MAGTFULD STEMME

Den Jamaica-engelske bas Willard White holdt os i en fast, varm arm med pragtsang i Mogens Dahls Koncertsal.

*****

GÅ lige om hjørnet i en sidegade til Islands Brygge og få en eksklusiv oplevelse. Det er ganske vist allerede for sent nu. For sådan en koncert er jo et éngangsfænomen. Solisten er ude af døren igen på vej til et andet sted i verden. Men her stod altså i aftes den engelske, Jamaica-fødte bassanger Willard White og sang. Kun med en pianist ved sin side. Julius Drake, fremragende, verdenskendt akkompagnetør.
Skulle det nu være noget? Ja, det skulle det, og det vidste vi. For tre år siden stod Willard White på Operaen og sang Langreven i Wagners ’Tannhäuser’ i Kasper Holtens iscenesættelse. En magtfuld pragtbas i imponerende udfoldelse.
Mindre gør det heller ikke, når White nu står der på den lille scene og synger Schubert i den grad, at erindringen strejfer os om en lige så mørk og lige så stor liedsanger, Todd Duncan, hvis Brahms stadig hænger i vores ører efter ufattelig mange år. Duncan fyldte Odd Fellow Palæet i 50’erne.
Men White – ’Ich komme vom Gebirge her’, det er tysk klassisk romantik i munden på en sanger, der så et øjeblik efter synger Kurt Weill – nej, hverken ’Seeräuber-Jenny’ eller ’Mackie Messer’, men en stribe sange til tekster af Walt Whitman, skrevet under 2. verdenskrig med krigen som baggrund… ’Auch Ich bin ein Amerikaner’, sagde Kurt Weill og mente det.

HJEMMEBANE

Og White vandrer videre i sit ekspansive program. Han fortsætter i det amerikanske med en række Charles Ives-sange – og dog, for den skæve Ives har altså også haft fingre i både Heinrich Heine og Goethe-tekster, og går i sporene af Schubert og Schumann ved at sætte ’Über allen Gipfeln ist Ruh’ og ’Ich grolle nicht’ i egne velformede noder, så Schuman et øjeblik er ude af hovedet, men alligevel hurtigt vender tilbage..
Jamaicaner er han, White. England bor han i. Men et amerikansk sangerhjerte er indbygget, så han river sig løs fra lied-opgaverne med en stribe sjove Aaron Coplan-sange og slutter med musical-slagnumre, der udfolder sig, så vi ikke tvivler et sekund på, at teaterscenen er hans virkelige hjemmebane –løssluppenhed og udtryk fortæller, at han henter sangene ud af rollerne – ’If I were a rich man’ fra ’Spillemand på en tagryg’, ’I’ve got plenty of nothing’ fra ’Porgy and Bess’.

OM hjørnet i en sidegade på Islands Brygge? Det var dér, det foregik i aftes.
Uden den tilstrømning, det fortjente. Der bure have været kø udenfor til tre fyldte sale.
Det var det samme, da White i 2009 sang ’El Cimarrón’ på Det Kgl. Teater. Henzes opera til Hans Magnus Enzensbergers tekst. Det københavnske publikum var ikke til at drive mod billetlugen. For hvem og hvad var nu dét for noget?
White og ’El Cimarron’ fik fem stjerner har på bloggen. Vi syntes det var noget.

gregersDH.dk