Thomas Sandberg i ‘Inter_Face’ (Foto: Københavns Musikteater)
PAS DE DEUX MED MIG SELV
Slagtøjsvirtuosen Thomas Sandberg afprøver ny teknik til sin performance. Det er sjovt at se og lytte med. Et stykke tid.
***
KAN det noget, det kram? Thomas Sandberg afprøver. Som slagtøjsmusiker har han udviklet og udvidet sit performertalent i årevis – og lige nu gælder det så: Hvad kan man få ud af interaktion mellem computer, video og live performance?
Det sker på scenen i Københavns Musikteater, og manden er mutters alene med sit grej. Pult, kamera, mikrofon, storskærm og sig selv.
One man show. Der var engang, hvor DR havde en tv-producer, der forbløffede os alle ved at filme, lydoptage og interviewe ene mand. Vi rystede på hovedet. Han ryster nok på hovedet i sin himmel, når han ser, hvad en mand som Sandberg pusler med af avanceret guf.
PARDANS
Sandberg begynder med at præsentere sig selv på skærmen med sit fjæs i forskellige fordrejninger og forvanskninger. Går videre med at splitte sig op på skærmen i mindre billeder. ‘Inter_Face’ er titlen på forestillingen.
Rigtig sjovt bliver det, når han multiproducerer sekvenser og sætter lyd til. Dér rammer han det, der altid fascinerer: Hans enorme rytmiske diversitet, evne til polyrytmiske udfoldelser. Koblet med, hvad han kan finde på af lydkilder, inden for sit eget personlige og tilgængelige regi.
Ind imellem forlader han pulten og spiller bold med billeder og lydmuligheder foran storskærmen, dansende med fjernbetjeneren i hånden og fremtryller en pas de deux, trois, quatre eller endnu flere med skærm-sekvenserne. Pardans med sig selv.
NYE MULIGHEDER
Lidt ensformigt bliver det i det lange løb, for variationsmulighederne er trods alt begrænset. Showet varer en time, og så er vi så meget klogere.
Denne måde at udforske nogle nye muligheder og koge rammen ind til et snævert felt er ok.
Men Sandberg er sjovest og frodigst i større sammenhæng, med andre eller med et større vingefang af instrumentarium. Dér er han for alvor en digter med lyd, stemme og teknik.
