HUN
VIL
SE
BLOD
Sort, blodig og knivskarp ’Macbeth’ på Odense Teaters nye scene Odeon.
Dramatiker: Shakespeare. Instruktion: Simon K. Boberg. Scenografi: Siggi Oli Palmason. Medvirkende: Claus Riis Østergaard, Marie Dalsgaard, Yousef Wayne Hvidtfeldt, Nicolai Jandorf, Jon Lange, Peter Gilsfort, Hanne Hedelund, Joakim Skovgaard, Søren Højen og Katrine Bæk Sørensen
’Macbeth’ spiller på Odense Teaters Odeon Scene i byens nye koncerthus indtil 11 oktober. Varighed: Godt 1½ time.
****
ODENSE Teater har fået sig en ny legeplads i byens nye kongres- og kulturcenter. Salen hedder Odeon.
Teatret slår hårdt til fra start. Med Shakespeares ’Macbeth’. Vi sidder på tre sider af scenegulvet og når lige at skimte en kongestol på toppen af en trappe i den ene side og et vandbassin i den anden side – så er alt kulsort i det meste af et minut, inden Shakespeares drama om kongemagten i Skotland begynder. Vi skal ikke til lystspil, venner! Vi skal til det sorteste af Shakepeares kongedramaer. En koncentreret halvanden time i sort og rødt. Sort som sjæl og tanke i Lady Macbeths hoved. Rødt som det blod, der driver, siver og sprøjter gennem handlingen.
Vandgraven i scenehjørnet er til at blive smidt ned i, hvis man er offer. Eller vaske hænder i, hvis man er morder. Hvis ikke man spuler sig med Odense Brandvæsens vandslange, der hænger klar ved tronens fod.
Vi har set mange versioner af ’Macbeth’ på danske scener gennem den sidste halve snes år. Den i Odense er en af de hårde, skarpe. Den måske mest nådesløse. Simon K. Boberg har iscenesat den. Lige på og hårdt. Grusomt, blodigt og uden svinkeærinder. Sort middelalder, bortset fra det med brandslangen.
MARIE Dalsgaards Lady Macbeth er en istap af ondskab. Hun styrer sin usikre mand mod alle ugerningerne som en nordkoreansk strateg, fortryder ingen ting, men tager sit eget liv til sidst, ikke i fortvivlelse, men i raseri.
Claus Riis Østergaard er edderkoppen, der er fanget viljeløst i hendes og derefter sit eget spind, ude af stand til andet end at grave sig længere og længere ned i deres fælles morderiske galskab.
Nogle af de stærkeste øjeblikke i Bobergs instruktion er genganger-scenerne, hvor først den dræbte kong Duncan og senere den myrdede Banquo går igen, og kun Macbeth ser dem, mens alle andre sidder som fastfrosne og uberørte af andet end Macbeths rædselsslagne reaktioner. Det er som filmisk klippede situationer opført live for vores øjne.
I Aalborgs ’Macbeth i 2008 gik den dræbte Kong Duncan igen som spøgelse med en frankfurter i munden fra den nærmeste pølsevogn i tyskeren Milan Peschels iscenesættelse. Latteren rungede. På Det Kgl. – i det Røde Rum i 2012 – var konger og hoffolk iført jakke og slips og computere, og Maria Rossings Lady Macbeth-ondskabsfuldheder kom ud af munden på hende som fra en irriteret husmor. Skydevåben i stedet for sværd og dolke har været slagnumre i flere af de nyere opsætninger, f.eks. Ole Bornedals på Gladsaxe Teater i 1998.
SÅ meget har været prøvet. Også i opera-udgaverne af ’Macbeth’.
Odenses version er rå renæssance. I et sprog, der hos flere af skuespillerne falder med smæld og sikkerhed, hos andre lidt mindre sikkert – Shakespeare-replikkerne i ’Macbeth’ er krævende, også i Brunses danske oversættelse.
Som helhed er det en bemærkelsesværdig ’Macbeth’, hvis man kan tåle at se blod. Til trøst: Det er teaterblod.
gregersDH.dk