Kristina Wahlin og ?? på Gl. Scene i ‘I morgen om et år’ (Foto: Claudi Thyrrestrup)
STRAMAJBRODERET DARWIN
Hotel Pro Formas gæstespil på Det Kgl.s Gamle Scene lever på stærke billeder og musik, men dør på træghed og fortænkte detaljer.
Spiller også fredag og lørdag aften på Gl. Scene. 27. og 28.11. i Musikhuset, Århus.
***
EN grøn borgmur og en vagtsom person på toppen.
Vi imødeser første replik i ’Hamlet’: ’Hvem dér?’ Men nej.
Der dukker så ud af mørket i baggrunden – er det Hamlets fars ånd? Er det Wotan med sit spyd? Heller ikke. Vist nok.
Men gisningerne giver god mening – eller ingen mening – som så meget andet, man udvikler af associationer undervejs i denne – ja, opera. Det benævnes den. Og det er ok.
Basis er musikken. Et elektronisk langt udtrukket billedtæppe med en effekt som en vældig indisk fortælling, baseret på en raga-skala. Den svenske gruppe The Knife har begået partituret, der kan opfattes som ét stort oratorium, voldsom i øjeblikke, men mest trukket som et orgelpunkt, en basso ostinato af den art, du i barokværker kan bygge uendelige kæder af passacaglia’er, instrumentale variationer, over. Tilsat momentvise skred og dramatisk overraskende effekter.
PLUK
Man vil sikkert kunne læne sig tilbage, lukke øjnene og synke ind i en narkotisk eufori med den musik.
Men det er ikke meningen, for den er, at vi skal føres igennem øjebliksbilleder af den jordiske evolution, taget ved hånden af Darwin-tekster, teoretiske og illustrerende, pluk fra hans værker og hans dagbøger. Det er en smule planløst, selvom vi da aner en vis kronologisk arbejdsgang. Men vi er stort set indstillet på det kaleidoskopiske, og har vi ikke nok i musikken, ser vi den suppleret, udbygget, eksponeret med al den lys-fabuleren, som Det Kgl.s Jesper Kongshaug udvikler her sammen med konceptmagerne Kirsten Dehlholm og Ralf Richardt Strøbech – laserlys, skrift på væggen, skyggevirkninger, videoprojektioner, et blidt bombardement af effekter, der beretter om planters, dyrs og menneskers muterende evolution.
TRÆNGSEL VED PROSCENIET
Der er sandelig lagt en masse omhu i de skiftende statiske og sindigt bevægelige hændelser på scenen. Det er smukt og spændende i billederne, men mindre interessant i de forsøgsvise tilkoblinger af dansere, skuespillere og sangere, der agerer individuelt eller i grupper.
De har ikke rigtig nogen plastisk, anskuelig relation til billeder og tekster, ikke engang sangeren Jonathan Johansson, der agerer den søgende videnskabsmand i landskaberne.
De trænges alle mest langs prosceniet, som om de ikke rigtig havde noget med sagen at gøre. En danser med traditionelle attituder, andre dansere i beskeden break dance – og så sangere: Lærke Winther, som vi – undskyld – forventede et verbalt ’Hvem dér?’ fra, men som hen ad vejen kaster et køligt iagttagende blik på evolutionen, vandrende som en satellit gennem scenebillederne, undertiden syngende.
Fint nok. Og formidable Kristina Wahlin, der som en dramatisk knaldrød søjle og med fuldt udfoldet mezzosopran løfter Darwin-tekster op på et bredt favnende plan, ligesom for at understrege, at oratorium-modellen nok er den egentlige, formmæssige løsning på projektet.
KEDSOMHED
Oratorium – gerne med al den billedmæssige og lysmæssige overflod, men uden påklistrede dikkedarer, og når det nu skal være: Gerne mere fortættet, så vi ikke gribes af kedsomhed undervejs, og kommer til at tænke på stramajbroderi.
Vi har set Holland House og Jakob F. Schokking bruge beslægtede koncepter i en række værker, men med stærkere effekt.
