvor de har hinanden. Det bedste, man vel kan sige om last minute-instruktøren, er, at hun lader dem udfolde sig på egne præmisser i scenegange, der ikke skaber problemer.

gregersDH.dk