Mikkel Bay Mortensen og Lars Lønnerup i ‘Urene hænder’ (Foto: Carsten Andreasen)
MORD FOR ’SAGEN’
Sartres ’Urene hænder’ holder en klassisk problematik op for næsen af os: Helliger målet midlet?
****
EN scenografi kan gøre så meget for et stykke. Til ’Urene hænder’ på Odense Teaters anneks-scene har Camilla Bjørnvad etableret for- og mellemtæpper, der på glimrende vis afslører scenerne i skiver, alt i grumsede farver, forhæng såvel som interiører. Nye lag. Åbninger – ikke til herlige nye eventyr, men til dystre, uheldsvange hændelser i klaustrofobiske rum.
Vi kan være hos Stasi, hos GPU, hvor som helst, hvor undertykkelse udfolder sig i en eller anden sammenhæng, politisk eller religiøst. Personerne forsvinder ud og ind af næsten usynlige huler. Stole på rad kan associere til både forhørslokale og katolske kirkebænke. Slansky-proces og jesuiter-domstol.
VELKENDT
Sartres ’Urene hænder’ er skrevet lige efter 2. verdenskrig og handler om politisk samvittighed og magtkamp. Den unge intellektuelle kommunist Hugo vil kæmpe målrettet for ’sagen’ og påtager sig at likvidere en partiboss, der er ved at rode sig ud i et kompromis med revisionistiske kræfter for at sikre sin egen og partiets indflydelse.
Velkendt situation, må man sige. Selvom ingen vel tænker på at likvidere Villy Søvndal eller Ole Sohn.
Fyren får sekretærjob hos partiformanden, men kan ikke tage sig sammen, før han spontant griber til skyderen, da han overrasker chefen i at have fis for med hans unge kone Jessica. Hans knudrede overvejelser om hvorvidt målet nu helliger midlet i den politiske kamp bliver omsider overdøvet af en banal jalousi-reaktion.
UREGERLIG
Mikkel Bay Mortensen spiller Hugo med følelserne og den mentale panik uden på tøjet, svinger mellem selvsikker arrogance og flæbende usikkerhed. Han er offer både for hustruen, som Natali Vallespir Sand har gjort til en uregerlig størrelse, der kan sno hvem som helst om sin lillefinger ved at spille påtaget (?) naiv. Og for partiformanden, der gennemskuer sin sekretær, længe før nogen aner det.
Det gennemgående og dramatisk interessante træk ved alle tre personer er uberegneligheden, tvivlen. Det er den, der holder spændingen ved lige. Den som instruktøren Alexa Ther også bygger op hos publikum på god krimi-vis: Hvad har hvem for undervejs? Især Lars Lønnerups partiformand, der opererer bag en maske af imødekommende afslappethed, og Natali Sand, der opererer så labilt med sine flimrende udfald, at vi aldrig er sikre på, hvor vi har hende.
Hvad vi heller ikke skal være. Hun spiller op til alt og alle, inklusive de to, næsten tegneserieagtige livvagter for partiformanden, Peder Dahlgaard og Bjarne Antonisen. Et par lige til at ekspedere til Bella Centret i disse dage. Til opvartning af hvem, der måtte have brug for at være fri for selv at skulle kikke sig over skulderen.
En rolle som overbevist partisdiscipel frem mod sammenbruddet spilles af Hanne Hedelund med tragisk stålsathed.
Et vedkommende skuespil. Det må give i hvert fald en del aktive politikere noget at tænke over.
