Ulrich Stærk giver masterclass til unge sangere på Wilhelm Scenen under Copenhagen Opera Festival. (Foto: Mathias Bojesen)

SÅ SKAL  DER SYNGES

****

SÅ er Copenhagen Opera Festival i gang. I sol og regn. Og sådan skal det være. Vi er tapre som vores forfædre, der krydsede de store have i åbne både gennem vind og skumsprøjt og erobrede verden og sikkert sang i vilden sky, når det var voldsomst.
Sunget blev det også for fuld kraft denne morgenstund ved Torvehallerne på det gamle grønttorv – det forsikrer festivalchef Michael Bojesen mig om kl. 10.30, da jeg tropper op for at overvære den første af ugens masterclass-timer, denne mandag med pianisten Ulrich Stærk som masteren, der er berømmet for sin kunst som akkompagnetør, kreativ operacoach og pædagog.
Bojesen har netop dirigeret morgensang med en vældig skare af morgenduelige, de fleste vel på vej til arbejde, fortæller han. Danske sange, højskolesangbogen i storladen udfoldelse, det er, som om den syngetradition, der var forne generationers, vælder frem igen i disse år. Der skal synges!
Nu præsenterer den myreflittige Bojesen så oven på morgensangen Ulrich Stærk på scenen, og nævner i flugten, at Stærk er amatør-meteorolog, en underfundig oplysning, som Stærk ved at benytte sig af i den følgende halve time, hvor han et par gange varsler, at nu vil der nok falde et par dråber om lidt, og sandelig også er i stand til at fastholde sin profeti, da styrtsøerne kort efter bringer festivalens mange tjenende ånder i alarmberedskab med regnfrakker til alle, og Stærk selv til muntre og veltalende argumenter for, at sang i regn er en vederkvægelse.

SMIL, DU ER PÅ

På det tidspunkt var Stærk i gang med sit første offer på scenen, en meget ung pige fra Næstved, der går på det gymnasiale Musikalske Grund Kursus, MGK – endnu en forkortelse, der arbejder sig ind i vores terminologiske begrebsalfabet.
Pigen vil være operasanger, og præsenterede sig nu med  Puccinis Mimi, den lille sypige i ’Boheme’, som falder for den fattige maler Rodolphe, da han på kunstnerkvisten griber hende kolde, lille hånd.
Her fik publikum straks et glimrende indblik i Stærks pædagogiske fremgangsmåde over for sangere, ikke mindst i en situation som denne offentlige eksponering. Her – som med den næste, han havde gennem regnen – en baryton, der sang den blinde spillemands sang fra Carl Nielsens ’Fynsk Forår’ – stoppede han de unge sangere efter få strofer for at fortælle dem, at hverken Mimi eller spillemanden er i trist humør, da de synger – Mimi er glad for at møde en charmetrold, og den blinde spillemand synger om solen, der kysser hans øjelåg – så hvorfor lyde trist?
En hurtig og fin måde at løsne lidt op for det, der selvfølgelig griber to unge, der står der for første gang offentligt og skal vise, hvad de dur til – det er jo ikke en sangtime hjemme hos en sanglærer. Der hviler mange øjne og øren på præstationerne. Smil, du er på!
De løsnede virkelig op, Stærk puffede til dem med sin entusiasme og engagement og muntre bemærkninger om sol og regn. Det blev i begge tilfælde ikke en lektion i stemmedannelse og sangteknik. Det handlede om sproglig artikulation og kunstnerisk holdning til tekst, tempo, psykologisk udtryk, sangglæde.
Stærk præsterer kerneløsning af det, som er sommerfestivalens art. Det, som også er stemplet, Michaels Bojesen sætter på festivalen med SIN indgang til opera. Den utvungne, den begejstrede, nysgerrige, afslappede måde at håndtere operakunsten på. Gør ikke det hele sværere og mere mystisk, end det er.

MERE MGK

Vi kunne senere samme dag får mere syn for den sag.
Et hold studerende fra MGK Hovedstaden sprudlede af spille- og sanglyst – igen på Wilhelm Scenen ved Torvehallerne – med en stribe optrin fra Nielsens ’Maskerade’, Mozarts ’Così fan tutte’, Purcells ’Dido og Ænæas’ og minsandten et pudsigt fund på kistebunden, Haydns ’Il mondo della luna’, en historie om en gamling, der bliver franarret sin datter, ved at han indtager en trylledrik og så siger: Ja, ok.
Trylledrikke er en stor sag i datidens operaer.
Det var en eftermiddagstime med stor musikalsk kunnen, omhyggeligt forberedte scener, stemmer på vej, endnu ikke helt udviklede, men midt i det hele en basso profundo, der med stor sikkerhed og flot klang kunne finde ned til Sparafuciles dybeste toner i Verdis Rigoletto. Herligt.
Og regnen kom for alvor. Men det var senere. Nemlig i aftes, da Vorherre druknede os og Shakespeare-festivalen midt i ‘Measure for Measure’. Mere følger.

gregersDH.dk