Susanne Resmark, Johan Reuter og Hanne Fischer i ‘Dead Man Walking’ på Operaen (tegn.: Claus Seidel)

KVINDE PÅ GANGEN!

Et mord, et fængsel, en henrettelse og en katolsk nonne, der vil redde morderens sjæl. Det er lige-på-og-hårdt opera på Det Kgl.  

Komponist: Jake Heggie. Libretto: Terrence McNally. Dirigent: Sebastian Lang-Lessing. Instruktør: Orpha Phelan. Scenograf: Nicky Shaw. Medvirkende bl.a.: Hanne Fischer, Johan Reuter, Susanne Resmark, Cornelia Beskow, Jens Chr. Tvilum, Elisabeth Halling, Teit Kanstrup, Mette Grosbøl, Michael Bracegirdle, Morten Staugaard og Palle Knudsen.

’Dead Man Walking’ spiller på Operaen tre gange i februar og to gange i marts, sidste gang 11.3. Varighed ca. 3 timer inkl. pause.

****

IKKE så mange svinkeærinder. Operaen begynder lige på og hårdt med et mord på en ung pige ved søen i en skov. Som skulle vi til en dramatisering af ’Hvad skovsøen gemte’, Palle Rosenkrantz’ hundrede år gamle krimi-slager om opklaringen af et mord.
Det skal vi så ikke. Historien er amerikansk, baseret på virkelige hændelser, som den amerikanske nonne Søster Helen har beskrevet i den bog, der har givet navn til operaen: ’Dead Man Walking’.
Bogen handler ligesom operaen om denne Søster Helens indsats som sjælesørger for dødsdømte fanger i amerikanske fængsler. Helen med efternavnet Prejean er nulevende. Så levende som vi må håbe, at i hvert fald nogle af de fanger, hun har taget sig af, er.
Et følsomt emne, fordi udgangspunktet er så nutidigt. Ellers ikke. Tænk på andre operaer, der handler om mord og straf. Hvis vi er i det katolske hjørne – Helen Prejean er jo katolik – så bare Pendereckis ’Djævlene fra Loudun’ eller Honeggers ’Jeanne d’Arc’. Historiske dramaer.
’Dead Man Walking’ er en amerikansk opera, skrevet af komponisten Jake Heggie. Ikke et navn, der runger i ørerne på mange danske operagængere.
Kort før jul så vi på Hofteatret operakoncerten ’Lonely House’ med en stribe numre udelukkende fra amerikanske operaer skrevet af komponister som Gershwin, Bernstein, Barber, Menotti, Previn, Adés og Weill – de to sidste har lige været spillet på Det Kgl. – Adés med den sensationelle ’Powder her Face’, som fik en Reumertpris som Årets Opera. Og Kurt Weills ’Mahagonny’, der er på Operaens repertoire i denne tid. Tyskeren Weill? Ja da, men han blev amerikansk statsborger og ’Mahagonny’ er skrevet i U.S.A. Ellers ikke noget vi hører meget til, amerikansk opera.
Heggie figurerede ikke den aften på Hofteatret. Der var ellers noget at tage af fra ’Dead Man Walking’ – Heggie’s opera har store ariose scener med hovedpersonen Helen. Den har også en pragtscene til en mezzosopran, der spiller morderens mor, og ligeså en vældig barytonsolo i fængslet med den morddømte Joseph de Rocher.

FOR DIN FRELSE

Men nu har man altså muligheden i fuldt flor med opsætningen af ’Dead Man Walking’ på Operaen. En opsætning i stort udtræk med børnekor, fangekor og en hel snes solister på scenen. I et sceneri, der har både skov og nonnekloster og fængsel på flere ledder og kanter etableret på Operaens drejescene af Nicky Shaw, kendt fra fine Janacek-scenografier på Den Jyske Opera gennem de senere år.
Lige-på-og-hårdt prologen med mordet hænger i vores hoveder gennem den tre timer lange forestilling, hvor vi følger nonnen Helen i hendes utrættelige bestræbelser på at overbevise fangen i fængslet om den himmelske tilgivelse, der vil blive ham til del, hvis han tilstår, at han er morderen.
”Det vil du bare have mig til for din egen skyld, for din egen frelses skyld,” siger han – synger han, for det er jo fuldtonende opera.
Og vi siger det straks: Der bliver sunget stort og bevægende af Johan Reuter som den dødsdømte – hans råstyrke og figurens brutale udgangspunkt udvikler sig i gradvis indforståelse med Helens besøg i cellen og hendes budskab om den fred i sjælen, han vil få ved at erkende sandheden om mordet.
Ligesom det er en fin oplevelse at se mezzosopranen Hanne Fischer i det, der nærmest må være hendes livs rolle.
Aldrig har hun vel i sin lange karriere på Det Kgl. haft så krævende et parti. Og hun har formatet til at få denne nonne Helen gjort interessant.
En kvinde besat af sin tommetykke tillid til troens kraft. Vi er som til én lang messe. En trosbekendelse. Det er næsten, som om vi er i skriftestolen med nonnen og fangen. Vi er til religiøs-psykologisk behandling. Hanne Fischers Helen leder sig selv og den dødsdømte gennem faser af overtalelser og benægtelser. Vi følger hendes tvivl, når det kniber. Hendes kampe for at holde fast i sit projekt. Hendes rystelser over den situation, hun har anbragt sig selv . Det miljø, hun oplever  – “Der er en kvinde på gangen!!” som råbet lyder fra cellerne.
Det fanger os. Vi er spændte på magtkampen og det psykologiske spil mellem dem. Hvor bærer det hen? Gror der også en ikke udtalt erotisk spænding mellem dem, eller er vi udelukkende vidner til jagten på tilståelsen, den tilståelse, som er vejen til himmelsk tilgivelse, men som alle andre – fængselsvæsenet, retten og den døde piges familie – ikke har brug for. Manden er dømt på forhånd. På indicierne.

STEMMER

Hanne Fischers gennemfører opgaven overbevisende med sin smukke mezzo, kun enkelte steder ligger partiet lige ved grænsen til et sopranområde, der ikke er hendes. Ligesom det kan hænde for hendes mezzo-kollega Susanne Resmark – de to har et fælles stemmeleje, men vidt forskellige er de, Resmark med den store stemmebredde, der er med til at fylde hendes rolle som fangens mor på pragtfuld vis. Fischer med den lyriske, Resmark med den fuldtonende mezzo.
Der er i det hele taget mange gode sanglige præstationer og gode karakterroller på det store hold af medvirkende. Cornelia Beskow som den unge nonne-kollega f.eks. Morten Staugaard som fængselsinspektøren. Eller Michael Bracegirdle som den forstenede fængselspræst, der hader, at nonnen blander sig i hans hverdagsrutiner med at ekspedere henrettede af sted til himmerige eller helvede.
Musikken er bredt og letfattelig anlagt. Den slår ud med armene med enkel og voldsom kraft. Kontant og slagfærdig som det dramatiske forløb er tegnet i historien. Vi er aldrig i tvivl om, hvornår vi befinder os i bag de tykke mure blandt rødder og nøgleraslende betjente. Der er kun luft og nedtonet nærhed i de få intime situationer mellem hovedpersonerne. De orkestrale raffinementer er beskedne. Nu har vi også lige siddet om eftermiddagen på Musikkonservatoriet og lyttet til den danske førsteopførelse af Ib Nørholms opera ’The Garden Wall’, hvor instrumentale detaljer melder sig i gennemtænkt mylder.
Det er selvfølgelig en helt anden historie.
Stilen hos komponisten Jake Hendie har som i de fleste moderne, amerikanske operaer stedvise dufte af gospel og musical, og vi lades ikke i tvivl om epoken for hændelserne, oven i købet på grotesk vis. Fangerne synger ’Jailhouse Rock’, og instruktøren Orpha Phelan kan ikke stå for fristelsen til at lade nonnen rocke med.
Den pinefulde finale med selve henrettelsen strækkes ud, som er det lige så meget publikum, der er tiltænkt torturen som den arme Joseph de Rocher, da han strækkes ud og fastspændes på det krucifixformede dødskors for at modtage den omhyggeligt tilberedte dødsprøjte.
Situationen minder om de lige så pinefulde, isnende sekunder før henrettelsen af Cavaradossi i ’Tosca’ – men i ’Dead Man Walking’ er det ikke sekunder, men minutter – mange minutter, vi, Joseph og nonne Helen skal gennemleve, før fangen udånder. Det punktum-brag af en slutakkord, Puccini leverer i ’Tosca’, er hos Jake Heggie og iscenesætteren Orpha Phelan blevet et solistisk nedtonet requiem.
Sådan er den frygtindgydende, dramatiske historie fortalt. Stærkt, effektivt,smukt og skåret ud i pap.

gregersDH.dk