Vivienne McKee i Crazy Christmas Cabaret i Tivoli (Foto: Søren Kuhn)
MAMMA MAFIA
Grinet holder det meste af vejen igennem i Crazy Christmas Cabaret’s 27. sæson i Tivolis Glassalen.
****
Når amerikanere skal være morsomme, klasker de lagkager i hovedet på hinanden.
Når englændere skal være morsomme, ifører de sig vanvittige klædningsstykker. Mænd gerne kvindekluns. Kvinder omvendt.
Det er f. eks. en kilde til ubetalelige grin, at se Christmas Cabarets digre Andrew Jeffers tone frem iført et skrud, der er en lagkage i flere etager. Eller et eller andet orgie af flagrende klude og hatte, der kolporterer hans vældige legeme i egenskab af italiensk mamma med grydesleven i pomodoroen og gaflen i spagettien.
Ligesom det udløser genkendelsens jubel, når Vivienne McKee – kabaret’ernes urmoder – fører sig frem formummet som hr. Dr. Bent fra Helsingør.
Den figur er fast ingrediens, vist nok gennem alle de 27 år, kabareten har kørt. En henrivende og ubegribelig personage, der iført et colonial dress får os til at gætte på Dr. Livingstone, hvis vi ikke bedste bedre: Doktoren er Helsingørs omflakkende mediciner med den slidte lægetaske og de ustandselige indblandinger i andres sager. Evigt talende som Per Pallesens Mathiesen i dialogerne med Tommy Kenters Fru Christoff, et kaudervælsk af engelsk og dansk.
SPAGHETTI GANGSTERE
De kønsskiftende udklædninger er bare et af mange udslag af en gakket engelsk tradition, vi som danskere nok har en speciel svaghed for.
Altså også her, hvor showet er henlagt til U.S.A.
Ikke for at møde lagkage-svingere, men for at kaste et overstadigt blik på en anden side af amerikansk mytologi: Gangsterne, mafiaen, de hårde drenge i jakke og vest, blød hat og skyderen i baglommen.
Handlingen i denne spaghetti-gangsterhistorie er mere uorganiseret end en episode med John Cleese i ’Halløj på badehotellet’ – vi er i de henrivende absurditeters vold, primært i selskab med mafioso-slynglerne og deres lokale borgerkrig.
David Bateson præsterer bl.a. en Don Vito Calzone, der bringer Marlon Brando lyslevende på scenen som den døende Godfather – Henry Mancinis tema fra filmen er i øvrigt fast ingrediens, hver gang en eller anden bliver båret til graven i Christmas Cabaret’en.
Elliot Russo og Benny Thorpe føjer skrappe drenge til ganget. Og danske Katrine Falkenberg vimser kvidrende rundt og pynter.
GAK OG GAGS
Det er gak og gags hele vejen igennem, lidt tomgang hist og her, men først og fremmest skruet sammen med et mægtigt overskud, humør og en gennemført professionel skråsikkerhed, som samtidig giver plads til en del løssluppent og spontant grin.
Ikke mindst i de breaks, der også er et led i den music hall tradition, som hører til stilen: Opgejling af publikum til at huje med, kommentere med fast tilråb, og stå til rådighed for direkte henvendelser ned i rækkerne.
Eller som når man på scenen mener, tiden er inde til at hale en publikummer op på brædderne og udsætte ham for prøvelser, man skal være indforstået med og kold nok i røven til at reagere konstruktivt og medspillende på.
RITUALER
Denne jule-kabaret har gennem de mange år erhvervet sig et trofast stampublikum, der kan ritualerne, og som for det meste forstår det rodsammen af engelsk, amerikansk, dansk og italiensk, de får drønet i hovedet. De snupper pointerne. Og hvis de ikke gør, hænger på alligevel. Sværere er det heller ikke.
