TAVSHEDENS

MYSTERIUM

Fremragende bog om komponisten Jean Sibelius, den store ener i finsk musik – omgærdet af myter om tavsheden i de sidste tredive år af hans liv.

’Sibelius’. En biografi af Valdemar Lønsted. 304 s. Rigt ill. Forlaget Multivers. Kr. 399,-

*****

FORSIDEBILLEDET fanger straks. Portrættet af Sibelius. En fysiognomi som hugget i sten. De tillukkede øjne. Munden stram. Et glimt af en venstre arm og hånd knuget hårdt til brystet.
En mand, der lukker af. Fordyber sig i sig selv. Som forsvar? Som angreb?
Stærkt billede. Det bekræfter os i myten om Jean Sibelius, den gådefulde finne. Komponisten fra det fjerne, nordiske land. En mand med sisu. Finsk stædighed, vilje og mental råstyrke.
Valdemar Lønsted har skrevet en Sibelius-biografi, der kun delvis holder os fast i det billede. Bogen løsner op, forklarer og får os til at forstå – både, hvad der er rimeligt i vores mytologisering af manden, og hvad der er fejlskud. Sibelius har mange ansigter.
Lønsted har et særligt ærinde. Han er optaget af Sibelius’ symfonier.
Syv store symfonier. Og så en ottende, som ingen ved andet om, end at den blev skrevet, men måske aldrig blev gjort færdig og i hvert fald har været sunket i jorden siden 1928. Myterne omkring Sibelius stammer grundlæggende tilbage til den tid. Sibelius har været enormt produktiv frem til 1928, men derefter hører man mindre og mindre fra ham. Han holder næsten op med at komponere og flytter sig sjældnere og sjældnere fra sit hjem, huset ’Ainola’, som han havde fået bygget til sig og sin kone Aino og deres fem børn allerede i 1910, et hus midt i et ensomt naturområde nord for Helsinki.
Var han syg? Var han gået kunstnerisk i stå? Tog et slidsomt arbejde med den næsten færdige 8. symfoni livsmodet fra ham? Eller skrev han måske på store nye værker? Han var jo ikke mere end godt 60 år på det tidspunkt. Og han lever til han er 92. Dør først i 1957. Der var tid og muligheder nok for omverdenen til at gætte og spekulere.

FREM MOD STILHEDENS MYSTERIUM

Det er som sagt symfonierne, der optager Lønsted. ’Symfonier som trosbekendelser’ er titlen på det store afsnit af bogen, hvor han gennemgår symfonierne enkeltvis. Uhyre læseværdige gennemgange, der uddyber Sibelius’ strategiske arbejde med den symfoniske form og selvfølgelig går i detaljer, men ikke på den facon, der f.eks. får Bernhard Shaw til gnistrende morsomt i en artikel at ironisere over eksperters tørlagte analyser af klassiske mesterværker.
Lønsteds gennemgange er inspirerende, musikken hele tiden relateret til Sibelius’ forhold og situationer i de perioder, han skriver symfonierne, til den klassiske tradition og til hans samtidige komponister, de russiske og de tysk-østrigske – ikke mindst til Gustav Mahler, som Lønsted også skrev en stort anlagt biografi om for nogle år siden.
Og naturligvis til Sibelius’ inspiration fra den finske nationallyrik og folkemusik, som han gennem årene i øvrigt skriver det ene værk efter et andet på grundlag af. Folkemusikken og folkefortællingerne. Alt der, der rører sig i værker som ’Lemmenkäinensuiten’, ’Karelia’, ’Svanen fra Tuonela’ eller ’Finlandia’.
Vi får også noget at vide om de uklare omstændigheder omkring den ottende symfoni og dens skæbne.
Symfonien var bestilt af dirigenten Sergei Kusevitskij, der var stærkt optaget af Sibelius-symfonierne, spillede og indspillede dem i begyndelsen af 30’rne med Boston Symfoniorkestret, som han var chef for. Han ville uropføre den ottende symfoni i Boston, først i 1930, så året efter, så i 1932. Han pressede på, inviterede Sibelius til at komme til Boston for selv at dirigere uropførelsen, besøgte endda komponisten hjemme i Finland, skrev og skrev, men blev hele tiden holdt hen og måtte til sidst give op.
Partituret til symfonien er aldrig dukket op. Lønsted fortæller om flere teorier. En af dem er, at en kopist, der arbejdede med renskrivning af Sibelius partiturer, har haft noderne liggende gennem årene frem til sin død i 1943, hvor de er blevet brændt af hans arvinger. En anden, at Sibelius selv har brændt materialet til symfonien i august 1945, umiddelbart efter afslutningen af 2. verdenskrig.

Der er stilhedens mysterium omkring den finske komponist i de sidste næsten tredive år af hans liv. Det fremgår, at han trods sin kompositoriske tavshed alligevel rejser af og til. At han korresponderer med andre – f.eks. besvarer et brev, som den 24-årige Per Nørgaard skriver til ham i 1954. Sibelius skriver venligt tilbage om sin glæde ved at møde interessen og forståelsen for sin musik. Brevet er omtalt i et særligt kapitel, hvor Lønsted interviewer Nørgaard om hans livslange optagethed af Sibelius.

SPRUT, KVINDER OG GÆLD

Hvis man vil forstå, hvor meget ikonisk mytedannelse, der er opstået omkring Sibelius er det godt at få kortlagt det liv og den livsførelse, som også er Sibelius’ gennem alle årene.
Fra sine unge år er han panisk alkoholiker, konstant med anfald af mentale nedture, desperat ind imellem i tvivlen på sin mission som komponist, rimeligt glad for kvinder, hvad der i Berlin giver ham en kønssygdom at trækkes med. Hans løsagtige livsførelse, hans alkoholisme og sjælelige ubalance stiller hans hustru Aino på livslange prøvelser, hun synes at have været et utrolig tålmodigt menneske.
Han har konstant levet over evne og stiftet gæld til alle sider – han falder tilsyneladende først til en slags ro og får orden på sin og familiens økonomi, da han omkring det tidspunkt, hvor han stort set stopper med at komponere, har så meget succes, at hans værker giver indtægter, der kan nedbringe hans enorme gæld og få privatlivet til at fungere.
Vi kommer tæt på hele dette forløb med venner, der støtter eller svigter ham, med en hustru, der har en svensk-finsk upper middle class-baggrund og som føder ham seks børn, hvoraf et enkelt dør som spæd. Og med ham selv som en blanding af kærlig og totalt hensynsløs far. Et menneske, der skiftevis isolerer sig med sine noder, skiftevis fester og drikker med sine mandlige venner på restauranter og værtshuse eller rejser alene til udlandet for at dirigere og arbejde i fred med sine værker.

DET KOMPLICEREDE FOLK

Vi kommer samtidig tæt på et Finland, de færreste af os sikkert kender ret meget til.
Et Finland, der har mange århundreders svensk overherredømme bag sig plus hundrede år under den russiske zar fra Napoleonskrigenes slutning og frem til 1. verdenskrig. Sibelius er vokset op under zar-styret.
Et Finland, der så skal igennem tre krige. 1. verdenskrig, der kulminerer i en borgerkrig mellem de ’hvide’ finner og de ’røde’ – en brutal klassekrig, som sættes i gang af den sovjetiske oktoberrevolution i 1917. Derpå den såkaldte Vinterkrig fra 1939-40 mod Sovjetrusland, der ender med, at Finland må afstå store landområde. Så 2. verdenskrig, hvor Finland tvinges mere eller mindre ufrivilligt på tysk side, men som ender med Laplandskrigen 1944-45, hvor Finland må påtage sig at jage tusinder af tyske tropper ud af det nordlige Finland.
Sibelius engagerer sig ikke direkte i hverken krige eller politiske bevægelser. Han lever og arbejder, og slås med sine egne problemer. Men han og hans familie og det meste af hans omgangskreds tilhørte utvetydigt de ’hvide’, selvom hans kulturelle kilder lige så utvetydigt lå dybt i de fælles folkelige traditioner, der supplerede hans traditionelt klassiske baggrund.
Når man læser bogen, ser og forstår man noget af, hvorfor Finland sprogligt er opdelt mellem finsksvensk og finsk. Det er et tegn på gamle brud i den finske nation. Brud, som lever videre nu mange år efter. Jeg tænker på, hvordan jeg som redaktør af Dansk Musiktidsskrift for en del år siden oplevede en finsk artikelskribent, der skriftligt meddelte mig, at jeg ikke måtte trykke hans artikel, hvis jeg havde i sinde at kalde hovedstaden Helsinki for Helsingfors, det svenskfinske navn.
Sibelius har på mange måder været bragt i dobbelttydige situationer. Han havde i masser af år stærke tilknytninger til det tysk-østrigske musikliv, studerede f.eks. i Berlin, dirigerede sine værker i Berlin og blev hyldet flittigt af nazistyret, sågar af Hitler selv. Man kan – som i mange andre tilfælde, f.eks. dirigenten Wilhelm Furtwänglers – forklare hans dilemma med tilknytningen til musikken. Men det har selvfølgelig været specielt kompliceret for Sibelius i kraft af de komplicerede relationer som finne mellem Tyskland og Rusland.

Man bliver klogere af Valdemar Lønsteds bog og forstår, hvorfor han så tæt går ind i netop de komplicerede omstændigheder omkring Sibelius’ og hans musiks finske rødder.
Lønsted fortæller i sit forord, at han ”i kraft af sine familierelationer har erfaret, hvor dybt splittelsen fortsat præger det finske samfund, om end den fortsat ligger i dvale. Men mange børn og børnebørn af de hvide og de røde lever i dag med efterklangene af det dybe nag og de voldsomme følelser, som de har fået i arv.”

gregersDH.dk

pt i Mijas