Sprogøe-Pristale til Signe Egholm Olsen i Palads Bio mandag 21. 12. kl. 10.
VELKOMMEN på årets mørkeste dag til en lys begivenhed: Årets tildeling af Ove Sprogøe-Prisen til en ung dansk skuespiller.
Et citat fra en anmeldelse af Ibsens ’Bygmester Solness’ på Det Kgl. Teater for to måneder siden:
”Og så står hun der pludselig. Dramaets unge Hilde. I cowboybukser, med rygsæk. Som en pil skudt ind i tegnestuen. Lige i masken på bygmesteren. Med lammende præcision. Som et væsen fra en anden verden. Der er kontant afregning. Hun siger som djævelen i ’Faust’: ’Die Frist ist um!’…
Det er fra dette øjeblik, at spillet mellem denne flammekaster af en ubegribelig præcis ung skuespiller og den erfarne spiller med det store katalog af skiftende udtryk udvikler sig og bliver til musens leg med katten. Pigen, den uhæmmede domptør. Manden, der forføres – skiftevis smigret og rystet….’
DET kan man vel kalde en anmeldelse at få. Og jeg skal ikke benægte, at citatet er fra min egen anmeldelse. Pardon. Men jeg kunne have citeret hvem som helst af mine kolleger og mødt den samme entusiasme – om end måske ikke så overvældende formuleret…
Det er sjovt, for sidste år havde jeg fornøjelsen af at kunne holde pristale for en anden pige – en skuespiller – som jeg karakteriserede som en, der evnede at skabe en vis tvetydighed og noget uudgrundeligt i de figurer, hun skildrer på film og på teater. Det var Lena Maria Christensen.
Nu er den der igen! Igen noget lettere gådefuldt hos vores prismodtager… det kan da godt være, at det er noget med kernen i enhver maskulin vurdering af en kvindelig skuespillerpræstation. Som mand ligger man nok lidt, som man har redet.
MEN denne gang har det gådefulde faktisk en anden karakter: Her er den koblet sammen med en intuitiv skarphed, en udfarende let dirrende aggressivitet, som tilsyneladende dækker over en målrettethed, der godt nok – og nu snakker jeg om rollerne, og ikke personen selv – kan dække over en skrøbelighed, der kan få skæbnesvangre konsekvenser – jeg tænker på, da hun i rollen som den unge forfatterinde Adda Ravnkilde spillede over for Lars Mikkelsens Brandes. Eller da hun for snart fem år siden var den tilsyneladende så stride pusherpige Maria i Ole Christian Madsens film ’Nordkraft’. For ikke at snakke igen om hendes Hilde’ i Bygmester Solness på Det Kgl. over for Henning Jensens bygmester Solness, som nok er en foreløbig kulmination på hendes scenekarriere. Og for resten: For slet ikke at tale om den der blege, stride heks Iselin i disse dages tv-julekalender ’Pagten’.
DET kan man så tage som man vil – jeg synes, at Signe Egholm Olsen – for det er jo hende, det handler om – har et talent og nogle egenskaber, der uundgåeligt får mig til at tænke på Ove Sprogøe – både hans knaldende skarpe, direkte facon og den sproglige præcision. Formuleringerne, der faldt – næsten som rap med det spanskrør, vi, der tilhører dén generation, stadig kan se – og føle! Men også den blufærdighed og dette ’her-til-og-ikke-længere’, som var Oves, og som også er Signes – det private rager ikke rigtig nogen, det er på scenen, på skærmen og på lærredet, vi skal kende dem først og fremmest.
Det nærmeste, jeg i hvert fald selv har været det private for Signes vedkommende, var, da jeg for fire år siden interviewede hende til Ekstra Bladet og spurgte hende, hvor hun egentlig kom fra.
Og hun svarede: ’Fra et lille sted, som ingen kender og aner, hvor er.’
’Nå, hvad hedder dét? Spurgte jeg.
’Det hedder Ormslev. Bare en lille landsby ovre ved Århus’.
’Nåh, det ved jeg da godt hvor er,’ sagde jeg, ’Jeg kender nogen, der bor i Ormslev – i den gamle skolelærerbolig’.
’Det er mit barndomshjem,’ sagde hun.
OG så fik jeg historien om, hvordan hun som barn spænede lige over vejen til forsamlingshuset for at spille med i alt, hvad den kunne trække af børneteater, amatørteater, lokalrevyer – for at lægge bunden til den karriere, der allerede, da hun var 18 år ekspederede hende direkte, og i 1. hug, ind på Statens Teaterskole. Og videre til debut som Ofelia i ’Hamlet’ på Kronborg samme sommer, som hun forlod teaterskolen. Over for Jens Albinus’ Hamlet.
VI kan gisne om, hvor sådan en lynkarriere kan føre den stadig kun 29-årige Signe yderligere hen.
Det fremgår af betingelserne for at modtage Sprogøe-Prisen, at den skal gives til ”en yngre skuespiller, der endnu ikke har slidt de røde løbere op”…
Det er Signe allerede i fuld gang med. Så det er jo lige ved at diskvalificere hende!
Men der kan forhåbentlig blive grund til at vandre en ny tur hen ad løberen, når hun til næste efterår skal spille Stig Larssons følsomme satan af en hævner, Lisbeth Salander, i teaterversionen af ’Millenium Trilogien’.
Tillykke med prisen, Signe!
