DER BLEV STILLE
Kaj Munks ’Ordet’ sat på spidsen på Odense Teater
****
Tag lige dén! Sophie Louise Lauring ligger som den afdøde Inger i kisten. Der er dødstille i teatret. Så kommer hendes hånd til syne på kistekanten. Så hovedet. Hun kikker sig forbavset omkring. Hvad foregår der her?
Godt spørgsmål. Præsten i stykket spørger også. Han er rigtig forbandet. Sådan noget sker ikke! Kun i biblen. Og så selvfølgelig i hans egne tågede fabuleringer henne i kirken i hans prædikener over biblens beretninger om genopvækkelse og opstandelse.
MIRAKLET
Vi andre spørger også. Stilheden i teatret og Carsten Brandts iscenesættelse af slutscenen i Kaj Munks ’Ordet’ i yderste slow motion skaber brillant teatermagi og sætter de overvejelser i skred, der er tiltænkt. Af ham. Og selvfølgelig af Kaj Munk. Kan vi forestille os miraklet? Miraklet i kraft af uforbeholden tro?
Der er noget sat på spidsen.
BLODBRYLLUP
Det er interessant at se ’Ordet’ i Odense lige efter ’Blodbryllup’ i Gladsaxe Teater. Kaj Munks og Lorcas stykker er skrevet og uropført næsten samtidig. Begge stykker foregår i et enkelt og bondsk miljø i 1920’erne. Munks i det barske Vestjylland, Lorcas i det fattige Andalusien. Begge handler om forældres magt over børns valg af ægtefælle. Begge har religionen som grundtema.
Men dér hører ligheden op. I ’Blodbryllup’ er musikken ganske vist – endda med latinske tekster – lagt ind som katolsk truende undermaling af handlingen.
Men fundamentalt er Lorca naturmystikeren, for hvem religion er naturens love og indgriben i menneskelivet. Hans tro er panteismen. Kirken bliver dårligt nok nævnt i ’Blodbryllup’. Det er hedenske traditioner, der huserer.
I ’Ordet’ er det bogstaveligt ORDET, det handler om. Konflikten om den rette, lutheranske tro, som den er nedfældet i skriften. Den milde, grundtvigianske, som repræsenteres så prægtigt i husfaderen, gamle Mikkel Borgens, skikkelse, spillet med herlig pondus og gemyt af Ole Møllegaard. Og den indremissionske, som Grundtvig med valen hånd har lagt i munden på skrædderen, spillet af Henrik Weel.
DEN SYNSKE
Det djævleblændte – hvis man må bruge det ord i denne sammenhæng – er, at Munk lægger al sin tvivlende og kæmpende sjæl i Mikkel Borgen-sønnen Johannes, en rigtig teologisk ryster, en ung mand ved at gå i dørken i kampen med sine syner og egen indlevelse i mysteriet om Jesus og hans frelserrolle. I den grad, at den stedlige læge, som Mads Nørby har fornøjelsen af, må affærdige ham som en, der bare trænger til en stesolid (Sjovt, som den pragmatiske, rationelle læge er standard fra Ibsen til ’Matador’). Og i Munks Borgen-familie omgærdet af betydelig omsorg og overbærenhed. Men af den præstelige embedsmand naturligvis håndteret med dyb foragt, indtil han ser ’idioten’ genopvække Inger i kisten.
STRAMT GENNEMFØRT
I en dansk teatertradition er denne skikkelse bundet til Preben Leerdorff Ryes Johannes i Carl Th. Dreyers filmatiseringen af ’Ordet’ engang i 50’erne. På Odense Teater har den 27-årige Peter Plaugaard fået opgaven, netop færdiguddannet fra elevskolen.
På en måde en taknemmelig opgave – lige til fuld udfoldelse af alt det teatralske håndværk: Søvngængeren, den maniske drømmer på randet af galimatias, kropssproget og stemmeføringen, som føres i lang snor med fuld adgang til ekstremerne. Når det alligevel lykkes så godt, at vi gider lege med på de munkske/brandtske præmisser hænger det sammen med, at tonen er stramt gennemført og distancen hele tiden til stede.
Brandt tilfører skikkelsen en hvidklædt, violinspillende dame, der i korte glimt ledsager hans synske kvababbelser.
SÆRT TEATER
Det er sært teater. Godt at få taget alvorligt. Hvilket det også bliver på udmærket vis af skuespillerne i denne blanding af korchsk folkekomedie og gotisk gys.
Gregers Dirckinck-Holmfeld
