UD AF

*

GLEMSLEN

Et storværk ud af mørket: Den danske komponist Paul von Klenau skrev og levede det meste af sit liv i Tyskland. Hans 9. symfoni fra 1945 har ligget urørt i en skrivebordskuffe i Wien i over 50 år.

Paul von Klenau: 9. symfoni. Radiosymfoniorkestret. Dirigent: Michael Schønwandt. Solister: Cornelia Ptassek (sopran). Susanne Resmark (mezzo), Michael Weinius (tenor) og Steffen Bruun (bas). Optaget i DR Koncerthuset. Dacapo 8226098-99.

*****

DET slutter i flammende g-dur. Med et Hosianna, et Gloria in excelsis og ’Dona nobis pace’… giv os fred.
Et requiem, et vældigt værk på halvanden time, prægtig musik, skrevet af en dansk komponist – Paul von Klenau.
Hvem? Vil de fleste spørge. For Klenau har stort set ikke været spillet i Danmark i et par generationer. Ikke før Radiosymfoniorkestret gjorde det i DR Koncerthuset i marts 1914.
Værkets skæbne har nemlig været speciel. Det blev skrevet i 1944-45, Klenau døde et halvt år efter at symfonien blev fuldendt og lagt ned i en skuffe. Det dukkede først op i 2001, da det sammen med en masse andre noder blev fundet af Klenaus barnebarn i dennes hjem i Wien. Nøjere forklaringer på omstændighederne omkring dét får vi, når musikforskeren Eva Hvidt en dag udgiver det manuskript, hun arbejder på redigeringen af – Klenaus erindringer, der har titlen ’En musiker oplever den europæiske kultur 1900-1939’ – Klenaus egen formulering.
Det venter vi spændt på, for der er unægtelig en historie at fortælle. Det begriber vi dels ved at lytte til denne mægtige 9. symfoni, vi nu har på en dobbelt cd fra koncerten i marts 1914, dirigeret af Michael Schønwandt. Dels ved at se på de begrænsede oplysninger, man kan læse sig til forskellige steder. Om en komponist, der bosatte sig allerede inden 1. verdenskrig i Tyskland, fik en karriere i det tyske musikliv som både dirigent og komponist og knyttede sig til kredse omkring bl.a. Schönberg, Alban Berg og Anton Webern.

INGEN NÅDE

Symfonien er aldeles udansk i forhold til den samtidige musik i Danmark i de år, han virkede, d.v.s. fra begyndelsen af 1900-tallet til slutningen af 2. verdenskrig. Den ligner ikke den musik, Carl Nielsen skrev, heller ikke det meste anden danske musik, der enten var i Nielsens spor eller ny-klassisistisk inspireret. Den knytter sig til tysk musik fra perioden, senromantisk efterklang og eksperimenter med tonalitet, i strejf endda dodekafoni, tolvtoneteknik.
Klenau vender i en kort periode i 20’erne tilbage til Danmark, hvor han etablerer et Philharmonisk Selskab i København, som bl.a. indviede det danske publikum i aktuel tysk musik. Men som tobinds værket ’Musikkens Mestre’ noterer i 1.udgaven fra 1947 i et par afsides linjer om Klenau: ”Med det gode eller det onde skulle det københavnske musikpublikum nu indvies i den internationale, artistisk eksperimenterende ”store” musik” – ”en af de værste excesser til ære for de yderligtgående, modernistiske retninger i tiden”.
Klenau fandt – ligesom Rued Langgaard – ingen nåde i det toneangivende københavnske musikliv.
Langgaard gemte sig i Ribe. Klenau i Tyskland. Langgaards musik er i dag midt i en renæssance. Klenaus venter af gode grunde på sin chance. Den 9. symfoni kan måske blev en banebryder for en komponist, der har skrevet både operaer, balletmusik, mængder af kammermusik, og altså hele ni symfonier.
Den Niende fortæller om noget, der er fremmed i forhold til dansk musik. Den er ikke bare i en række symfoniske satser, den er samtidig et ’Requiem’, d.v.s. en dødsmesse baseret på latinske tekster – som Mozarts, som Brahms, som Faurés requiem’er – Klenau er katolik, må man formode.
D.v.s., det tyder det på, men også Benjamin Britten skrev jo et ’requiem’, han var ikke katolik, og det er egentlig snarere ham, man tænker på, når man hører Klenaus 9. symfoni. Britten kaldte sit værk ’War Requiem’. Klenau hæfter tilsyneladende ikke sit requiem direkte på krig. Men det er som sagt skrevet i de sidste år af 2. verdenskrig.

STILEN

Han har et sted kaldt symfonien ’Tragische Ouverture’, Man er ikke i tvivl om associationerne til krigen, når man f.eks. i en af satserne – den 4. – hører tenoren og koret synge om ”den evige selvmodsigelse i livet, der handler om, at vi i fredstider kommer til at kede os, og derfor griber til våben, samtidig med at vi kæmper for freden”. Sunget på latin, men sandsynligvis skrevet af ham selv og bygget ind mellem de liturgiske messetekster.
Stilistisk bevæger symfonien sig i dialoger mellem solister og kor, men der er også to hele satser, der er rent instrumentale. Vi kommer vidt omkring i store tag mellem fugerede passager og eminente lyriske sekvenser, samlede orkesterudladninger og fine blæsersolistiske formuleringer, der giver Radioorkestrets musikere muligheder for at spille deres fornemste.
Det er som med Rued Langgaards musik: Det er landvindinger for det danske koncertliv, når en symfoni som Klenaus indfinder sig. Uvante og spændende nyskabelser. Selvom musikken har mellem et halvt og et helt århundrede bag sig.
I Klenaus tilfælde er opførelsen af 9. symfoni blevet ledsaget af diskussioner om komponistens tyske succes i ly af nazismen – han vendte som sagt først tilbage til Danmark i 1939, det år 2. verdenskrig brød ud.
Men det bliver vi vel klogere på, når hans erindringer udkommer.

gregersDH.dk