CIRKUS TARTUFFE
Søren Sætter-Lassen viser i titelrollen, hvordan denne ’Tarfuffe’ på Det Kgl. i øvrigt kunne have været.
***
Det kunne være godt at sætte sig med den oversættelse af ’Tartuffe’. Den er ny, begået af Ulla Gjedde Palmgren.
Som man – ind imellem – fanger den på Stærekassen: Ikke bare morsom, men også raffineret, udspekuleret, rammende. Den forsvinder bare mange steder i det halløj, Lars Kaalund har for. Smuldrer i munden på f.eks. Bodil Jørgensens yderst karikerede Dorine og bliver til spotvise glimt i munden på flere af scenens andre jublende karikaturer, tårnet op i et kostume- og revyorgie, der får os til at grine og klukke, men også savner skarpheden, beregningen, knivene, der lurer fra ryggen i denne sylespidse komedie.
VENTETID
Nu morer vi os, lettere anstrengt. Vi skal faktisk helt hen til Tartuffes entré – op mod en time inde i forestillingen – for at komme tæt på det gys af luset hykleri, der er essensen i historien. Den slimede indsmigrer oppe mod sit offer, den brovtende pampertorsk Orgon, en latterlig Falstaff-figur. Søren Sætter-Lassen er den, der for alvor kan forløse tekstens hulslebne nedrigheder. Værd at vente på. Først han får hårene til at rejse sig.
FIN DE SIÈCLE
Den alt for håndfast tydeliggørelse bliver ellers båret – ikke bare af Anja Vang Kraghs sindsoprivende kostumer, men også Nicolaj Spangaas’ scenografi.
Vi skal vel tidsfæste handlingen til noget i retning af fin de siècle: Paris anno dazumal i det 19. århundredes slutning. Orgons komiske lydkanaler til musik. Og elevatorer, der hånddrevne bliver hevet op og ned i et væk – som personerne nu skal op og ned, til og fra 1. salen. Til gengæld er musikken er ikke fonografisk. Den er live, spillet af musikere, der er delvis tvangsplaceret bag panelerne, kostumeret, så de næsten går i et med tapetet. Og elevatorerne er næppe i nærheden af de udspekulerede mekanismer, der i barokteatret sendte kulissser, himle og landskaber i konstant ommøblering med svimlende manøvrer. Og publikum til at måbe.
Alt det fis, det afstedkommer – Orgon broderet som lattervækkende sundhedsfanatiker, der tumler med ridehest-attrap og indendørs badebassin – er en pudsig udgave af det 16. århundredes overvældende sceniske mekanik, udviklet i opera og ballet-optrin, men notorisk tæt på, hvad der også i det talte teater, tragedier og komedier, udfoldede sig ved Ludvig 14.s hof – som også var Molieres hof.
SPINDOKTOR-KURSUS
Manérerne, det bevidst og forskruede nybarok-halløj i denne ’Tartuffe’, er temmelig anstrengende. Men hvad det hele handler om inkarneres heldigvis i Søren Sætter-Lassens formidable præstation i titelrollen. Når vi i dette efterår snakker om politiske manipulationer, bagholdsangreb og vælger-smisken kan der – for de aktive i de discipliner – været nyttig lærdom at hente hos Tartuffe. Tag et spindoktor-kursus hos Søren Sætter-Lassen.
Gregers Dirckinck-Holmfeld
