Henrik Koefoed og Lone Hertz i ‘Don Ranudo’ på Grønnegårdsteatret. (Tegn: Claus Seidel)

GÅ I KLOSTER

Den adelige stamtavles uimodståelige deroute i Holbergs ’Don Ranudo’. Gå i kloster, lyder finalen i Grønnegårdens muntre opførelse.

Tekst: Ludvig Holberg. Iscenesættelse: Emmet Feigenberg. Scenografi: Karin Betz. Musik: Jacob Gurevitsch. Medvirkende: Henrik Koefoed, Lone Hertz, Molly Blixt Egelind, Peter Hald, Tina Gylling Mortensen, Ida Cecilie Rasmussen, Jesper Hyldegaard, Steen Stig Lommer og Jacob Weble.

’Don Ranudo’ spiller på Grønnegårdsteatret frem til den 26. august.

****

DER skal fikses lidt for at få Holbergs ’Don Ranudo’ på banen, så det rigtig dirrer. Dirrer af hvad? Af lattervækkende latterlighed. Holberg vil have os til at le ad folk, der fører sig frem, fordi de tror, de er noget. Eller fordi de på hans vegne afslører dem, der tror, de er noget.
Det er Holbergs mål med ’Don Ranudo’. Og det lykkes et godt stykke hen ad vejen på Grønnegaardsteatret for Emmet Feigenberg med en iscenesættelse, der tager let og elegant, men også fuld af fjolleri på en historie, hvis intrige egentlig hurtigt er på plads og har svært ved at udvikle sig til meget andet end en spøg.
Den handler om et rørende idiotisk par, der er groet fast i troen på, at adelige stand og afstamning er livets mening, selvom det fine møblement er ved at brase sammen under dem, og deres tøj hænger lige så meget i laser som tapetet på væggene, og de går sultne i seng hver dag. De hundser med tjenestefolkene og holder næsen i sky til den bitre ende og forbyder deres datter at gifte sig med en fyr, fordi han ikke er fin nok. Han er stenrig, men det kommer ikke dem ved. Hans stamtræ duer ikke.
Det er tæt ved, at deres tjener Pedro kunne være stykkets hovedperson. Det er ham, der gennemskuer dem, og ham, der sætter spillet i skred sammen med den rige fyrs søster Isabella.
Det er en tjenertype, der er en vandringsmand gennem flere århundredes teater før Holberg. Her hentet fra renæssancens spanske, såkaldt pikareske fortællinger – vi møder ham i Cervantes ’Don Quijote’, han vandrer videre i franske Molieres ’Don Juan’, og her kommer han i Holbergs snobbe-historie i skikkelse af fyren Pedro, som Feigenberg sender på banen på knallert i en forunderlig dekoration af Karin Betz, et lille bjerglandskab af et slot med ind og udgange, sådan et ’chateaux en Espagne’ – som franskmændene kalder det, når de symbolsk skal beskrive den type fantasifostre, mennesker bygger op i deres tågede hoveder.
Godt ramt af scenografen. Vi er på en måde i Don Ranudos indbildte verden – den hænger i laser. Han og konen ser det ikke. Men alle andre gør.
’Don Ranudo’ er fuld af komisk pjank og satire. Stykket har været spillet mange gange herhjemme, næsten altid med hele opmærksomheden rettet på det latterlige ægtepar. Der går frasagn om opførelser af ’Don Ranudo’ på det Kgl. med Ebbe Rode og Marguerite Viby 1980’erne og længere tilbage med Poul Reumert og Clara Pontoppidan i 1940’erne, hvor Bodil Ibsens iscenesættelse siges at have efterladt publikum med en varm og rørt forståelse for det stædige pars vanvid.
Det lyder tænkeligt – selvom vanviddet i Henrik Koefoeds og Lone Hertz’ fortolkning på Grønnegårdsteatret hælder mere til den klukkende komik, som forestillingen tilstræber. Herligt skørt og stædigt tér de sig, især Lone Hertz – Koefoed mere som en forundret iagttager af tilværelsens og omgivelsernes ubegribelige tumlen rundt med dem. Begge ganske upåvirket af deres deroute. Uskyldige sådan set, men ikke mere end at de lumskeligt snyder indholdet af en madkurv fra Jacob Webles tjenstvillige bondemand.
Hvis man gider dét, kan man læse Holbergs ’Don Ranudo’-tekst med et absolut morsomt udbytte af det finurlige sprog. I Grønnegården er der forkortet og forenklet en del af Claus Flygare – også smækket friske titler og navne i Ranudos utrættelige opremsninger af sine utallige forfædre.
Det er en oplagt gevinst, at guitaristen Jacob Gurevitsch sidder med på scenen og leverer nogle portioner flamenco-motiver og tilsvarende akkompagnement til den rige elsker Gonzales – skuespilleren Peter Halds – gjaldende vokale udbrud og hans elskede Donna Marias – Molly Blixt Egelinds andalusiske kvad, da hun stiger ud af sit tilgitrede vindue.
De musikalske små affyringer er med til at lette de ellers nogle steder lidt firskårne dialoger, som Tina Gylling Mortensen ellers i forskellige forklædninger sætter godt med krudt i frem til det groteske finaleshow.
Har man det sjovt i Grønnegården med dette Holberg-stykke? Jo da.
’Don Ranudo’ havde premiere den 30. juni på et tidspunkt, hvor den skrivende anmelder iagttog hverdagslivet i Andalusien, mens tegner Seidel – som det ses – var på sin plads.

gregersDH.dk

.