Andrea Pellegrini, Laus Høybye, Maria Lucia Heiberg Rosenberg og Tomas Ambt Kofod i ‘Jordens Søjler’. Tegn.: Claus Seidel.

OM

GUD

VIL

’Jordens søjler’ er en musical, der vokser over alle bredder på basis af Ken Folletts romansucces.

Roman-forlæg af Ken Follett. Bearbejdelse: Lasse Aagaard, Thomas Høg og Sune Svanekjer. Instruktion: Jacob Schjødt. Kapelmester: Nikolaj Busk. Medvirkende bl.a.: CaspAr Phillipson, Maria Lucia Heiberg Rosenberg. Laus Høybye, Thomas Ambt Kofod, Andrea Pellegrini, Kasper Leisner. Nicolaj Jandorf. Mikkel Kaastrup-Matthew, Xenia Lach-Nielsen, Silke Biranell, Nicoline Siff Møller, Kim Hammelsvang Henriksen, Bjarne Antonsen, Pernille Frydendal, Thomas Høj, Jesper Paasch, Pernille Pettersson Carmohn, Anders Teigen og Henrik Jandorf m. fl.

’Jordens søjler’ spiller i Østre Gasværk Teater resten af efteråret. Varighed: 3 timer og et kvarter. 1 pause.

****

OVERVÆLDENDE. Langt hen ad vejen. For langt. Det er sådan set problemet med denne ’Jordens Søjler’. Den er ikke til at få bundet sløjfe på.
Forestillingen er godt oppe over de tre timer, før den har fået samlet alle de løse ender.
Kærlighedens forviklinger. Børnefødsler med ubestemt faderskab. Magtens trakasserier. En kirke i splid med sig selv. Op- og nedturene for et vældigt katedralbyggeri. Troende og ikke-troende, der flår hinanden.
Det er umådeligt. Også at se på. Ikke med imponerende kulisser og sætstykker. Det mægtige rum i Østre Gasværk er jo i sig selv som en vældig katedral.
De utallige scener fra Ken Folletts enorme roman – de scener, der er blevet plads til i teaterversionen, udspiller sig såmænd næsten alle sammen på det flade gulv. Og det er ok. Vi kan sagtens bruge fantasien og se de mange hændelser lyslevende. Bestrålet som de er af et sindrigt hav af lysspots, der kan dele scenefladen i utallige enkelte felter. Ramme enkeltepisoder ind, og skabe fascinerende gange af mørke eller skygge, hvor de medvirkende kan bevæge sig, som om de befandt sig alle tænkelige forskellige steder. I gader eller på stier. I huse, i kirker, på slotte eller på markeder.
Vi sluger det hele. Kostumerne er prægtige, konger, dronninger, biskopper, og munke, krigere og fattigluse, unge og gamle, sågar nuttede, små børn – vi er i senmiddelalder på grænsen af renæssance, og det er flot og troværdigt alt samen.
Så hvad er problemet? Ikke andet end at dette vældige episke drama om mennesker på jagt efter lykke eller hævn eller magt eller kærlighed, er så allerhelvedes længe om at nå frem til løsninger.
Der har manglet en kærlig dramaturg, der har kunnet tæmme det trekløver af forfatter-komponister, der er blevet overladt dramatiseringen af mastodont-romanen.
Det er ærgerligt, for vi bliver gennem den lange 2. akt mørbanket af nye drejninger og nye tilsyneladende afslutninger, nye hov-dét-dér-må-vi-da-osse-ha-med.
Men glimrende bliver der spillet af mange i den lange række af skuespillere og sangere, der medvirker. Se den vældige rolleliste ovenfor. Flot spillet og sunget.

BOMBARDEMENT

Og jo, så er der sandelig endnu et problem.
Musikken er skrevet af Lasse Aagaard, så det i strukturen nærmest er en opera. Den lange forestilling er næsten totalt gennemkomponeret.
Ikke som normalt i musicals med masser af talte replikker afvekslende med soli og ensembler som musikalske highlights (sådan som Aagaard gjorde det i sin musik til f.eks.’Skammerens datter’).
Det er der i sig selv ikke noget galt i. Men her ser det ud til at have låst komponisten fast i en stereotyp bruge af klichéagtige gentagelser. Vi færdes næsten konstant i de samme moduler af temaer, der kredser omkring den samme toneskala inden for et interval af en kvint, tonalt mest i mol, sjældent i dur. Selvfølgelig med variationer og udsving.
Men det er et bombardement af enslydende musik gennem de tre timer, instrumenteret med enkelte variationer af det seksmands orkester. Og kun – og kun til dels – brudt af nogle større solonumre for især Maria Lucia Heiberg Rosenberg og de andre i hovedrollerne.
Den musikalske monotoni medvirker til forestillingens trættende langstrakthed.
Forestillingen bliver med netop den sanglige og musikalske monotoni også et interessant studium i den måde, den moderne musical-sangtradition er udviklet sig. Udviklet sig mod en stemmeteknik, der med association til rock og jazz udnytter vibrato og især mangel på vibrato i en meget speciel teknik. Fremragende brugt af mange af de medvirkende, bl.a. Laus Høybye, Maria Lucia Heiberg, Caspar Phillipson og Thomas Ambt Kofod.
Det er virkelig bemærkelsesværdigt, hvordan en mezzosopran som Andrea Pellegrini med sin flotte, operauddannede mezzosopran skiller sig ud fra de andre stemmemæssigt. Det er ikke en værdidom. Kun en iagttagelse.
Og det er lige så bemærkelsesværdigt, hvordan hun – når hun ved andre lejligheder synger egentlig opera – udnytter den præcise tekstbehandling, hun henter fra musicals, til at få tekst til at lyse og stå klart i operaopførelser. Det samme, vi oplever hos en sopran som Louise Fribo.
Der er altså meget at hente i denne stort anlagte ’Jordens Søjler’ på Østre Gasværk. Alt efter, hvad man går efter.
Man kan også diskutere den omfattende brug af mikrofoner til sangere og orkester. Kæmperummet er behæftet med så stor genklang, at for meget mikrofonforstærkning slører både tekst-tydeligheden og vores fornemmelse for, hvor lyden kommer fra. Dér vil man vinde ved at finjustere.

gregersDH.dk