Willard White som El Cimarrón – den flygtede slave (Foto: Per Morten Abrahamsen)

FORFØRENDE!

Det konservative, københavnske operapublikum snerpede munden og blev væk fra ’El cimarrón’ på Det Kgl. Her er, hvad det gik glip af.

*****

Du godeste! Her skal man bare se og høre en sanger, der kan fylde en scene. Bære ud over rampen med en autoritet, der får os til at lytte. Scenisk ’krop’, som man siger. Willard White hedder han. Sort. Gråsprængt. Alder? Skal vi skyde på godt 60 år.
Hvem melder sig i erindringen? Paul Robeson. Eller Todd Duncan, den fremragende sorte liedersanger i 1950’erne. 
60 år. Det er sådan omtrent det halve af den alder, som den person, White fremstiller i operaen ’El cimarrón’, nåede i sit liv.

FORTÆLLING

Hans Werner Henzes opera handler om negerslaven Esteban Montejo, der endte sine dage i 1973, 113 år gammel, tilsyneladende ikke voldsomt mæt af dage, for endnu i sin ekstremt høje alderdom kunne han fortælle Henze og andre om et eventyrligt liv – fra slave på Cuba, indtil slaveriet blev ophævet i 1886, flugten ud i skovene, det hårde arbejde i sukkermarkerne, deltagelsen i cubanernes oprør mod spanierne, amerikanernes invadering og den lange vej frem til selvstændigheden under Fidel Castro.
Det er det meste af den historie, vi får fortalt i operaen – ja, netop: Fortalt. Vi kan sidde som børn ved bedstefars fødder og høre beretningen om et dramatisk, eksotisk liv, fyldt af drama og eventyr, natur, kvinder, men også af aggressioner over for slaveejere og hvad der ellers fulgte af undertrykkere senere. 

LIVET I SKOVENE

Opera? Sådan da. Lars Kaalund har iscenesat ’El cimarrón’ mere som teaterkoncert. For det er det, der er.
Én medvirkende. Den store fortæller, omgivet af og i tæt dialog med ’orkestret’ – tre musikere, tre gange slagtøj, plantet med de enorme batterier som en del af scenografien og med musikere, hvoraf én også spiller guitar og en anden faktisk primært spiller fløjte.
En dialog, der breder sig ud i et spektrum af lyd og klang. Sammenvævninger mellem instrumenter og stemme. Mindst lige så meget tale som sang fra hovedpersonen, den flygtende. El cimarrón betyder simpelt hen: mand på flugt.
En lang passage i 1. akt er en slags ’livet i skovene’ – Henze har skrevet et eventyr af lyde til sin sanger, dyr, fugle, en symfoni af jungle, og White bruger stemmen som et instrument, så forførende, at du knap kan skelne mellem, hvad der kommer fra ham, og hvad der kommer fra krinkelkrogene i percussion.
Lars Kaalund ville ikke være Lars Kaalund, hvis ikke – så den kvindelige fløjtespiller, så White i øjeblikke må løftes fra jorden og svæve. Alt kan lette i denne beretning om trangen til frihed.

POETISK

Teater er fantasi og alt muligt: White snupper på et tidspunkt et par nodeark fra den nærmeste musikerpult, folder dem til fugle, der hentes til vejrs og svæver som duer gennem rummet. Teater som andet end realisme.
Snarere det modsatte. Fabulering, poesi, digt.
Dertil vil nogle nok indvende, at Henzes ’opera’ – med Hans Magnus Enzensberger som librettist!! – også er et stykke politisk teater, revolutionær antikapitalisme og antiimperialisme.
Og de vil have fuldstændig ret. Kaalund, scenografen Mia Stensgaard og lysmagerne Jørn Melin og Anders Poll lægger da også manipulerede dokumentarbilleder ind som bagprojektion.
Vi er aldrig i tvivl om historiens morale og sigtet i teksten – en tekst, som i øvrigt formuleres så fremragende tydeligt, enkelt og præcist i Willard Whites mund, at Wenzel de Neergaards danske overtekster er tæt på at være overflødige.

FORFØRENDE

Hvilken mageløs artikulation! Hvilken overlegen brug af stemme og sprog!
’El cimarrón’ har kun gået tre aftener på Det Kgl. Mere kan man ikke skrabe publikum til, fordi panik slår ned i det københavnske operapublikum ved tanken om moderne opera med blip og båt. Sangstemmer, der maltrakteres i komponisters arbejdende stenbrud. Vokale melodilinjer, som er til indlæggelse på en skadestue. Orkestersats, hvis største fortjeneste er at overdøve de arme sangeres kamp med påtvungne mislyde.
Henzes ’El cimarrón’ er det modsatte: Et sprødt, stilfærdigt, gennemsigtigt lydbillede, en sangstemme skrevet, så sangeren aldrig bydes på noget unaturligt, tværtimod: En linjeføring, der er totalt integreret og afstemt med instrumenterne, nærmest selv et instrument.
Virtuost. Forførende.
For tolv år siden så jeg Den Jyske Operas basbaryton Robert Bøgelund Winther opføre ’El cimarrón’ på sit gamle gymnasium i Ikast. Der var flere mennesker i skoleaulaen dengang end denne lørdag aften i Det Kgl.s Gamle Scene.

GregersDH.dk