3.659 artikler i ét hug
Teaterhistorikeren Alette Scavenius trækker vejret efter otte års arbejde med Gyldendals Teaterleksikon
Tekst: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Magnus Møller
Hvad gør du, hvis du lynhurtigt vil vide, hvornår Ebbe Rode debuterede på Det Kgl. Teater? Gyldendals Teaterleksikon udkommer 31. oktober. Dér får du svaret på side 746: Rodes debut var i 1931. Ikke på Det Kgl., men på Dagmarteatret.
Leksikonet er en basse på 1.113 sider. Knap 8 cm tyk, målt med tommestokken. Og vejer? Jeg prøvede på badevægten. Ingen udslag. Den vejer så lidt, at badevægten nægter at reagere.
Deraf kan vi kun konkludere, at det vældige leksikon er produceret på letvægtspapir. Ikke at der ikke er gods i, hvad der står i bogen.
Det ville også være trist for Alette Scavenius, der har knoklet med Danmarks første teaterleksikon.
”Om det har været slidsomt? Det kan du tro. Man fatter ikke, hvor omfattende sådan en sag er. Jeg gjorde i hvert fald ikke. Jeg havde regnet med at bruge to-tre år, da jeg begyndte. Nu er det gået over otte år. Det er ikke svært at sige ’ja’ til sådan en opgave. Det var oven i købet min egen idé. Dengang i 1999 havde jeg arbejdet længe på en bog om de danske provinsteatres historie. Men så trak Gyldendal sig ud af dét projekt, og jeg foreslog i stedet at lave et dansk teaterleksikon. Sådan et fandtes ikke. Det var Gyldendal med på. Selvom det normalt er sådan, at hvis man vil foreslå et forlag et emne, som de i hvert fald IKKE vil interessere sig for, så er det teater. Kunst? Hver gang. Men teater? Næsten aldrig. Jeg gik i gang. En klar, logisk opgave tænkte jeg. Et leksikon er et leksikon. Noget, der bare skulle være sådan og sådan.”
– Men det var ikke bare sådan og sådan.
Alette Scavenius tager en hurtig indåndning og napper af hvidvinen.
”Jeg begyndte med at pløje udenlandske teaterleksika for at se, hvordan de var bygget op. Så lavede jeg emnelister. Det er dér, der begynder et enormt udskillelsesløb. En frasortering, som er fortsat helt frem til sidste punktum. Intensiveret, da jeg i 2002 havde møder med de første 25 af de over 50 forfattere, der har medvirket. Hvad skulle med? Hvad skulle ikke med? Vi besluttede at skille opera og ballet fra. Det er er skuespil-leksikon, vi har lavet. De andre områder strejfes selvfølgelig. Men et operaleksikon findes i forvejen. Og når Bournonville f.eks. er med her, er det på grund af hans indsats for teatret som helhed, bl.a. da han var skuespilchef på Dramaten i Stockholm.
– Hvad har I, som man ikke kan finde i Den Store Danske Encyklopædi?
”Masser af nye navne og emner f.eks. Og når det gælder dramatikere en lidt anden vinkel. Dramatikere og stykker er i Encyklopædien beskrevet af litteraturhistorikere. Vi har bevidst valgt teaterhistorikere som skribenter. Det giver andre vinkler og en anden indsigt. Teater er ikke kun ord. Også lyd og billede, samspil af kunstarter og opførelsespraksis. Vi valgte også at lade danske teaterhistorikere beskrive udenlandsk teater. For at få en dansk vinkel på det. Så må man finde sig i, at en svensk teaterhistoriker, der fik nogle kapitler om svensk teater til gennemlæsning, skriver tilbage: ’Sådan er det slet ikke!’… Man ser aldrig sig selv, som andre ser en.”
– Hvad har været det største arbejde i de otte år? At redigere bogen eller selv skrive de 10 procent af bogens 3.659 artikler?
”Det er ikke til at skille ad. Det er noget af et job at holde halvtreds forfattere i ørerne og få dem til at aflevere til tiden. Og så det enorme informationsflow, man sidder med. Alt skal læses med lup og millimetermål. For mig har det handlet om at stå op om morgenen, gå min tur på Kastellet med hunden, og så være i gang kl. 10 og blive ved til midnat. Hver dag. Nogle gange mærker man pludselig, at koncentrationen er glippet. At man kun læser med et halvt øje. Så er det om at stoppe og arbejde lidt med det administrative. Og bagefter læse det sidste en gang til.”
– Alligevel vil nogle finder fejl.
”Det er vilkårene. Vi bliver selv ved at finde fejl. Jeg har en konsulentgruppe på tre teaterbibliotekarer, der også pløjer alt igennem. Man oparbejder en slags radar for fejlsøgning. Alligevel skal der nok slippe fejl igennem. I hvert fald én. Men den er med vilje. Det er en ’leksigrif’.”
– En hvad?
”En leksigrif. D. v. s. en fejl, der er plantet. Helt bevidst. Ved præsentationen af bogen på lørdag på Stærekassen udlover vi en flaske champagne til den, der først finder fejlen.”
– Hvad bilder I jer ind? Da en dansk musikforsker for mange år siden for sjov fik anbragt en fiktiv dansk komponist ved navn ’Esrum Hellerup’ i det store engelske Groves’ ’Music and Musicians’, blev der ballade?
”Dette her er nu helt uskyldigt. Der er også en leksigrif i Encykolpædien – i en af illustrationerne, hvor der er tegnet et ansigt ind. Det kan da godt være, at der nogle, som synes, at den slags skal man ikke. Men der er faktisk tradition for det i leksika århundreder tilbage. Det er et spørgsmål om at tage lidt af selvhøjtideligheden af værket. Nu må vi se, om folk kan snuppe det.”
– Du håber det bedste. Og trækker vejret efter otte års slid.
”Jeg ser mig lidt forvildet omkring. Jeg skal ikke mere vågne om natten og tænke på detaljer, jeg måske har glemt. Men er egentlig ikke begyndt at tænke på den næste opgave. Jeg ved ikke engang, hvad det bliver…”
“Da en dansk musikforsker for mange år siden for sjov fik anbragt en fiktiv dansk komponist ved navn ’Esrum Hellerup’ i det store engelske Groves’ ’Music and Musicians’, blev der ballade?”
Opslaget er underskrevet “Robert Layton” der vist skulle være en englænder.