Mathias Hedegaard  som Rosenkrantz og Sibylle Glosted som Ophelia i ‘Hamlet in Absentia’ (Foto: Hamlet Scenen, Helsingør)

GIV

HENDE

EN

DIAGNOSE

Skal vi have mest ondt af den forstyrrede Ofelia eller hendes smarte psykoterapeut? Operakomedien ’Hamlet in Absentia’ giver os valgmuligheden i slotsgården på Kronborg.

Libretto: Jakob Weis. Iscenesættelse: Åsa Melldahl. Scenografi: Marie i Dali. Komponist: Hugi Gudmundsson. Medvirkende: Sibylle Glosted, Martin Vanberg, Isabel Piganiol. Johannes Mannov. Jakob Zetner, Sebastian Duran, Mathias Hedegaard og Christian Damsgaard. Orkester: Athelas Sinfonietta Copenhagen. Dir.: Jakob Hultberg.

*****

VI VANDRER ud fra Kronborg til en strålende rosarød aftenhimmel over Kattegat, månen skinner fuldt. Et eventyr oven på alle de vindblæste, regnfulde aftner.
Og så spekulerer vi lidt over, hvad der er idéen med at skrive en opera om Ophelia og hendes sindssygdom.
Operaen hedder ’Hamlet in absentia’. Hovedpersonen i Shakespeares stykke ser vi altså ikke noget til. Han er absent, men han gemmer sig nok et eller andet sted under scenebrædderne eller bag en af slottets vinduer.
Hovedpersonen i Jacob Weis’ og Hugo Gudmundssons opera er Ophelia.
Eller er det? Det er nok også ’Terapeuten’. Det er hos ham, vi befinder os. Terapeuten, sjælesørgeren, som Ophelia opsøger for at få styr på sine paniske tanker. En moderne terapeut fuld af firkantede teorier om, hvordan man haler syner og mareridt og dystre tanker ud af underbevidstheden på sit offer for at kurere den arme.
Det gør han her, den smarte, sortklædte, svenske tenor Martin Vanberg over for den forskræmte teenager Ophelia – Sibylle Glosted, den unge sopran, som netop har fået årets talentpris ved en koncert under Operafestivalen i København. Udslået hår, flade sko, cowboybukser med huller i knæene. Det passer hende klart bedre end høje hæle og koncertkjole. Hun er til rollespil, til kostume, hun er til teater, hendes Ofelia er en tøs i oprør, i vildrede, og hun spiller hende med vildskab og forvirret nærvær. Synger rent og flot, lige ud af posen.

OPHELIA PÅ KLINIK

Psykoterapeuten over for sit offer.
Man kan anskue den historie på to måder. Som en burlesk komedie, hvor personerne i ’Hamlet’ får med farce-skovlen. Eller også som en dejligt ondskabsfuld udlevering af det velkendte terapeuthalløj, som bygger skamløst på Freud, Reich og andre psykoanalytikere. Hamlet-historien rykket på klinik.
Måske noget af begge dele. Det er det nok.
Musikken er dejlig luftig, gennemsigtig og enkel. Islændingen Hugi Gudmundsson har skrevet kammermusikalsk for Athelas Sinfonietta Copenhagen, scenografen Marie i Dali har anbragt orkestret genialt i en skæv vinkel under et let halvtag, ikke bare belært af det danske vejrlig, men også fordi det løser et akustisk problem – sangerne er ikke iført mikrofoner, men de har orkestret tæt bag sig, de kan høre hinanden, og vi kan høre sangerne på grund af den luftige orkestrale struktur.
Sandelig én ting til: Gudmundssons ubekymrede, melodiske tilgængelighed og frækhed. Rosenkrantz og Gyldenstjerne, de to svigefulde kammerater til Hamlet er gjort til et par skøre klovne, der døddrukne synger ’Helan går’ – de har nok været en tur over Sundet. Mathias Hedegaard og Christian Damsgaard er i hopla i rollerne.
Under dét selskabelige orgie, som Ophelia genoplever under psykobehandlingen, og som vi sandelig genoplever med hende, udsættes den forfrosne pige for en kong Claudius – eller var det Terapeuten? – der griber hendes hånd og synger ’Så kold den lille hånd er…’ Klart hit hos publikum, ligesom ’Helan går’. Og ligesom de kaskader af regelret barok-pastiche, orkester og sangere leverer ind mellem.

DOLKEN I MAVEN

Claudius, Rosenkrantz og Gyldenstjerne. Og selvfølgelig Laertes, Ophelias rasende bror. Gertrud, Hamlets svigefulde mor. Og Polonius, Ofelias far.
Alle inddrages som vidner, dukker frem kravlende som kryb, iført kostumer, der ikke lader deres identitet i tvivl. Polonius med lidt besvær, for han har på det tidspunkt Hamlets dolk i maven og er ved at krepere, blodet flyder, men han vågner da op i spjæt og giver sit besyv med i terapien for ikke at tale om i de orgier, der genkaldes i Ophelias erindring. Jakob Zetner kæmper bravt med den groteske figur. Isabel Piganiol er flot syngende som den hæmningsløst liderlige dronning. Ligesom Johannes Mannov som Claudius. Og den svenske bas Sebastian Duran er kæk og vred som Laertes.
Terapeuten lader sig undervejs gladeligt friste til at deltage i de erotiske excesser – psykoterapeuter har tit plausible forklaringer på deres indforståethed og medleven i behandlingsmetoderne. Og Ofelia lader sig nemt køre om hjørner med. For ikke at tale om dronning Gertrud, der selv beder om det.
Ind imellem spreder Terapeuten nogle teorier om livets gang: Af jord er du kommet, Polonius, til orm skal du blive, og ormene bliver spist af fisk, der ender som føde i din mave, Laertes. Du får din far igen på den facon.
Udfoldelserne er ganske underholdende. Ophelia bliver aldrig tabt i historien, men vi ender uden anden konklusion end, at alle mennesker er alene i denne verden, ikke mindst Ophelia. Så terapeuten må leve med Hamlet-familiens råb: Så stil hende dog en diagnose, så hun kan få fred!
Det kan han så ikke. Over Slotsgården skriger mågerne hånligt.
Her giver vi Øresundsoperaen og dets leder Merete Sveistrup en hånd: ’Hamlet in Absentia’ er et flot gennemført initiativ. Som spiller endnu indtil den 20. august på Kronborg og vil dukke op andre steder senere, bl.a. på Den Fynske Opera i 2017.

gregersDH.dk