Sif Beltner, Lisa Maria Pohl, Mathilde Lundberg, Desirée Pedersen og Orbit Mackeprang i ‘Kongen og Tiggertøsen’ (Tegn. Claus Seidel)
BAG SOVEKAMMERDØREN
I Tivoli har Eventyrteatret fat i Christian 4. og hans ca. 22 børn. Hvem skal arve Rosenborg?
Dramatiker: Gunvor Reynberg. Komponist: Christian Dahlberg. Iscenesætter: Bo Skødebjerg. Scenograf Kirsten Brink. Kostumier: Christine Brincker. Koreograf: Vivi Siggaard. Medvirkende: 90 unge i hoved- eller biroller, alle elever på Eventyrteatrets Dramaskole.
’Kongen og tiggertøsen’ spiller i Glassalen i Tivoli indtil den 22. oktober. Varighed: 2 timer inkl. Pause.
****
I TIVOLIS Glassalen ser vi op mod lysekronen og de eventyrlige muslingeskaller, og himlen øverst. Styrtregnen trommer mod glasset. Så hæves kronen, og muslingeskallerne samler sig ved et trylleslag. Farvel til himlen. Farvel til regnen. Farvel til hverdag. Og goddag til scenen: Christian 4.s sovekammer, døren er ganske vist lukket, og vi skal ikke indenfor, selvom det er dér – i sovekammeret – hele den historie, som Gunvor Reynberg har digtet, er blevet plantet: Christian 4.s avl af ca. 22 børn med vekslende damer, dog ca. halvdelen med en dame ved navn Kirsten Munk. Resten med dronningen og det løse.
Vi får en kvik sang om den lukkede dør, og hvorfor. Og så myldrer det voksende resultat af Christian 4.s flid under dynerne frem på rad. I en fortælling, der sandelig kommer vidt omkring. Prinser og prinsesser, kongebørn, ’ægte’ og ’uægte’ som de bliver kaldt, selvom de bestemt var til at tage og føle på – altså nok også kunne klare både lakmus- eller DNA-prøven, hvis det var det, der skulle til.
Kongen selv får vi aldrig at se. Kongen! Som er en hovedperson i stykket! Se bare titlen: ’Kongen og tiggertøsen’. Men jo da, vi ser hans højre hånd dukke frem bag et forhæng i en loge og vinke til folket under en festforestilling for ham. Det er det hele. Et sjovt påfund i betragtning af, at Christian var en af de konger, der med størst fornøjelse viste sig for alt folket, og her altså er centrum for alt, hvad der udspiller sig. Ganske raffineret at lade ham være bag gardinet i hele historien, manden, der er årsag til det hele, ham, vi stadig snakker om som en af de mest fantastiske i kongerækken. Her gemmer han sig måske for at iagttage, hvordan ungerne opfører sig, eller om der er nye damer i sigte. Nogle, der skal på bålet, eller nogle, der skal gøre tjeneste bag sovekammerdøren.
Fortællingen kommer som sagt vidt omkring. Og man skal holde fast i gelænderet, hvis man vil rumme mylderet af navne og personer i flugten. Autentiske skikkelser de fleste. Undtagen pigen, der er en slags hovedperson i fortællingen: Katrine, en tøs, der rejser rundt med en skuespillertrup. Hun bærer rundt på et dokument i brystlommen, underskrevet og forseglet af kongen. Der står i det, at den, der besidder dokumentet, skal arve Rosenborg.
Rosenborg! – slottet ved Nørrevold, der i dag gemmer kronjuvelerne! Hvor har Katrine det dokument fra? Fra sin kulørte mor, der blev brændt på bålet som heks. Og hvem var Katrines far? Gæt engang. Christian tænkte gavmildt på sine elskerinder – sine ’friller’ som stykket kalder dem med et klassisk udtryk. Og altså undertiden også på det afkom, han havde med dem.
Det er en god historie – Carit Etlar eller en anden historiedigtende, litterær stratenrøver kunne have fundet på den. Vi kommer topografisk omkring i København fra slot til gade og især til det længst forsvundne Tugt-, Rasp- og Forbedringshus ved Christianshavns Torv, hvor både skuespillertrup, ludere og troldomsanklagede hekse blev indlogeret sammen med løsgående gadens børn, der kunne blive oplært til at forarbejde de produkter, der blev hjembragt fra kolonierne sammen med slaver og andet godt fra hinsides havet. Her sad Katrine. Her sloges den ene og den anden om at hugge hendes dokument fra hende. Her ’indlogerede’ Chr.4.-datteren Leonora Christina sig i smug og forklædt for at spionere og afsløre gåden om det mystiske dokument.
Det dramatiske forløb har sidespring undervejs, bipersoner og deres kæresteri, magtspil mellem høj og lav, og stadig svæver den mytiske kong Christian i luften som idol, trussel og festbavian. Klog nok åbenbart til at overse, at Katrine storsindet river arvedokumentet i stykker til slut. Ikke mere vrøvl med Rosenborg.
Det er en flot, om end lidt omstændelig fortælling om, hvad sovekammerdøren skjulte, bygget på god historisk research, tilsat en masse rammende sange og melodier af Chr. Dahlberg og iscenesat af Bo Skødebjerg med styr på det vældige apparat af medvirkende som var han general i slaget ved Borodino.
gregersDH.dk