Liv Mikael Sanz og Tilde Knudsen i ‘Rodin’ (Foto: Nicolai Perjesi)

KROPPE I NÆRBILLEDE

I Asterions Hus på den dystre Refshaleø spejler to dansere og en fotograf sig i Rodins skulpturer.

Instruktion: Pete Kirk. Dansere: Liv Mikaela Sanz og Tilde Knudsen. Fotograf: Ingrid Bugge. Musik: Klaus Risager.

’Rodin’ spiller på Teater Asterions Hus på Refshaleøen indtil 2. december. Varighed: 1 t. 10 min.

****

FOR et par år siden var det Leonardo da Vinco. Nu Auguste Rodin. Hvad bliver det næste offer for instruktøren Peter Kirk og danseren Tilde Knudsen ude i Refshaleøens ødemark? Michelangelo? Gerne. Michael Kvium? Næppe. Men da også gerne.

Teater Asterions Hus har fundet en niche, hvor de med indædt konsekvens skaber forbløffende, billedrige og ind imellem forførende fortolkninger af en enkelt kunstners livsværk og karakter. Ekstremt baseret på især Tilde Knudsens udtryksfulde, atletiske kropssprog, der visuelt klinger som et højspændt strengeinstrument, denne gang suppleret med den mere myge og venligt eftergivende dansepartner Liv Mikaela Sanz, og en helt særegen tredje medvirkende, fotografen Ingrid Bugge, der kredser omkring de to, styrer deres handlinger som en slags instruktør, hun kunne være billedhuggeren i sit atelier. Men også som en Hitchcock, der bestemmer motiver og vinkler, og guider sine skuespillere. Hvorhen? Hele tiden ind i situationer, stillinger og handlinger, der hentes ud af Rodin-skulpturer. Nogle, vi kender og nogle, vi ikke kender. Sjældent som direkte kopier, snarere som koreografisk udtryk, der er medspil eller modspil inspireret af skulpturerne.

Løbende studier i muskler, bevægelser, en ustandselig vekslen mellem blide, ømme, voldsomme, intime eller tankefulde udtryk. Formuleret til både videoprojektioner af enkelte skulpturer, men også som led i reproduktioner og manipulationer af Ingrid Bugge fotografier, så vi sammenlagt oplever slående visualiseringer af sammenhænge mellem Rodin-skulpturerne, de to kvinders kroppe og fotografens billedskabende kombinationer.

LIGESOM i da Vinci-projektet er det igen Klaus Risager, der med raffineret musikledsagelse underbygger de enkelte dele og scener, så vi hele tiden bringes nye steder hen og får spændt vores opmærksomhed.

OM vi bliver klogere på Rodin? På kunstneren, der med sin voldsomme realisme bragte fransk billedhuggerkunst i et skred væk fra glat, klassisk formalisme? Måske. Men vi kommer sandelig også tæt på et egensindigt og konsekvent hjørne af dansk dansekultur, model Asterion. Og man skal ikke forsværge, at man ikke ser med friske øjne på Rodins ’Grubleren’ eller ’Kysset’, næste gang man går forbi skulpturerne ved Glyptoteket.

gregersDH.dk