LISBET FOR FULDT DRØN

Der er ikke meget, vi ikke allerede ved om Lisbet Dahl, men nu får vi det hele endnu engang for fuldt drøn.

Lisbet Dahl: ’Undskyld jeg blander mig’, fortalt til Jakob Steen Olsen og Rikke Rottensteen. People’s Press og Berlingske Forlag. 315 s. kr. 299.95

****

”JEG er lavet af jern og beton,” siger Lisbet Dahl i denne muntert snublende beretning om sit liv indtil dato. Hun burde tilføje ”men også af kød og blod”. For er der noget, vi bliver klogere på i den nye bog – hvis vi ikke var det i forvejen – så er det hendes korporlige slagkraft og blodrige vitalitet. Alt det, der murrer inde i det jern og den beton, som holder hendes nervesystem på plads og kreativiteten i tømme.

Og der er endnu mere støbt ind i damens livskraftige skrog: Knogler, hofter, ny hjerteklap. Alt sammen noget, der har fundet plads bag hendes nette ydre over nogle år – det fortalte hun i detaljer om i et interview, jeg lavede med hende i ’Børsen’ for præcis ti år siden. Det taler hun ikke så meget om i bogen, men det hele sidder der endnu, må vi gå ud fra, for hun stormer livskraftig rundt på Cirkusrevyens scene… år efter år, også det kommende år, går vi ud fra. Og bogen er fyldt af stof om Cirkusrevyen, anekdote på anekdote, en masse om samarbejdet med Ryskjær, Pilgaard, Lykkegaard, Ellegaard, for ikke at tale om de vilde, gamle dage med Ryg, Kaas og Dirch. Det liv, der mere end noget andet er blevet hendes.

“JEG er den nye Clara Pontoppidan inden for spøg og skæmt,” bemærker hun med den typiske – på én gang selvironiske og selverkendende skarphed, der går gennem hendes fortælling. Hun ved, hvem hun er. Det er for resten ikke den skæveste sammenligning, den med ’Clara Panoptikon’ (som Preben Uglebjerg kaldte hende). Den er oven i købet morsom, når man tænker på, at Clara Pontoppidans enorme karriere med højdepunkter som ’Anna Sophie Hedvig’ og ’En kvinde er overflødig’ sluttede med, at hun spillede sammen med Dirch Passer i filmen ’Takt og tone på sengekanten’. Og på, at Lisbet Dahls karriere har været næsten omvendt. Den begyndte med Ofelia i ’Hamlet’. Sådan er kortene bare faldet. Og så er dén ikke længere, som Lisbet Dahl sikkert ville sige. Hun har ikke brug for mange omsvøb.

SKÆBNE og tilfældigheder. Sådan som denne bog skildrer sin hovedpersons liv på side efter side. Kapitel efter kapitel. Den er skrevet i jeg-form. Det er Lisbet, der selv fortæller. Vi er som til et kæmpe interview, hvor Jakob Steen Olsen og Rikke Rottensteen har lyttet, optaget, nedfældet og redigeret Lisbets ubændige talestrøm, facts, slagfærdigheder, strømme af indfald og betragtninger, erindringer, der falder hende ind, det private, det professionelle, vredesudbruddene, lyksalighederne, kærlighedserklæringerne, skideballerne. Man er tryg ved, at de to, Rikke og Jakob, har tjekket data og navne. For Lisbet Dahl fortæller, at hun ikke fører dagbog over sit liv, ingen scrapbøger, ikke noget som helst af den slags gemt, ingen dagbøger. Hun har travlt nok med at holde styr på sig selv. Så godt det nu kan lade sig gøre med det drøn, hun har på. Og med et sind, der er skabt til spontane handlinger og beslutninger.

DET er ’her og nu’, som optager hende. Det er Cirkusrevyen og dens trivsel. ’Spøg og skæmt’ som hun siger. Jo, og sandelig dét, der skal til for at spøg og skæmt lykkes. Det hårde arbejde. Timing er et nøgleord, hun bruger mange gange. Det gælder selvfølgelig hendes eget spil. Hun ved ganske nøje, hvad et halvt sekunds pause betyder i en monolog, hvor hun er Lars Løkke, for nu at nævne en af dem, hvis portræt mange husker. Men hun instruerer jo også, iscenesætter, bygger forestillinger op med ensemblet. Hun er ikke til de store filosofiske overvejelser, ikke til teoretiske udredninger og spekulationer eller foredrag for de medvirkende. Hvad hun gør, er ud fra praktisk erfaring og intuition og almindelig logik. Lige fra hun var barn, handlede det om at komme op på scenen og i gang. Hun kom på teaterskole i Aalborg, men stod af, når det kom til 1960’ernes vidtløftige virvar af psykologiske øvelser, indisk filosofi og afspændingstimer. Hendes reaktion på et svensk 60’er-debatstykke ved navn ’Sandkassen’, hun skulle medvirke i, udløser et ’Rend mig!’, da hun husker, hvordan de skulle sidde og sige underlige lyde inden prøverne begyndte.

Ebbe Langberg – Aalborg Teaters chef dengang –gav hende nyttige fif i instruktionens kunst. F.eks. det, han kaldte ’elastik-systemet’: ’Hvis en skuespiller gik et sted hen på scenen, skulle en anden gå et andet sted… Vi kan ikke have alle stående midt på scenen og have en dialog. Der skal være balance i billedet!’  Sådan! Ikke så meget snak.

HUN synes klart nok, at det er skægt i dag at tænke på, at hun spillede Shakespeares Ofelia i 1969 – oven i købet i Ghita Nørbys aflagte Ofelia-dress fra Det Kgl. Men hun bringes på lidelsernes rand, da hun fortæller om, hvordan hun langt senere – i 1998 – sagde ja til – midt i sin blomstrende revy-karriere – at spille dronning Elisabeth i ’Maria Stuart’ på Det Danske Teater. Manuskriptet lagde hun i mølpose indtil 1. prøvedag. Læse – for ikke at tale om lære de monologer!? Gab! Men hun gjorde det. Jeg anmeldte forestillingen ved turnépremieren i Nakskov Teaterforening og konstaterede, at hende dronning Elisabeth var så fremragende, at stykket burde hedde ’Elisabeth’ og ikke ’Maria Stuart’.

At hun tog rollen, tilskriver hun en mentalitet, der byder hende aldrig at sige nej. Altid være nysgerrig på nye opgaver. Nye udfordringer. Der er noget, der skal løses. Hun siger f.eks. ja til at medvirke i ’Sømand på sengekanten’. Der var et honorar at hente, og Lisbet Dahl gik nogle gange til et job ”med blikket stift rettet mod honoraret” – et princip formuleret af Det Kgl.s basbaryton Frans Andersson. Lisbet skulle indtale den kvindelige hovedpersons replikker på sengekanten. Pigen kunne ikke selv. Hun kunne kun bolle. I lydstudiet viser det sig, at opgaven også består i at stønne til samlejerne. ”På et tidspunkt var jeg ved at besvime, fordi jeg havde brugt så meget vejr. Hvis I nogensinde ser ’Sømand på sengekanten’, så er det mig, I hører.”

DET er teatrets og revyernes Lisbet Dahl, der interesserer os. Hvordan hun tænker, hvordan hun spiller. Hvordan hun tidligt i sit forløb bliver klar over, at det komiske bider fastere i hende end det tragiske. Hvordan hun alligevel rammer Dronning Elisabeth, så alarmklokkerne ringer, eller lykkes med sit ganske rystende Edit Piaf-show ’Milord’. Eller som kvinden på vej mod livets kulmination sammen med Ulf Pilgaard i ’Vores sensommer’ på Østre Gasværk Teatret.

DET står samtidig klart, hvor meget hendes person i scenearbejdet er integreret med hendes private livsførelse. Bogen er én lang beretning om mænd, ægteskaber, fødsler, skilsmisser, børn, børnebørn – hvor mange, der er i hver kategori, kan man næsten føre bog over undervejs – selv gør hun det dårligt nok. Hendes egne forældre har været gode læremestre, forstår vi – de var begge teaterfolk. Hendes mor dukker en aften op til Lisbets ’Mylord’, vandrer frem fra bageste række og udbryder: ’Hende har jeg lavet!’ Et par ekstra glas har hjulpet hende frem, men stolt var hun altså, og dét med rette.

Samme mor, der havde mødt hendes far, da de begge optrådte på Apollo Teatret, var en tro følger af Lisbets karriere og liv med op og nedture. Efter et af Lisbets ægteskabelige kollaps sagde hun: ”Jeg har lært dig, hvordan du får fat på en mand, men jeg kan ikke lære dig, hvordan du holder på ham.”

URO og rastløshed holdt på plads af viljestyrke og ambition. Det er livsnerver i Lisbet Dahls power som skuespiller og teatermenneske. Det støttes alt sammen af en næsten grænseløs appetit på mennesker. Familie, venner, kolleger. I Bogen får vi det hele med. Eller hvad? Munden står ikke på hende. Vi har hørt det meste i forvejen, men bogen kunne sikkert være blevet dobbelt så lang.

gregersDH.dk