Medvirkende i ‘Hair’ på Aalborg Teater (Foto: Allan Toft)

DRØMMENE

I TÅGERNE

Musicalen ’Hair’ genopliver på Aalborg Teater Ungdomsoprørets hippier i et forrygende brus af farver og tåger.

Tekster: Gerome Ragni & James Rado. Musik: Galt McDermot. Oversættelse: Kenneth Thordal. Instruktion og Scenografi: Victor Kramer. Koreografi: Shusaka Takeuchi. Kapelmester: Niels Søren Hansen. Medvirkende bl.a.: Christian Gade Bjerrum, Kasper Dalsgaard, James Moth-Poulsen, Davio Di, Kristine Elmedal Johansen, Henriette Katrine Lund, Niels Anders Manley, Merete Mærkedahl, Nanna Skaarup Voss, Maria Henriksen, Katrine Beck Ibsen, Kristine Marie Brendstrup, Janus Elsig og Søren Birch Plum.

’Hair’ spiller på Aalborg Teaters Store Scene indtil den 10. juni. Varighed: 2 t. 45 min.

*****

Selvbevidsthed, selvrealisering, selvdestruktion. Der er skygger af det alt sammen i ’Hair’, den musical, der hærgede de internationale scener i årene omkring 1970. Og siden er dukket op med års mellemrum, for at minde os om en fortid, der ikke er så fjern.
Det er det interessante ved ’Hair’. Ud over, at musicalen genopliver nogle musikalske og sceniske kvaliteter, der måske bare er blevet hængende som myter.
Aalborg Teater forsøger. Og gør det med glimrende sans for både myte og kvalitet. Myten om hippietidens vildeste excesser. Om de dramatiske udslag af ungdomsoprør mod Vietnamkrig, atomkrig, klassisk universitets-disciplin, seksualmoral, mageløs, men uhåndterlig velstandstigning, raceadskillelse – sammenlagt et generationsoprør, der ramte både rent og ved siden af, og som kom til at præge den vestlige verden i år fremover. Der er med andre ord ikke noget mærkeligt ved at vende tilbage til et sceneværk som ’Hair’.

HALLUCIANATIONER

Forestillingen i Aalborg er et væld af visuelle indtryk.
Scenebilledet og scenegangen er indhyllet i en diset belysning, et broget, dæmpet halvmørke, et clair obscur, hvor hashtågerne hviler som mosebryg over de medvirkende. Så diset som de sjæle, vi møder i opførelsen: En gruppe af unge i de løse, farverige, provokerende gevandter, der var en detalje i oprøret – inklusiv det lange hår, der har givet navn til stykket – og med den hash- og stoffer-styrede blanding af hallucinationer og ægtefødte illusioner, der udgjorde kataloget over drømme og ambitioner hos den generation, vil plejer at kalde 68-generationen.
Udtrykt især i de mange sange, der fylder forestillingen. Med tekster som ’I beleive in love’ og alle de eksotiske visioner om frelsen, der lå dér, hvor man ikke befandt sig – formuleret f.eks. i ’Hare Krishna’ eller i signatursangen ’Aquarius’. Fremmede religioner. Stjernetegn og deres varsler.
Netop sangene og musikken fortæller i Aalborg meget om de kvaliteter, der er særlige for ’Hair’. Mange var skeptiske i sin tid. Leonard Bernstein syntes f.eks, at ’Hair’s stribe af sange var ’som én lang vaskeliste’.
På Aalborg kan det være den raffinerede orkestrering og redaktion af sangene, der giver pote. Teatrets faste mand Niels Søren Hansen har sat numrene sammen til to tremands-orkestre, der er lejret på hver balkonside ved scenen, og der er solister som Henriette Katrine Lund, Kristine Elmedal Johansen, Christian Gade Bjerrum, Kasper Dalsgaard og Jacob Moth Poulsen, der giver sangene karakter – ikke mindst de sange, der kommer som velgørende lyriske og tænksomme pauser i et regi, der ellers er gennemgående præget af gruppen og den nærmest koreografiske dynamik i de medvirkendes optræden. Oven i imponerende præcist afleverede korsatser af sammenrendet af hippier. Mere disciplineret end den uregerlige virkelighed, de afspejler.
Der er sket ting og sager i de scenografiske muligheder siden ’Hair’ gik sin gang i 1970erne. Det oplever vi til overmål i denne opsætning, som er iscenesat og scenograferet af russeren Victor Kramer med et overdådigt brug af videoeffekter både i scene- og publikumsrummet. Farverigt og utrættelig varieret.
Et par steder med numre, der er trukket en smule længere end godt er, men stadig med afvekslinger, der også giver det dialektiske indre modspil i dette hippierush af entusiasme – erkendelser af det element af selvdestruktion, der også lå i dyrkelsen af frihed, love og stjernetegn.
Den giver noget at huske, den ’Hair’-opsætning. Og noget at fundere over.

gregersDH.dk