Jaget af mængden – Lina Johnson som Amina i ‘Søvngængersken’ på Opera Hedeland (Foto: Mikal Schlosser)
UNA DONNA!
UNA DONNA!
Overvældende opførelse af Bellinis ’Søvngængersken’ – La sonnambula – på Opera Hedeland. Et vokalt og visuelt shownummer i den fortryllede grusgrav.
Instruktør: Runar Hodne. Scenograf: Chistian Lemmerz. Dirigent: Martin Nashima Toft, Medvirkende bl.a.: Lina Johnson, Adam Frandsen, Anna Forsebo, Fabio Previati, Kristina Wahlin og Thomas Storm.
’Søvngængersken’ spiller sidste gang i aften lørdag 13.9. i Opera Hedeland ved Roskilde. Det er kun 3. opførelse. Men sidste.
******
GRUSGRAVEN slår sine egne rekorder. Der bliver spillet opera derude i ødemarken så imponerende som aldrig før.
Hedeland hedder stedet. Et sted, hvor man næppe før er blevet så hed af musikdramatisk glæde. Vi har oplevet mange forestillinger, der bruger arenascenen og naturen omkring den flot, men vist ikke før så grandiost, som det lykkes her.
De spiller Bellinis ’Søvngængersken’, og det er en historie, der skal foregå i en landsby med lidt udendørshalløj ved gadekæret og så en krostue og krostuens gæsteværelse. Nix ret meget weiter.
Men se så her: Et stort trappe- og bro-arrangement er bygget op over og omkring orkestret, der sidder i prægtigt fokus.
Stykkets helt Elvino gør sin entré kurende ned ad en sandskrænt ved siden af. Heltinden Amina bliver i sit fatale søvngængeri et dobbeltmenneske, på én gang bevidstløs live og samtidig som fortumlet sjæl hejst til vejrs i en kæmpekran og svævet tårnhøjt over scenen. Greven – den fatale Spielverderber – ankommer på en hvid hest hundreder af meter borte på den anden side af søen bag arenaen. Han stikker af til sidst ad samme vej fulgt af en spot i nattemørket. Amina vågner op i flagrende forblæst natkjole fra sit sonnambule traume fra tilskuerpladsernes højeste tinde. O.s.v.
Det er virkelig placeringen af forestillingen i dette ubetaleligt prægtige sceneri, der er udnyttet til visuelle extravagencer ud over det sædvanlige. Det er site specific, så det basker. Belyst af et lysanlæg, der fungeret brillant.
UDFORDRING
Stærkt inspirerende. Og ganske udfordrende for sangerne, der sandelig har nok af udfordringer i det sanglige.
Bellini er en ægte bel canto-komponist. Der skal synges virtuost, og samtidig, så vi smelter – det sidste klarer Bellini ved at samle nogenlunde den største gang treklange og parallelle tertser og sejlende lange tessitura-pssager, han kan opvise, i soli og duetter, en overdådighed af velklang samtidig med hundesvære koloratura-ture for både tenoren og de to sopraner, pigen Amina og hendes lumske veninde Lisa.
Spillet og sunget af Adam Frandsen med et tenor-overskud af de sjældne, og af de to piger Lina Johnson og Anna Forsebo overordentlig sikkert og klangskønt, den sidste som Lisa, værthusholdersken, der har kløerne i, hvad der er af mænd i kikkerten, og den første, hovedpersonen Anina med det fatale soveproblem, en lyrisk koloratursopran med sublime fraseringer og sart pianissimo, når det stikker hende, i hvilken som helst krog af stemmens registre.
Alle tre sangere skandinaver med hver sit udgangspunkt, men uddannet i København på konservatoriet og operaakademiet. Hertil Aminas mor, sunget af svenske Kristina Wahlin, en mezzosopran, som bl.a. huskes i København fra Hotel pro Formas ’To morrow in a Year’ i 2009.
Lutter sangere på fornemt niveau. Også den italienske baryton Fabio Previati, der går til de to damer i affæren med en lurvet, donjuansk frækhed – ”Una donna! Una donna!!” – men ender med at smyge sig ud af affæren så diplomatisk som greven i ’Figaros bryllup’ – jeg ude efter damer? Nej, nej da..
SKANDALE
Den romantiske historie er lige til en amerikansk soap. Men den er også effektivt drama og vokal fryd.
Runar Hodne, den norske instruktør fører dramaet frem med glimrende enkeltheder, f.eks. grupperinger af det store kor, som kostumedesigneren Maria Gyllenhoff har klædt dystert på, så de ligner en flok fanger fra Sibriens Gulak. Og som Hodne håndterer dramatisk effektfuldt. Man vil huske scenen, hvor Amina afsløres i grevens seng på kroen – gået fejl i søvne! – og landsbyens mænd og kvinder kommer kravlende som hunde, der lugter blod og skandale og jager Amina i gadekæret, mens Lisa står som en søjle og ser skadefro til.
Sé den ’Søvngængersken’, hvis du kan nå det. Den spiller én gang endnu. I aften, lørdag. Det er en usædvanlig stærk forestilling. Stort anlagt og godt sunget. For resten også godt spillet af Collegium Musicum, dirigeret af Martin Nagashima Toft.
gregersDH.dk