Peter Flyvholm, Nicolai Dahl Hamilton og Maria Rich i ‘Vi er verden’ (Tegning: Claus Seidel)

VI ER VERDEN

OG DET ER VI

IKKE GODE TIL

’Vi er verden’ på Teater S-H er et behjertet eksperiment, der har svært ved at holde kursen.

Idé og instruktion: Tue Biering og Marie Rosendahl Chemnitz. Tekster: Alle inkl. de medvirkende: Maria Rich, Nikolai Dahl Hamilton og Peter Flyvholm.

’Vi er verden’ spiller på Teater S-H i Kødbyen, Staldgade 38 indtil 20. maj. Varighed: Knap 3 timer.

***

VI FORLADER teatret i utide.
Eller på en måde i tide. For Deadline kører ved hjemkomsten og dér sidder to teaterchefer og en dramatiker og diskuterer et vedkommende emne: Teatrenes repertoire, der i denne tid gør sig bemærket ved at være fokuseret på at omsætte film- og bog- succeser til teater. Og altså svigte det teater, der er rent teater. Det teater, som bygger på originale, dramatiske ideer og ikke behøver rende i røven på andre kunstarters scoringer. ’TV-serien ’Skam’ er udgangspunktet.
En interessant diskussion, når man lige er gået ud af døren fra Teater S/H i den gamle Kødbyen fra et stykke, der hedder ’Vi er verden’.
Det stykke er ikke mere kopi, end at titlen er hentet fra den kollektive sang ’We are the world’, som Michael Jackson og Lionel Ritchie med en syndflod af andre topsangere fik indsunget i 1985 i en fællesaktion for et sultende Afrika. Det er bare titlen, man har snuppet.
Stykket er en idé undfanget af instruktøren Tue Biering og scenografen Marie Rosendahl Cemnitz som et forsøg på at fortælle om en menneskehed, der har mistet fodfæstet efter siden 2. verdenskrig at have fundet det i internationale fællesskaber, i globaliseringens altfavnende samling på tropperne sam den verdensomspændende digitalisering. Plus FN, EU og hvad der ellers har forsøgt at bringe os tæt på hinanden.
Forestillingen er sat i værk med tre glimrende skuespillere på brædderne i det nybyggede S-H Teater ved Halmtorvet: Maria Rich, Nicolai Dahl Hamilton og Peter Flyvholm. De tre er medansvarlige for teksterne. Meget improviseres undervejs, det er morsomt ind imellem, også klogt – vi har godt af at blive mindet om, hvor egocentrisk og tillukket mennesker og nationer tér sig, når trængslerne indfinder sig. Men stykket er godt nok også løst i fugerne, omstændeligt – og forladt af denne anmelder efter to timer, hvor en maraton-sekvens er blevet spillet af de tre spillere uden en trevl på kroppen – man er i bogstavelig forstand nøgen, når det kollektive fællesskab er kogt ind til kunsten at samle et Ikea-skab.
Det bliver oplevet som en performanceagtig happening, og det slog mig med en erindring om, da en Fluxus-kunstner sad i Nikolaj Kirke i 1963 i to døgn med fingeren på én og samme tangent. For skams skyld kammertonen a, tror jeg.
Livet i krig og kærlighed er ikke til hverken sejr eller nederlag. Slet ikke, når det afbrydes i utide som i Teater S-H, og man løber en risiko ved at stå af fra en tre timers forestilling efter de første to timer. Det er ikke Schuberts Ufuldendte eller noget i den retning, man svigter, men det nødvendigheden af ikke at stille sig tilfreds med et fragment af et eksperiment, der fortaber sig i stilstande og gentagelser.

DANSK DRAMATIK

Set i sammenhæng med Deadline-diskussionen om de pt ikke-originale slagnumre i dansk teater, er det interessant at fastholde, at teatre som S-H spiller forestillinger, der ikke vandrer ad slagne landeveje, men byder på selvstændig ideer som f.eks. selvpisker-historien ’Vi er verden’.
Den er langt fra eneste originale bidrag i disse år til dansk dramatik.
Det blev nævnt i udsendelsen af den slags faktisk findes, ja ligefrem blomstrer, især på de mindre danske scener.
Og vi kan hæfte os ved de netop publicerede Reumertpris-nomineringer, hvor man møder danske dramatikere som Thomas Markmann, Lærke Sanderhoff og Christian Lollike med deres nyskrevne, originale dramaer – ’Drengen, der ville være vægtløs’ på Aalborg Teater, ’Lev menneske’ på Odense Teater og ’Living dead’ på Aarhus Teater.
Der er nok at tage af, hvis man ser sig en smule omkring. Det erkendte Jon Steffensen i udsendelsen, og det er dramatikeren Jokum Rohdes egen dramatik et levende eksempel på.

gregersDH.dk