Caroline Henderson, Janus Nabil Bakrawi, Helle Fagralid og Joen Højerslev i ‘Disgraced’ på Betty Nansen Teatret (Tegn. Claus Seidel)

HVOR

HØRER

MAN

HJEMME

Janus Nabil Bakrawi rammer indvandrer-konflikt i New York

med stærkt spil.

Dramatiker: Ayad Akhtar. Instruktion: Rolf Heim. Scenografi: Katrine Gjerding.
Medvirkende: Janus Nabil Bakrawi, Helle Fagralid, Caroline Henderson, Joen Højerslev og Alexander Mayah Larsen.

’Disgraced’ spiller på Betty Nansen Teatrets Edison Scene indtil 14. oktober. Varighed: 1½ time uden pause.

*****

HER skal vi se kulørte sammenstød, så det svier. Race, religion, afstamning. Og konsekvenser i lys lue.
Vi er i en luksuslejlighed på Manhattan i N.Y.
Her bor advokaten Amir, 2.generations-indvandrer fra Pakistan. Og hans kone Emily, en ærkeamerikansk, ung kunstmaler på vej op.
De får besøg af et vennepar, kunstkurator Isaac, som er jøde, og hans veninde Jory, halvsort advokatkollega til Amir.
Gæsterne dukker først op godt inde i stykket. Indtil da er det gået rimeligt derudaf med lidt ægteskabeligt mudder over et portræt, Emely er ved at male af sin mand Amir. Til opgaven har hun ladet sig inspirere af et berømt maleri, som den spanske 1600-tals kunstner Velasquez malede af sin afrikanske slave Juan de Pereja.
Det er blevet til en del diskussion. For Amir er følsom. Hans pakistanske udseende er et irriterende kompleks for ham i hans advokatarbejde, ikke mindst lige nu, hvor han har måttet påtage sig forsvar for en fængslet muslimsk imam, som påstås at støtte terrorisme. Hvorfor fanden skal hun male ham med sådan en eksotisk model i sit hoved? En slave. En mulat!
Søde Emily siger: Bare rolig. Men det er det eneste, Amir ikke er. Rolig. For han er klemt i firmaet, hvor han står på spring til at blive partner. Sådan et billede af ham vil være irriterende.

GÆSTERNE indfinder sig. En lille middag bliver, som den skal i et elegant og kunstnerisk, smart new yorker-hjem. Der konverseres om mad og vin, kunst og den politiske situation. Men så kører den ind på muslimer, indvandrere og terrorisme-frygten, og det begynder at koge. Fordomme vælder ud af de fire mennesker i en pærevælling. De har forskellige udgangspunkter, men tilpasningen til deres vel etablerede liv og det miljø, de eksisterer i, spiller afgørende ind.
Amir eksploderer. Først i ironisk selverkendelse af at være en frafalden muslim, der ’sidder her og nipper whisky, mens jeg ser på nyhederne, hvor folk i Mellemøsten går i døden for de værdier, som man har lært er mere rene og strikte..”
Og så ryger han totalt ud ad planken med at erklære, at han var stolt af 11.september, skrækslagen, men stolt. Han er muligvis fuld, når han siger det, men dybest set er han den muslimske indvandrer, der erkender sin afmagt over for det amerikanske samfund – måske især over for det jødisk-amerikanske newyorker-samfund, som han føler aldrig har taget ham til sig for alvor.
Det er det, der nager. Og det er noget, de andre ikke forstår dybden i. Og rækkevidden af. Kun at det er noget, der gør ham umulig i alle tænkelige sammenhænge. I hans ægteskab med Emily, der revner som konsekvens – også lidt på grund af en utroskabsaffære, hun viser sig at have haft med Isaac, den jødiske kunstudstillings-kurator. Men først og fremmest fordi hun med sit miljø, sin tankegang og baggrund ikke kan rumme en mand, der opfører sig så far out.
Et ekstra hoved på sømmet bliver ramt, da han får at vide, at kuratorens advokatkone Jory har fået skubbet ham til side som partner i advokatfirmaet.

STYKKET har traditionelle plot-elementer: Ægteskab, der revner. Job, der bliver hugget af en kollega.
Og rollerne bliver spillet – af Janus Nabil Bakrawi som Amir med enormt drive, og af Helle Fagralid som hans kone med tilforladelig almindelighed – den unge overklassefrue, der maler. Af Caroline Henderson som Jory med kølig ironi. Og af Joen Højerslev med konventionel akademisk distance.
Rolf Heim har personinstrueret præcist og firkantet. Så firkantet som Katrine Gjerdings scenografi, der består i ét scenestort rum af finerpaneler, kun med nogle døre til at gå ind og ud af.
Det er det ikke-firkantede, som interesserer os. Brudfladerne i hovedet på indvandreren Amir. Hvilke knager kan manden hænge sin identitet på? Hvor hører han hjemme? Hvorfor vil hans kamp for at få fodfæste ikke lykkes – han får en amerikanske kone, han får en fin amerikansk uddannelse, han påtager sig forsvaret for en muslimsk imam, han kører sagen og følger al hævdvunden, amerikansk retspraksis. Han har for længst afsvoret sig islamisk tro. ALT gør han med inderlig overbevisning. Han vil være amerikaner.

HVAD er det, der alligevel får ham til at blive grebet af desperat forståelse for det værste islamiske terrorangreb mod USA i historisk tid? Det er ikke den æstetisk avancerede og krukkede forståelse for 9-11, som den tyske komponist Stockhausen spillede højt med og gjorde sig verdensberømt på, kort efter Twin Tower-angrebet. Det er et sort hul af desperation hos en indvandrer.
Dér ligger den dramatiske konflikt. Spidset til i Janus Nabil Bakrawis stærkt spillede advokat-figur.
’Disgraced’ vakte berettiget opsigt ved uropførelsen i N.Y.

Ordet ‘disgraced’ betyder ‘vanæret’ – her noget i retning af : skubbet til side.

gregersDH.dk