Marianne Mortensen, Line Bie Rosenstjerne og Henrik Prip i ‘Faust’ (tegn. Claus Seidel)
DEN SATANS PUDDELHUND
’Faust’ i knivskarp miniudgave på Mungo Park.
Dramatiker: Goethe. Bearbejdelse: Line Mørkeby og de medvirkende. Instruktion: Henrik Grimbäck. Scenografi: Julian Toldam Juhlin. Medvirkende: Henrik Prip, Marianne Mortensen, Line Bie Rosenstjerne, Martin Geertz og Carl Christian Riestra. Musik: Carl Christian og Carl Riestra.
’Faust’ spiller på Mungo Park Teatret i Allerød. Foreløbig indtil 14. februar. Varighed: 1 t 50 min. Uden pause.
*****
GOETHES ’Faust’. På Mungo Park i Allerød. Plakaten, programmets forside og pr-materialet viser pæne Henrik Prip, der sidder i nobel habit og ligner en selvsikker kontorchef i skattevæsenet, klar til interview om manglende kontrol med svindlere. Ved hans side sidder en lille hvid puddel og ser selvsikkert og målbevidst på os.
HVAD har den hund med ’Faust’ at gøre? Det bliver vi klar over, da døren oppe bag de bageste rækker går op, og Martin Geertz kommer hoppende ned ad midtergangen som den hvide puddel og afslører sig som fanden selv. Goethe hadede hunde, især pudler. Udtrykket ’Des Pudels Kern’ stammer faktisk fra Goethes ’Faust’, hvor Fanden indfinder sig i Doktor Fausts studerekammer for at få den lærde mand i sit garn. Faust, der ikke kan finde ud af livet, har maset med sin studier, han vil så gerne vide alt i verden, men synes aldrig han kan få nok, blive tilfreds, finde lykken.
Fanden har et tilbud: Du skal få alt, hvad du peger på, opnå de virkelige nydelser ved livet, til gengæld skal du ende i helvede, hvis du skejer totalt ud og ikke kan styre dig.
ET vældigt drama af Goethe, sat op i utallige versioner på teatre, også som opera. Gymnasie-læsning for mange. På Mungo Park koncentrerer man sig om den centrale del af historien, som handler om, at fanden – Martin Geertz i isnende hvid og kølig anonymitet – sender den uskyldige unge pige Gretchen i hænderne på Faust. Gretchen spillet smukt og levende af Line Bie Rosenstjerne, foruroligende bleg som alt og alle i denne opsætning, som Julian Toldam Juhlin har scenograferet, kun med et stort cirkelrundt hul i bagvæggen i Fausts klinisk sterile studerekammer, hvor kun en visnet potteplante kan trives. Et hul, der bruges som spejl mod himlen og den vide verden, hvor alt kan ske, og fanden kan spille sit lokkende trolddoms-spil fra.
DENNE mini-udgave af ’Faust’ fungerer fint, fordi den i titelrollen har Henrik Prip som netop den modne, intellektuelle akademiker, vi ser på plakaten. En mand, der får rystelser i sin selvsikkerhed, da naturen får lov til at gå over optugtelsen. Da støvet fra bøger og karriere, lærdom og borgerlige ambitioner blæser væk, og den utæmmelige erotiske lyst blomstrer. Det brændende behov for at ’vide alt’ forplanter sig til at vide alt om de drifter, han har undertrykt og forsømt midt i sit erkendelses-flip. Den rolige, stadig mere forundrede oplevelse, Prip gennemfører ’Faust’-rollen med er stimulerende for forestilling. Op mod Martin Geertz’ kyniske manipulationer, Line Bie Rosenstjernes uskyldige offer-reaktioner og hendes nabo Marthas savlende rå-liderlighed, som Marianne Mortensen lægger krop og sind til med stor effekt.
GRETCHENS bror Valentin, den heltemodige bror, er der også blevet til plads til i denne miniversion af ’Faust’. Carl Christian Riestra gør Valentin til musiker og sanger, så Valentin synger og spiller ved det hvide klaver, indtil Gretchen desperat tager livet af ham i samme fortvivlelse, som hun ender med at gøre det med det nyfødte spædbarn, der er frugten af denne den næsten mest berømte kærlighedsaffære i europæisk dramatik ved siden af den mellem Shakespeares Romeo og Julie.
STÆRKE sager. Stort drama. I fortættet version formuleret af iscenesætteren Henrik Grimbäck. Med Riestras musik som gådefuldt svævende akkompagnement. Og i Juhlins isafkølede scenografi.
Pudlens blik fra plakaten følger dig, når du forlader teatret. Gys.
gregersDH.dk