Rasmus Jupin og Frederikke Kampmann i ‘Bajadser’ (Foto: Mathias Bojesen)

KRYB

KUN

I

KOFTEN

De synger ’Bajadser’ i modvind, regn og sol, endda på cykel, men det er vi ligeglade med, for vi hører gode sangere.

Leoncavallo: Bajadser. Instruktion: Tine Topsøe. Scenografi: Gøje Rostrup. Musikalsk ledelse: Oscar Michaelssen. Medvirkende: Rasmus Jupin, Frederikke Kampmann, Teit Kanstrup og Leif Jone Ølberg. Artister: Tuk Frederiksen og Sofie Jasmin Sabroe.

’Bajadser’ spilles indtil 6. august følgende steder: På Sundbyvester Plads, i Enghave Parken, Tivoli og Valby Parken.

****

GO’E gamle ’Bajadser’ er åbningsforestillingen til den københavnske operafestival. Åbning søndag eftermiddag på Ofelia-pladsen foran Skuespilhuset.
Regnen lurede, og havde så den uforskammethed at poste ned, netop som Rasmus Jupin – den meget omtalte, nyopdukkede danske tenor var midt i operaens store arie, Canio’s ’Vesti la giubba’ – ’Kryb kun i koften’ som den har heddet i umindelige sæsoner med danske tenorer på Det Kgl., da alle operaer blev sunget på dansk.
Forestillingen måtte afbrydes midtvejs – en arie-nød at knække for enhver tenor med stål og smerte i stemmen og alle gnister tændt.
Men så tog den opbragte Rasmus Jupin fat igen med fornyet og ekstra vrede, som havde regnen pisket ham til ny desperation over det, det handler om: Klovnens mistanke om, at hans elskede cirkusprinsesse måske er ved at snyde ham med en eller anden, måske en kollega i truppen.
Sådan står man sin prøve, og vi konstaterede med fornøjelse, at vi har en solid, kraftfuld tenor i folden, en mand med mental modstandskraft. Der er ikke for mange af typen, og vi har kunnet læse os til, at den 35-årige Jupin har taget svingture væk fra sit forsøg på en karriere. Vi forsikrer ham uden underskrift på garantien, at han har oplagte muligheder i faget – selvom det altid er svært at bedømme stemmers fulde valør på børsen.

STEMMER

Jeg sammenlignede i anmeldelsen af ’Silent Zone’ i går de stemmer, vi hørte i den akustisk formidable transformatorsal på Østerbro med Jupin og hans sangerkolleger, der samme dag sang i fri luft på Ofelia Beach.
’Silent Zone’-sangerne scorer selvfølgelig på salens betingelser – en bas som Sten Byriel kan få sit vældige organ til at lyde, så vi tror, det er Vorherres røst, der når ned til os gennem skyerne. Gitta-Maria Sjøberg kan bringer os i stue med alle de Mimi’er, Tosca’er og Grevinder i Figaros Bryllup, hun har foræret os, mest kom der for resten et strejf af Jenufa til mit øre under den neddæmpede glød af sjælfuldhed hos den ’forstummede’ kvinde i ’Silent Zone’-huset parcelhuset.
Og hvad får en kontratenor som Morten Grove Frandsen ikke ud af den fortættede stemning i stykket? Lige så fortættet klang.
Vi vakler ikke i fornemmelsen af det gods, der er i en stemme som Julins, når han kæmper mod den friske luft, regnen, blæsten og truttene fra busser og havnebåde, og i en opsætning, der ofrer ham og hans kolleger til et publikum, der ser og lytter fra 360 graders vinkel. Sangerne har mikrofoner på, og det lyder undertiden, som om solisterne var anbragt på den anden side af havneløbet eller på Kgs. Nytorv. Men det er så vilkårene.
Vi hører nemt gennem trængslerne og ser frejdigt gennem den unge instruktør Tine Topsøes energiske forsøg på at få historien om Harlekin og Columbine historien til at sno sig fra sceneshow med akrobater og andet sjov over til blodskudt virkelighed, da komedien pludselig bliver alvor og Canio trækker kniven.
Gøje Rostrups kostumer og scenografi tager vi ikke tungt på – der er ikke meget italiensk Calabrien-kulør over den side af sagen, vi kunne være på Nørrebro. Og vi tilgiver den ubetydelige og lidt opblæste detalje, at de medvirkende indfinder sig på cykel – ideen smuldrer med det samme, selvom forestillingen blæses ud til os som en cykel-opera.

Så for at holde os til stemmerne gennem regn og blæst. To gode og solide barytonsangere, Teit Kanstrup og Leif Jone Ølberg leverer godt og reelt sangerarbejde, og Frederikke Kampmann afleverer kønt og perfekt sin berømte lille fuglekvidder-arie i første akt og bekræfter de budskaber, vi får fra udenlandske scener om voksende roller.
Her fra byen husker jeg hendes glimrende aflevering af en stribe Händel-arier i Holmens Kirke under operafestivalen i juli for fire år siden. Hendes sopran er prægtig og scenesikkerheden eminent.
Der er ingen af sangerne i denne lidt ubehjælpsomme, men behjertede ’folkelige’ aflevering af ’Bajadser’, vi ikke gerne hører mere til.
Og musikalsk fortjener pianisten Oscar Michaelsson en hånd – som det hedder ved denne lejlighed – for en yderst medlevende og kompetent ledelse af sangerne fra sit diminutive markeds-pianette – formfuldende rytmer, klange og tematiske indstik, der ganske vist lød som blev de afsendt af Leoncavallo gennem en syditaliensk spaghetti-si. Ikke værst.

gregersDH.dk