MERE END ÉT LIV

En splittet begavelse. Hjerneforsker og dramatiker. 36-årige Mikkel Wallentin forsker intensivt ved Århus Universitet i hjernens behandling af vores sprog og skriver samtidig romaner og nu: Prisbelønnet dramatik med teaterstykket ’Grünfeld forsvar’. Prøverne begynder i dag.

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Kaare Viemose

———————————————————

’Grünfeld forsvar’…
Er vi ved fronten? Handler det om noget militær-teoretisk?
Skakfolk vil mumle ja. Skak er krig på brikker.
Vi andre kan slå op på Google og finde tredive varianter af ’Grünfeld forsvar’, opkaldt efter en østriger, der engang opfandt udspekulerede åbninger af det ædle spil.
Men nu og her er det titlen på det stykke, som Mikkel Wallentin kort før jul vandt Teater V’s store dramatikerkonkurrence med. Og scorede 100.000 kr. Stykket er i de kommende uger under indstudering på det dynamiske, nye teater i Valby, der befinder sig armslængder fra Nordisk Film.
Hvad er det så med den Grünfeld?
Det må forfatteren kunne forklare. Og i øvrigt fortælle, hvad der lokker en videnskabelig sjæl som ham ud i teaterskriveri. Mikkel Wallentin er hjerneforsker ved Århus Universitet. Vi ser for os en mand, der sikkert har gennemanalyseret de sværeste skakmanøvrer. Og selv i stand til at tænke stribevis af træk frem.
Måske en mester i håndtering af ’Grünfeld forsvar’. Også et teatermanuskript er jo cool beregning. Handler om at se frem, foruddiskontere, sætte pointerne ind i rette øjeblik!

”Skak? Jeg er rigtig dårlig til at spille skak. Jeg bruger bare det med skak som en metafor for noget velkendt. Nemlig uberegneligheden. En berømt skakspiller blev engang spurgt, hvor langt han var i stand til at tænke frem i et spil. Han svarede: Jeg tænker altid kun ét træk frem: Det rigtige.”

– Og Grünfeld?

”Stykket kunne faktisk have heddet så meget. Men jeg faldt over ’Grünfeld forsvar’ i beretningen om, hvordan den 13-årige Bobby Fischer i 1956 vandt over Donald Byrne i New York i det, der siden blev kaldt ’Match of the Century’. I mit stykke er der en scene i 2. akt, hvor en kvinde og en mand spiller skak. Hun siger: ”Den, der vinder, får lov at voldtage den anden”. Han siger lidt efter: ”Det er ’Grünfeld forsvar’, en åbning, jeg burde kende”… For publikum en scene, der – som andre scener i stykket – forhåbentlig gør det usikker på, hvor vi er på vej hen.”

– Man skal blive usikker?

”Jeg leger med kendte strukturer, men laver hele tiden om på det, man forventer. Man kan indfri forventninger eller lade være. Men jo mere vi genkender og vænner os til indarbejdede fortællemodeller, jo mindre interessant bliver det. Spørgsmålene må gerne tårne sig op. Du ser halen af en kat. Tror, du kender resten af den. Men nej…”
 
Mikkel Wallentin har en ræv bag øret. Den er svær at få ram på. Men den er der, ræven.
Vi besøger ham i hans lavloftede landsby-idyl i Gammel Åby. En Århus-forstad. En idyl omklamret af uberegnelig, urban knopskydning. Det Århus, han med underfundig digterpen har beskrevet i tre romaner. Titlerne på dem bringer os på vej. For hvad hedder de, disse løsagtige strejflys i århusianske gråzoner? – ’En ræv bag øret’, ’Rævegraven’ og ’En ræv af guds nåde’.
Hvad er han ude på? Ved han det selv?
Ikke rigtigt.
Han krydser i disse år mellem sine litterære/dramatiske projekter og sin videnskabelige karriere. Romaner, noveller, digte og dramatik er strømmet fra ham. En sejlads i medvind. Alt mens han pejler målbevidst gennem udforskningen af hjernens komplicerede håndtering af sproget. Og har succes med dét. For et par år siden præsterede han sin phd-afhandling. Den hedder ’Neural processing of sentences with spacial meaning’. Neurale processer i sætninger med rumlig betydning…
Tough stof. Der kræver meget arbejde. Afhandlinger. Hjernescanning-eksperimenter. I et videnskabeligt miljø, hvor der er hård konkurrence. Om ressourcer og opgaver. Lige så hård konkurrence som der er i teaterverdenen.     

”Jeg skal passe på ikke at vække den slumrende bjørn,’ siger han. ”Jeg mener: Jeg har da lyst til at skrive mere teater. Nu hvor vinden er med. Men jeg har også et pragmatisk forhold til det. Jeg prøver at sige til mig selv: Du må ikke investere for meget af dit liv i det. ’Grünfeld’ har på en måde bare været en art teaterferie. Spørgsmålet er jo: Har jeg tid til det? Jeg kunne selvfølgelig koncentrere mig om nogle færre forskningsprojekter. Men det er et herligt arbejde, som jeg gerne vil udvikle og blive rigtig god til. Og alligevel…”

– Alligevel hvad?

”Det trækker i mig, teatret. Teater V har vist et stort mod, og jeg bliver medansvarlig for projektet, nu hvor jeg har vundet konkurrencen. Så jeg må vel hellere ride den hest, der hedder: Ham Wallentin er hjerneforsker og dramatiker. Det skaber noget pr omkring stykket og sådan en halvgammel, afdanket forfatter som mig.”

Latteren lurer i øjenkrogen. En blomstrende selvironi hos en 36-årig ’afdanket’ forfatter med en uafklaret, men formodentlig lysende fremtid foran sig. Hvor han så lægger den.
Et reolhjørne i familiens stue er opfyldt af digteren Per Højholts bøger. Gitte-monologernes berømte forfatter. Digteren med den knivskarpe, underspillede humor. Og Mikkel Wallentins afdøde svigerfar. 
Vi er tæt på. På sin hjemmeside fastslår Mikkel Wallentin sit eget udgangspunkt. Det hedder ’Inspiration: Alt inden for alle genrer fra hjerneforskning til lyrik, så længe det ikke er for blødsødent.’  
Det må man nok sige. Vi er – som med svigerfar Højholt – i et særligt hjørne af det jyske tonefald, der kan få det til at gibbe i københavnere. Her bliver tingene sagt. På en særlig måde.
Som det bliver i Mikkel Wallentins bidrag til ’Midtjyske fortællinger’, en bog, som Region Midtjylland udgav sidste år. Han portrætterer den by, han er vokset op i: Brande. Eller rettere – de mennesker, der bebor den. Ultrakorte, ubønhørlige portrætter af folk, der får lyset fra hans lommelygte lige i masken. Med navns nævnelse og adresser. Tilsyneladende uantastet. Han skriver et sted: ”Hvordan mon Brande ville se ud, hvis alle havde lov til at gå rundt med skydere som i Finland og USA?” 

– Tør du vise dig i Brande?

”Jeg har været der for nylig, fordi min gamle klasse i folkeskolen havde 20 års jubilæum. Ingen talte om bogen. Af gode grunde. Ingen havde læst den.”

Men det var altså i Brande, det begyndte for Mikkel Wallentin. Bortset fra, at han er født og levede sine første to år i Nuuk i Grønland, hvor hans far dengang virkede som lærer.

”Jeg trådte mine teater-barnesko hos præsten i Brande. Han lavede egnsteater-forestillinger, som jeg var med i. Og mine forældre slæbte mig med til ’Nøddebo Præstegård’ i Herning og for resten også til Troels Trier-show – først en gang dannelse, og så noget anarkisme. Jeg var fra dag 1 solgt til teater og litteratur. Det fortsatte i Ikast Gymnasium, der kan så meget med opera og klassisk musik. Det interesserede mig nu ikke specielt, men jeg var da med i en rytmisk version af operaen ’Kærligheden til de tre appelsiner’. Så kom jeg på Ry Højskole. Og videre på universitetet for at studere dramaturgi. Det med at skrive lå der hele tiden. Allerede i gymnasiet. Måske også, fordi jeg i fem år havde et job på Brande Bibliotek som bogopsætter.”  

– Men springet til hjerneforskningen?

”Lyder det voldsomt? Det var det ikke. Jeg læste dramaturgi på Århus Universitet, fordi teater interesserede mig. Men da jeg skulle skrive speciale om Harold Pinter, syntes jeg, det var enormt kedeligt. Selvmodsigende. Sidde og skære hans dramatik i stykker, iagttage strukturerne og analysere dem ud fra dramaturgiske modeller. Det, der optog mig, var sproget. Hvordan påvirker sproget vores bevidsthed? Og hvordan påvirker vores bevidsthed sproget? Hvad sker der i hovedet på os? Og hvor i hovedet? Et barn tager en banan op til øret og siger, det er en telefon. Taler i den. Hun ved, hvad en banan er. Og en telefon. Illusion og virkelighed overlapper hinanden ubesværet, og det materialiserer sig sprogligt. I starten af 90’erne blev semiotik anerkendt til kandidat-uddannelse, og jeg kom i kontakt med Per Aage Brandt, der var leder af det nyoprettede Center for Semiotik ved Århus Universitet. Dér fortsatte jeg, og det er det sted, jeg nu arbejder med min forskning.”

Men teatret trækker altså fortsat. Ligesom bøgerne. Om kort tid udkommer der nye digte af Mikkel Wallentin i tidsskriftet ’Hvedekorn’.
Mens hjernescanning-analyserne fortsætter.
Træffe et valg i livet? Løbe en risiko? Blive hvor man er eller vove et øje?
’Falder vi i de gamle fælder – eller bare igennem’, som det hedder i Wallentins hjemstavnsberetningen fra Brande. Syrligt og muntert.

”Allerede da jeg begyndte på universitetet, havde jeg svært ved at vælge,” siger han. ”Jeg burde måske have lukket for teaterbanen dengang. Nu er det som en gammel kærlighed, der dukker op igen. Men vil hun mig noget? Eller er det bare på skrømt?”