Anders Gjellerup Koch og Malene Melsen i ‘Den indbildt syge’ på Odense Teater (Foto: Emilia Therese)

ER DER

EN LÆGE

TIL STEDE?

Molieres ’Den indbildt syge’ i fuldt, lattervækkende galop på Odense Teater.

Dramatiker: Molière. Instruktion: Kjetil Bang-Hansen. Scenografi: John-Kristian Alsaker. Medvirkende: Anders Gjellerup Koch, Malene Melsen, Githa Lehrmann, Mette Kjeldgaard Jensen, Cecilie Gerberg, Klaus T. Søndergaard, Peter Høgsbro, Mikkel Bay Mortensen, Mathias Sprogøe Fletting, Lars Lønnerup, Emil Bodenhoff-Larsen og Mogens Rex.

’Den indbildt syge’ spiller på Odense Teaters St. Scene indtil 30. september. Varighed godt to timer inkl. pause.

*****

MAN skal passe på, hvad man siger i et samfund, hvor sygdom, sygehusvæsen og sundhedstilstand er et emne, der overhaler krig og fred. Skal man behandle emnet med nogen som helst form for ironi, så skal det være en ironi, der styrer helt op i de vildeste luftlag. Hvis man vil overleve.
Det er det, de gør på Odense Teater med Molieres ’Den indbildt syge’ som en veloplagt videreførelse af den ustyrlige ironi, den franske komediedigter selv brugte til at udlevere hypokondri.
Monsieur Argan er den indbildt syge. Kristian Halken spillede ham for 6 år siden dirrende neurotisk på Folketeatret. Anders Gjellerup Koch spiller ham i Odense som en kæmpemæssig baby med rullende øjne, en lallende komedieudgave af Donald Trump, en glad tosse, der fodrer sig selv – og bliver fodret af læger og apotekere – med enorme mængder af medikamenter i sin indbildte overbevisning om, at han lider af alverdens dårligdomme. Piller og pulvere i sækkevis, for ikke at tale om de lavementer, han dårligt selv kan holde tal på, og som for en sikkerheds skyld afleveres i røven på ham med en sprøjte på størrelse med et nordkoreansk missil.
Han er snu og bundløst naiv på én gang, despot i familien, lallende selvfikseret, et lille barn og en stor, glad idiot. Lidt af hvert. En ønskerolle til en karakterskuespiller som Koch.
Hans husholderske Toinette bliver spillet af Malene Melsen med den saftigste, skæve omsorg, fræk, uhæmmet svingende ud i latterliggørelse af ham over for tilskuerne – forestillingen har i den norske instruktør Kjetil Bang-Hansens iscenesættelse et spil gående mellem medvirkende og salen, et spil, der er revyagtig effektivt, balancerende på en knivsæg.
Vi er aldrig til nogen form for realistisk skuespil, vi er i satirens champagne-sprinklende vold, alt overdrives ad absurdum, læger og apotekere er kostumeret som groteske fabeldyr, Argans kone Béline er den prægtige Ghita Lehrmann, der foretager en af sine blomstrende entréer iført hat i helikopterformat og belæsset med indkøb fra de parisiske modebutikker – hvilken tid og epoke, vi befinder os i er lige så absurd flimrende som alt andet i opsætningen. Hendes datter (Cecilie Gerberg) er i grotesk strutskørt, hendes steddatter modtager et frierpar, far og frieren selv, som danser sirlig gavotte, stive, pudret i åsynet og iført overdådig barok kalvekrøs, hver gang de skal gøre deres reverens over for familien og datteren Angelique, Mette Kjeldgaard Jensen fører rollen frem yndefuldt og målløs, skal giftes med én, men vil hellere giftes med en anden – handlingen er efter de barokke, dramatiske standardmodeller, som vi kender dem fra Holberg og alverdens operaer fra 1700-tallet.

DET er som at være til en buffo opera med typen af intriger, f.eks. som i Rossinis ’Barberen’ et klassisk dobbeltspil over for faren med Peter Høgsbro som den unge elsker Cléante, der sniger sig ind i huset ved at udgive sig for at være vikar for datterens klaverlærer. Med hvad deraf følger af forvekslinger.
Der er masser af musik i forestillingen, dryppet lige så forvirrende som replikkerne flyver, men hver gang i sin forskellighed placeret med perfekt omtanke, så lidt sirlig spinet, så lidt romantisk drama, så lidt gammelt, så lidt nyt, hver gang sjovt tænkt som effekt.
De lattervækkende roller som doktorer, hoffærdige elskere, apotekere og notarer og familiemedlemmer spilles festligt og detaljeret udmøntet af bl.a. Klaus T. Søndergaard, Mikkel Bay Mortensen, Lars Lønnerup, Emil Bodenhoff-Larsen, Mogens Rex og Mathias Sprogøe Fletting – den sidste sprunget ind i den glade, teatralske galskab i stedet for den sygemeldte Kristoffer Helmuth. Den ene genealogiske dråbe teaterblod som refusion for den anden.
Uanset hvem og hvad – det forbliver uforglemmeligt at se den ranglede Malene Melsen danse lancier med Klaus T. Søndergaard, forklædt som Vivienne McKee forklædt som Dr. Bent van Helsingør. Og ellers danse om hjørner med den voksne barnestjerne Anders Gjellerup Koch.
Komedie, show, børneteater, narreværk, satire, buffo i ét væk.
”Er der en læge til stede?” lyder slutreplikken. Ikke en finger i vejret. Scenevanvid kan ikke helbredes. Heldigvis.

gregersDH.dk