Mille Dinesen og Mads Wille i ‘Uterus’ (Tegning: Claus Seidel)
NORA IGEN IGEN
Balkan-dramatikeren Dejan Dukovski skriver sig ind i Dukkehjem-historien med absurd og kulsort ironi.
****
– JEG er ved at få vinger…
Det er kvindens første replik i Dejan Dukovskis nye stykke, skrevet på bestilling af Husets Teater.
Det er på en måde Nora igen, Ibsens lille lærkefugl, der vil ud af buret og blive sig selv.
Endnu en variation af flugten, emanciperingen, rusket i fugleburets tremmer. Oven i Odense Teaters ’Koldt produkt’ forleden, den norske dramatikers skildring af en Nora, der ofrer sit barn, ikke ved at smutte af sted fra hjemmet, men ved at lade barnet få sprøjten.
Hos Dukovski går det heller ikke blidt for sig. Stykket hedder ’Uterus’, livmoder. Her kommer både sprøjte og skyder i brug.
Vi er i den verden, som vi kender fra Dukovski – for nogle år siden skrev han det fremragende stykke ’Mellem brødre’, der gik på Plan B med Dejan Cukic og Mads Wille som to brødre, der mødes i en skyttegrav, inden alt går i sort. Vi var endnu tættere på med hans næste stykke ’Malcolm Muharem is not dead’, en monolog, spillet på Husets Teater med Joen Højerslev som en desillusioneret mand ved baren, klar til at skyde med et smil på læben.
I SPEJLKABINETTET
Her er Babe, som hun bliver kaldt, altså ved at få vinger. Tror hun selv. Mille Dinesen står i et sort spejlkabinet, kaster kåben og agerer resten af stykket i sin næsten skinbarlige legemspragt. Først som den ene part i en tornado af en banal skilsmisse-dialog over for Mads Wille, der kalder sig Charlie, men snart skifter til forskellige anonyme identiteter. Et hæmningsløst mundhuggeri af kynisk tilsvining afvekslende med brutale kærlighedserklæringer.
En slags dramatisk kerneydelse i stykket, som ekspanderer til strejftog ud i absurde videreføringer, Wille som ondskaben selv, som gorilla, selv i bur, og som en Mr. Nobody. Fulgt op af en parallelføring i skikkelse af Morten Burian som grotesk dobbeltkønnet Lolita-luder, endnu et ryk ind i en dimension af ironisk kynisme, som man må fortolke som en makaber udløber af det traumatiske forhold, Dukovski har til krigene på Balkan.
Han er Makedoner, født 1969, har formodentlig oplevet de sindssyge slagterier på nært hold og beskæftiger sig i hvert fald i sine skuespil næsten udelukkende med den mentalitet, der er årsag og virkning.
BARE TEATER
Virkelighedskildring? Ja. Med filter. På overført, distanceret plan. Stykket ender ganske vist med, at Babe pløkker Charlie ned med revolver, men alt er teatralsk rollespil, i den grad, at Charlie hen mod stykkets slutning siger til Babe: – Det er bare teater. Gør det færdigt. Så vi kan komme hjem! Halvvejs henvendt til publikum.
’Uterus’ snerter af indestængt vrede, det er som at se personer, der er bundfrosne og samtidig dirrende af desperation, personer dækket ind bag et rollespil, som skuespillerne behersker eminent og nådesløst i Alexa Thers instruktion.
Komedie? Latteren runger i hvert fald adskillige gange hos publikum. Den latter, der udløses af usikkerhed, og som givet er tilsigtet af Dukovski.
Dukkehjem-parafrasen smuldrer lidt undervejs, men rejser sig for fuld styrke i slutningen. Babe Dinesen er færdig med stodderen. Ibsens Helmer banket til vægs.
