NAPOLI TIL AFRUSTNING
Den genopstandne klassiker ’Napoli’ på Det Kgl. skraber rust af, vover et øje med ny musik, men bevarer stort set respekten for gamle Bournonville.
*****
’DET gamle træ, oh lad det stå’ – som de synger i H.C. Andersens ’Hyldemor’.
Hvad så med ’Napoli’, balletten, der har stået der og er mørnet og rustet gennem lige så mange år som ’Hyldemor’?
Lade den stå? – For nu at bruge en erotisk metafor af den art, der nok har huseret hos Nikolaj Hübbe og Sorella Englund, mens de har bakset med projektet: ’Napoli’s overlevelse.
De ved det. Harald Lander vidste det. Og mon ikke også August Bournonville vidste det – nemlig at historien om fiskeren og hans brud handler om erotisk besættelse. Selvom balletten er vokset op og groet til med en victorianisme, der har dikteret: Hænderne over dynen, sluk lyset og ikke et ord om det frække.
RESPEKT
Og så har det handlet om trin og skole og enorm veneration over for en tradition, der er lige så indgroet i den kongelige ballet som linealer i ryggen på Hærens Officerskole.
Al respekt for det. Og respekten er sandelig lyslevende i Hübbes og Englunds nyskabelse af ’Napoli’ – ellers var de to også nok blevet sendt til Sibirien, til et frostfyldt hjørne af tundraen. Vi får en 1. og 3. akt af Napoli, som da har fået frisket dekorationer og kostumer frem i tid – til noget, der skal ligne 1950’erne, men alligevel ikke gør det mere, end at roen falder på de troende. Maja Ravn er gået forsigtig til værks.
Flotte, flotte levende billeder af Vesuv bringer ingen fra koncepterne. Bournonville ville have elsket farver, torden og regn.
FORUROLIGENDE MUMLEN
Men så skal du lige se 2. akten. Den med Den Blå Grotte og det mystiske halløj omkring den druknede Teresina og hendes skæbne mellem najader og havkongen Golfo.
Der klinger sære toner og lyder foruroligende mumlen og pludren, allerede inden tæppet er oppe. Gamle Niels W. Gades nydelige musik, der alligevel ikke kan hamle op med hans ’Elverskud’-trylleri, er lagt i høkassen – en kvinde-komponist ved navn Louise Alenius er trådt i hans sted og spor.
Dukket op af havet som en najade? Hvem er hun? Hvor kommer hun dog fra?
Vi glemmer at tænke over svaret, for vi er straks fanget ind af en tonende klangverden, der omhyller najadegruppen på bunden af den sortblå grotte, pigerne, der svajer som goplers fangarme omkring den druknede, men snart opvågnende Teresina. Der er et lys af pragtfuld magi over scenen, og dramatiske skred i orkestrets fortælling om Teresinas langsomme opvågnen, om den dæmoniske, brunstige Golfo, najadernes betvinger, en rolle, der er lagt i kroppen på Jean-Lucien Massot, som vil kunne skræmme selv hærdede indvandrer-teenagere i Tingbjerg ud over markerne. Det var de scener, der fik kritikeren Frederik Schyberg til i 1932 at skrive: “Al ånd og tanke er for længst fløjet bort fra brædder og rekvisitter – tilbage står seksten forsoldede dansepiger i grønt, der gør pas og stiller sig i attituder – og havånden Golfo, der i tidens løb er blevet ikke en havånd, men en vandmand, en gople. Det gør de bedre i Tivoli.” Det var, da mørningen var værst. Louise Alenius’ partitur er enkelt bygget op som konstant opfølgning af handlingen på scenen, næsten som var den båret improvisatorisk frem, hvad den jo såden set også er, forså vidt som en dirigent med Graham Bond’s nærvær evner at skabe sammenhæng med danserne på scenen.
VELGØRENDE
Det er en 2. akt, der bliver stående for os som midterbilledet i en altertavles triptykon, dramatisk bindeled i handling og dramatisk kontrast i udtryk. Velgørende, smukt. Elementært nærværende. Stadig Bournonville i ånd og bevægelse – jeg tror, han ville have elsket det.
Som han ville fælde tårer over en tredje akt, der i soli og formationer formodentlig opfylder hans inderligste ønsker. Med – på denne premiereaften – Gitte Lindstrøm og Ulrik Birkkjær som brudeparret. Den sidste udnævnt til solodanser af teaterchefen for åbent tæppe.
