Poul Elmings 25 års jubilæum på Det Kgl. Teater

Når Poul Elming kan finde på at kalde sig selv en ’kamæleon i dansk opera’, så siger vi: Ja netop. Pragtfuldt. En sanger, en skuespiller, der kan forvandlingens kunst!
Kamæleoner skifter farve efter lys og sindsstemning. Elming skifter farve, stemme og karakter efter sin udvikling. Og efter rollen. Han er en ægte scenekunstner. Fantasifuld. Lydhør over for ideer og ønsker fra instruktører  – hvis de vel at mærke har det mod og det talent, der kan godtages af en intelligent, selvsikker sanger som Poul Elming.

HAMSKIFTE 

I aften ser vi ham som hr. Leonard i Kasper Bech Holtens frække opdatering af Carl Nielsens perledanske komedie. En Elming milevidt fra den elegant, kyniske greve i ’Figaros Bryllup’, som han debuterede med på Det Kgl. Teater i 1983.
Og både greven og hr. Leonard igen milevidt fra det hamskifte, han foretog fem år efter debuten, da han gjorde Lauritz Melchior kunsten efter: Konverterede sin flotte baryton til glansfuld og bringebred tenor. Eller – for at tale nutid: Eftergjorde Placido Domingo det samme kunststykke. Et stemmekup, som for Elming blev affyringsrampe til en verdenskarriere. Simpelt hen.
Hans ven Michael Schønwandt hørte ikke mange øjeblikke på Elmings Parsifal, der var hans debut i det nye stemmefag på Det Kgl., før han dunkede ham i ryggen og sagde: Af sted til Bayreuth og prøvesyng!

BAYREUTH 

Det var i 1989. I Bayreuth lyttede Daniel Barenboim og sagde så: ’Kom igen i morgen’.
Ny prøve næste dag, som sluttede med, at Elming kunne ringe hjem til sin syngende, unge ægteviv Eva Hess Thaysen og fortælle, at han var hyret til at synge Siegmund i ’Valkyrien’ i 1990. Modtageren var ganske vist telefonsvareren, men Elming har stadig båndet med det jublende budskab. Siegmund er et Bayreuth-parti, han kan tale sig varm om, når det gælder Harry Kupfer-opsætningen i 1990. Kravet var, at han både skulle løbe, falde, blive ramt af lyn under forspillet, så han tumlede udmattet ind med sine førstereplik, ’Wes Haus dies auch sei’. Elmings nøgterne kommentar i dag: ’Voldsom energiudfoldelse er en fordel’. 

Det er blevet til tolv sæsoner med Bayreuth  – flere end nogen dansk sanger har været i nærheden af. Parsifal. Siegmund. Melot i ’Tristan og Isolde’. Partier, der er ekspanderet til Paris, London, næsten hvor som helst. Suppleret af andre dramatiske tenorpræstationer. Florestan i ’Fidelio’, Max i ’Jægerbruden’, Posa i’ Don Carlos’, Lohengrin, Mozarts Idomeneo. Nogle foreviget på CD, hvor i øvrigt netop Barenboims og Kupfers ’Valkyrien’ står tilbage som et monument fra 1990’erne.

KARAKTERKOMIKER 

Og så forvandlede kamæleonen sig igen for vores øjne og øren. F.eks. hjemme på Det kgl. i samarbejde med bl.a. Kasper Bech Holten i 2005. Et eksempel: Poul Elmings Loge i ’Rhinguldet’. En snerrende, snu laban med hatten i nakken og kuglepennen i skudstilling. Wotans spindoktor. Jeg sammenlignede ham dengang i min anmeldelse med en ægte Ekstra Blad-reporter, parat til at erobre forsiden med lumske afsløringer om intrigerne på ’Borgen’. Karakterkomedie af høj kvalitet. Allerede dokumenteret, da han var den ultrakrukkede Don Luigino i Rossinis ’Rejsen til Reims’, teatrets festlige sving med halen oven på årtusindskiftet.

MUSIKCHEF 

Og hvornår ser man næste forvandling? Den er allerede sket: I morgen sidder 58-årige Poul Elming i den stol, han indtog 1. september 2007 som musikchef for Aalborg Byorkester. Han er tilbage i sin hjemby, hvor karrieren startede med sangundervisning på Aalborgs musikkonservatorium. Sangeren er rykket bag skrivebordet. Men vil han kunne nære sig for igen at dukke op på scene og koncerttribune? Næppe. 
   

Gregers Dirckinck-Holmfeld