Karen-Lise Mynster, Peter Christoffersen, Maria Rossing og Peter Plaugborg (Tegn.: Claus Seidel)

STOLEKAMP

Elisa Kragerup fornyr de græske klassikere ’Ødipus’ og ’Antigone’ med stærke scenebilleder og et godt hold skuespillere i Skuespilhuset.

Dramatiker: Sofokles. Iscenesættelse: Elisa Kragerup. Scenografi: Maja Ravn. Medvirkende: Peter Christoffersen, Tammi Øst, Maria Rossing, Sicilia Gadborg, Peter Plaugborg, Mads Rømer Brolin-Tani, Karen-Lise Mynster, Simon Bennebjerg og Marie Dalsgaard.

’Ødipus’ og ’Antigone’ spilles i Skuespilhuset på Store Scene indtil den 14. december. Varighed: 2½ time.

*****

LYDEN af stole. Stole, der vælter. Ramler mod hinanden. Bliver sparket rundt på det hårde gulv.
Lyden hænger i ørerne, længe efter den forestilling er slut. Det er på Store Scene i Skuespilhuset. Sofokles’ et par tusind år to gamle stykker ’Ødipus’ og ’Antigone’. Så vidt vi husker ikke spillet på Det Kgl. siden i begyndelsen af 90’erne.
Straks da tæppet går op, ser du et orgie af stole. Sat op som i en stor foredragssal, Skuespilhuset scene udnyttet næsten helt i bund.
Det er, som om de stole er levende aktører i tragedierne. Medspillere. Lige som i Ionescos absurde drama ’Stolene’.
Elisa Kragerup har overraskende vinkler på tingene. Stolene og scenografens totalt udnyttede scenerum, stolene agerer i, kan man fortolke som man vil. Måske er de folket, omgivelserne, en art bisiddere til det græske kor, der i denne opsætning er en lille gruppe borgere. Måske er de bare stumme, til gengæld særdeles larmende, abstrakte vidner til hændelserne.
Til Kragerups særlige greb om historien hører lydeffekten. Lyden af de stole, der håndteres så brutalt af de medvirkende, og samtidig skærer lige så brutalt ind i Jeanett Albecks spinkle, raffinerede musik, der ledsager dramaet. Den spilles diskret på klaver fra et hjørne af scenen, men den er samtidig særdeles nærværende, næsten som en perpetuum mobile-kommentar til de voldsomme begivenheder.
Det er ikke utålmodige rengøringsassistenter, der tumler rundt med de stole. Det er en desperat kong Ødipus.

FADERMORD OG INCEST

En kong Ødipus, som ikke vil erkende, at han har dræbt sin far. Som forelsker sig glødende i sin mor, og hun i ham. Og som i fællesskab tumler rundt mellem stolene i samlejer, der ender med at afstedkomme fire børn, to drenge og to piger, med andre ord et storslået kærlighedsforhold – Peter Christoffersen som Ødipus og Tammi Øst som Iokaste, begge umætteligt trygge ved deres kærlighed, men utrygge som eksponerede i andres omdømme. Det skulle lige være en affære dags dato, de havde for længst været ikke bare i Se&Hør, de havde været bag lås og slå.
Stoleorgiet bliver hurtigt de fire børns legeplads, rekvisitter og støjkilder, men også kasteskyts under diskussioner om Ødipus fortid. Eneste outsider er den evigt omvandrende Tiresias, spåkvinden og varsels-forvalteren.
Det har sin egen effekt, at 2.akten er en næsten bar scene, hvor den grusomme konsekvens af fadermord, incest og Ødipus’ selvmord udspiller sig, efter at han har erkendt sandheden om fadermordet. Nu følger sønnernes kamp om at overtage magten.
Kampen udspiller sig som en duel mellem de to, Peter Plaugborg som Polyneikos og Mads Rømer Brolin-Tani som Eteokles, et par klepperter, der kæmper sig til fælles død på midterscenen i overværelse af folket inklusiv den resterende familie.
En lang og sej kamp i et blændende projektørlys, som får det til at ligne en boksefinale i Madison Square Garden.

LOGIK

2. akten har titlen ’Antigone’. Det er Sofokles’ drama om den ene af Ødipus’ døtre, som nægter at følge sin onkel Kreons ordre om, at kun Eteokles må begraves, mens Polyneikes skal smides uden for byen som offer for ulve og rovfugle, og som straf for at ville angribe byen.
Der er god logik i at sætte ’Antigone’ på i direkte forlængelse af ’Ødipus’. Den stædige, ulydige Antigone spilles af Maria Rossing med ubetvingelig fastholdelse af sin moralske ret til at bryde Kreons dekret – man mindes en lignende stærk præstation af Sonja Richter i 90’erne over for Jørgen Reenbergs Kreon i Jean Anouilhs version af ’Antigone’-historien.
Nu i skuespilhuset er det Karen-Lise Mynster, der konfronterer sin selvsikre magt med Antigones lige så selvsikre moralske beslutsomhed, en mental magtkamp, der fører til Antigones selvmord, Kreons for sene erkendelse af sin hybris – og åbning for nye rædsler.
Det er stærkt af få disse to klassikere på scenen igen. I en opsætning, der ser åbent og friskt på indholdet, og som har et delvis nyt hold af skuespillere i udfoldelse.

gregersDH.dk