HADKÆRLIGHEDEN
TIL DET KGL. TEATER
Edvard Brandes var en blændende teaterkritiker – drevet af had-kærlighed til Det Kgl. Teater.
Edvard Brandes: Dansk Skuespilkunst. Kommenteret genudgivelse af artikelsamling fra 1881. 434 s. Gyldendal og Det danske sprog og Litteraturselskab 2017.
*****
I efteråret 1852 foreslog Det Kgl. Teaters skuespiller Frederik Høedt teatret, at man skulle spille Shakespeares ’Richard den Tredje’. Høedt ville gerne spille hovedrollen. Teaterchefen Johan Ludvig Heiberg afslog. Ikke at Høedt skulle spille hovedrollen. Men at stykket overhovedet skulle spilles. Den slags kunne man vel spille i England, hvor denne komedie ’måske er i harmoni med den hypokondre engelske karakter.’ Heiberg tilføjede, at han tvivlede på, at vi nogensinde kunne vænne os til at se Melpomenes dolk forvandlet til en slagtekniv.’
Det er en detalje i et af kapitlerne i Edvard Brandes’ ’Dansk Skuespilkunst’, der nu er nyudgivet – en samling teaterkritiske artikler, skrevet i slutningen af 1870’erne, de fleste trykt i tidsskriftet ’Det 19. århundrede’ eller i avisen ’Morgenbladet’, forløberen for ’Politiken’, der startede i 1884.
HISTORIEN om Heibergs afvisning af ’Richard den Tredje’ er ikke en tilfældig detalje i bogen om Dansk Skuespilkunst’. Alle artiklerne i ’Dansk Skuespilkunst’ er præget af Brandes’ kritiske holdning til det underholdende vaudeville-teater, der prægede Det Kgl. Teater gennem en generation med Heiberg i spidsen. Brandes tilhørte en ny tid, hvor realisme og naturalisme blev stikord. Artiklerne i bogen er lutter portrætter af tidens skuespillere og deres egenart og betydning, i høj grad set i relation til Brandes meninger om skuespilkunst som spejlinger af tendenser på nationalscenen.
Den pågældende artikel handler om Frederik Høedt, der kom i så skarpt modsætningsforhold til Heiberg, at han forlod Det Kgl. og først vendte tilbage, efter at Heiberg havde forladt stillingen.
MEN Brandes og hans teaterinteresse. Hvordan hænger dét sammen? I Politiken ser vi hver dag i kolofonen billedet af Edvard Brandes, avisens grundlægger sammen med Viggo Hørup. Brandes var bladmand, journalist. Grundlagde også Ekstra Bladet og var chef i bladets allerførste år 1904. Samtidig var han politiker. Medlem af Folketinget og det gamle Landsting i masser af år. Gennem hele sit liv var han desuden sprog- og litteraturforsker med dr.-grad på en afhandling om indisk digtning på sproget sanskrit. Hvad ellers? Såmænd finansminister i det radikale Zahle-ministerium, der sad under 1. verdenskrig.
Men teater? Da han var tyve, søgte han ind på Det Kgl. for at blive skuespiller. Han blev ikke optaget. Men det tog ikke teaterpippet fra ham. Han skrev siden 14 skuespil og fik spillet mange af dem på Det Kgl.
Så skrev han om teater. Massevis af artikler og anmeldelser. Det førte ikke til, at han blev chef for Det Kgl., selv om han var tæt på at få opfyldt den ambition i begyndelsen af 1890’erne. Til gengæld til, at han måtte duellere på pistol med en kgl. skuespiller, som han havde fornærmet i året 1900. Han kom fjorten dage i fængsel i den anledning.
ET rigt og alsidigt liv. Bogens portrætter af danske skuespillere er velskrevne og røber en kolossal indsigt i nogle årtiers repertoire på Det Kgl. Teater. Brandes har virkelig fulgt med, også i det letbenede repertoire, som han foragtede. Pointerne hos ham kredser om to ting: Irritationen over en firkantet og konservativ styring af Det Kgl. Teater, som blokerede for udsyn til omverdenen og for effektivitet i det daglige arbejde. Dernæst en levende optagethed af de enkelte skuespilleres særlige talenter, deres specialer i repertoiret, deres temperament, deres teknik, deres bevidste arbejde med deres roller. En skuespiller som Michael Wiehe førte f.eks. lange korrespondancer med forfatteren Henrik Hertz om karakteren af en rolle i Hertz’s ’Den yngste’.
Peter Schram, der havde roller i både opera og skuespil, var ekstremt afhængig af publikums reaktioner – ”Med publikums latter som trampolin kan Schram ophidses til at foretage de kådeste spring”. Brandes fortsætter: ”Når Schram kommer ind på scenen, og hans blik falder ud over tilskuerpladsen, da synes det ham, som om de hundreder af forgyldte kikkertrande, der peger imod ham, er lige så mange bøssepiber, rettede imod hans bryst. Så gammel skuespiller han end er, får kulissefeberen straks fat i ham.” En af Schrams store roller var Mefisto i ’Faust’, og Brandes forestiller sig, at den følsomme Schram nok hjemme i sin stue kan blive ”angst for den Mefisto, hans kunstnerøje lader ham skue som et syn. Han er i dæmonernes kreds.”
BRANDES hæfter sig ved, at Kristian Mantzius i sin glansrolle som Løjtnant v. Buddinge i den grad udbyggede sine morsomheder, at hantotalt stjal opmærksomheden fra sin medspillere. Hvordan han ”mens fru Sødring så henrivende sang visen om den ihjelfrosne soldat, til dels fordærvede virkningen af hendes geniale foredrag ved sit stumme spil. Han holdt jo nemlig et lys for smedemadammen, for at hun bedre skulle se den trykte vise, og Mantzius lod da, som løjtnanten faldt i søvn under sangen. Lysestagen gled nu langsomt ned imellem den sovendes fingre, indtil han pludselig brændte sig på flammen og med et ryk fór op.”
EKSEMPLER af den art er der mange af i bogen. For Brandes er de skræmmende, lærerige eller morsomme. Udtryk for særlige talenters udfoldelser, men også løbske resultater af manglende instruktion og en efterladende teaterledelse. Indstuderinger, der var overladt til tilfældet og de enkelte skuespillere. Et nyt, ungt talent som Johan Wiehe – bror til Michael Wiehe – blev offer for en teaterdirektør, som manglede de vigtigste egenskaber i sit job. Egenskaber, som Brandes karakteriserer sådan: At være ”forudseende og spåmand over for enhver begynder, stille hans kunstneriske horoskop, værne ham mod de farer, der truer ham… og efter en forud anlagt plan lede ham til den yderste pynt af hans begavelse. Sådan bærer idealet af en teaterdirektør sig ad. Desværre for Johan Wiehe, han stod ikke over for en ideal, ja knap nok over for en reel direktør, thi i virkeligheden kunne man ikke kalde de etatsråder, under hvis hellige enfoldighed vort teater i hans levetid sukkede, for teaterbestyrere. Ærlige mænd, fine folk, dygtige kontorchefer – men dramaturger – aldrig i verden, der var jo ikke en af dem, der besad den ringeste æstetiske dannelse.” En karakteristik, der har spor langt frem i Det Kgl. Teaters historie.
I DE ENKELTE skuespiller-kapitler jagter Brandes teknikken og de personlige muligheder, skuespillere udvikler alt efter deres forudsætninger. Han sporer de psykologiske drivkræfter, der stemmer eller ikke stemmer med rollernes karakter. Der er skuespillere som Julie Sødring, der ikke flytter sig en tomme gennem deres karriere fra det naturgivne i deres væsen og den spillemæssige skabelon, de én gang har fundet sig og haft succes med. Og der er skuespillere som Ludvig Phister, der med enorm flid og omhu når frem til at behersker en forbløffende forvandlingsevne.
Om ’Fru Sødring’ – som hun naturligvis konsekvent kaldes i tidens sprog – skriver Brandes, at hun fra karrierens start ”med fuldkommen resignation valgte det fag, hvorfra ungdom, skønhed og gratie – alt, hvad der beundres og elskes hos deres køn, er bandlyst… Hun var sit talents rækkevidde og begrænsning helt bevidst.” Tilskuerne var altid sikre på ”under en hvilken som helst forklædning at genfinde den fru Sødring, som de så godt kendte, og hvis blotte indtrædelse lokkede smilet frem…” Hun var den inkarnerede Madam Rust i ’Sparekassen’. ”Hun har med finhed og godmodig spot harceleret pebermøen og kælderkonen, og hun har sat hele sit sjældne talent ind på at forherlige husfruen som moder og hjemmets gode genius.”
Ludvig Phister tog ganske anderledes om opgaverne. Han spillede i tidens løb over 700 forskellige roller – Han har åbenbart haft sig et næsten fotografisk galleri af personer, han havde set, og ”så snart han fik en skikkelse at levendegøre på scenen … omskabte han sig i lighed med dette billede: Stemme, holdning, gang og manerer, alt tog form og forenedes til en fremmed personlighed udenom ham selv, en legemsstor maske, bag hvilken Phisters egen person forsvandt.” Phisters måde at forvandle sin stemme på førte Brandes til detaljerede og ret forbløffende forklaringer, især på, hvordan Phister i sine mange holbergske Henrik-roller f.eks. ”trykkede underkæben og tungebenet frem og sænkede strubehovedet; derved blev svælget større og munden videre og luften gik nu som en stor, bred strøm igennem denne. På samme tid gjordes tungen bred og bevægedes kun lidt…” etc.
Det er en flere siders stemmepædagogisk afhandling, hvor Phisters måde at bruge mund på bliver nøje sammenlignet med kollegaen Rosenkildes mæle. Rosenkilde opnår en anden effekt ved ”ikke at lukke næsehulen til med den bløde gane og trykke strubehovedet op…” o.s.v.
Brandes har eksempler på, hvad Phister opnåede med sine tekniske stemmeforvandlinger. En af Phisters glansroller var Henrik i ’Maskerade’. Brandes skriver om den scene, hvor Henrik agerer den hele Tamperet: ”Først læste en brægende, snøvlende, uforståelig retstjener stævningen op. Så kom advokaterne: Den ene, der hoppede frem som en skade, havde en tynd og pibende stemme, hvis fistel skingrede af vigtighed og indbildskhed, den anden brummede med dybe mavetoner, han var lige så dum-stolt som den første var arrig. Endelig satte Henrik sig ned på stolen som dommer og forkyndte nu kendelsen med en røst så søvnig og træg og kedelig, at tilskuerne lukkedes ind i en døs, hvoraf Phister vakte dem, når han som en raket fór op fra sædet og var den gamle, livlige Henrik igen.” Et interessant katalog af iagttagelser for Peter Plaugborg, der skal spille Henrik i den kommende opførelse af ’Maskerade’ i Skuespilhuset.
SÅDAN er der lange og omhyggelige afhandlinger om den skuespillerkunst, der optog Brandes. Andre kapitler handler om bl.a. August Bournonville, Olaf Poulsen, Emil Poulsen og Fru Hennings (med fornavnet Betty) – pudsigt nok ikke om stjernen over alle ’fruerne’, Johanne Louise Heiberg. Det sidste kan have sine særlige grunde: Hun var gift med den teaterchef Heiberg, som han med omhu skyder i sænk i sine artikler, og der var næppe de kønneste vibrationer mellem den aldrende Fru Heiberg og den langt yngre Brandes. I sine erindringer ’Et liv genoplevet i erindringen’ skriver hun om Brandes: ”Denne jødetamp, der danner alt efter Høedts recept.” Høedt spøgte i hendes erindring som hendes egen generations skarpe kritiker. Brandes i hendes bevidsthed som Høedts irriterende efterfølger.
SKØNT tidsbundet er der meget at hente i Edvard Brandes iagttagelser og synspunkter. De særligt balletinteresserede vil læse kapitlet om Bournonville og hæfte sig ved Brandes’ skildring af en Bournonville, som ”satte hele sit liv ind på ikke at anses for danser, det vil sige for en skabning med en tom hjerne og et par velskabte ben, altså på ikke at underkastes den målestok, som publikum tidligere almindeligvis anlagde på de mænd, der befatter sig med en så umandig sysselsættelse som dans. Bournonville ville ikke stemples som en kvindekarl, som en art halvkastrat; han føler sig som en mand med al en mands dygtighed og vilje”.
En ’tidligere’ anskuelse? Fyrre år senere skriver Ekstra Bladets Frejlif Olsen i en balletanmeldelse: ’Kvinder skal danse. Mænd skal bestille noget.” Den holdning har været svær at udrydde.
Brandes er optaget af Bournonville, som en genial balletdanser og koreograf, der gennem et langt liv kæmpede for at hævde ballet som en kunstart, der ikke skulle leve et liv i skyggen af opera og skuespil. Han ”befriede sin stand for herhjemme årgammel fordom. Denne gerning er den ærefuldeste i hans arbejdsomme liv.”
Brandes har kendt Bournonville personligt. De mødtes bl.a. ved et privat selskab. En eller anden opfordrer den aften den 72-årige Bournonville til at synge. Bournonville sætter sig til klaveret og spiller og synger en fransk vise, ’La belle Bourbonnaise’, ”med et liv og et udtryk, der måtte rive en med. Oldingens dirrende stemme blev brugt med en kunstners hele rutine.” Brandes tilføjer: ”Sandsynligvis havde han i fyrre år sunget visen, så at man mindre måtte undres over, at han huskede visen, end over, at han ikke var træt af den.”
Bogen indeholder 138 sider omhyggelige noter til kapitlerne skrevet af Brandes-eksperten Sten Rasmussen. En topmålt grundig genudgivelse af den næsten 140 år gamle portrætsamling. Glimrende og velskrevet læsning for enhver teaterinteresseret. Bogen er udkommet samtidig med et bind med Brandes portrætartikler om ’Udenlandsk teaterkunst’, der især er baseret på hans kendskab til fransk teater.
gregersDH.dk
