Claus Seidel har tegnet Silas Holst og Mathilde Norholt i ‘Dirty Dancing’

SOM

EN

ÆGGE-

‘

BLOMME

Genoptagelsen af ’Dirty Dancing’ og flytningen fra Tivoli til Operaen på Holmen bekræfter denne musicals spinkle kvaliteter: Effektiv dans og musik, men slapt indhold.

Tekst: Eleanor Bergstein. Musik: Otis Redding, Woodie Guthrie. Cole Porter, Beethoven m. mange fl. Iscenesættelse: Anders Albien. Scenografi: Paul Edwards. Kapelmester: Joakim Pedersen. Medvirkende bl.a. Mathilde Norholt, Silas Holst, Christian Mosbæk, Laura Drasbæk, Karina Frimodt, Robert Hansen, Nastja Arcel (i stedet for Kirsten Norholt), Dick Kaysø, Claus Bue, Robert Bengtson, Mads M. Nielsen. Henrik Launbjerg, Christian Lund, Line Krogholm, Kristine Yde m. m.fl.

’Dirty Dancing’ spiller på Operaen indtil 14. august.

***

DEN glider ned som en æggeblomme. Der er ikke noget at tygge på. Hvad husker man, når den sidste sang er sunget, og den sidste dans danset i ’Dirty Dancing’? En masse pæn dans. Nix weiter.
Forestillingen havde premiere i Tivolis Koncertsal for et år siden. Nu er den genopsat på Operaen. Dengang beskrev vi den som en tynd affære. Og det gentager vi. Den glider ned igen. På en måde endnu mere gelinde. Den har nemlig mere at spille med på Operaen. Større scene, mere teknik, bedre lyd, flottere farver.
Det tager vi som et plus, men vi sidder stadig tilbage med en fornemmelse af at få fortalt en historie, der ikke er andet end et påskud til at svinge krop og bentøj. Det kan Silas Holst, og det kan Mathilde Norholt – sådan da, for det er det, det handler om: Hun er pigen Francis, kaldet ’Baby’, pigen, der så gerne vil lære at danse, men ikke får det lært andet end for sjov, for det er i virkeligheden slet ikke dét, Baby vil. Hun vil bare have fingre i fyren. Johnny som han hedder.
Jo smartere, ’Dirty Dance’ produceres, jo mere føles den som en parodi på amerikansk middelklasse-mentalitet, en hyggelig latterliggørelse af mennesker, der ikke rigtig ved, hvad de skal stille op med sig selv og det samfund, de lever i. Det er måske ikke meningen, men sådan virker det. Papfigurer som i de gamle dukketeatre, hvor vi førte figurerne rundt med en stang.

MAINSTREAM

Vi er med en familie på et mainstream-feriested med alt, hvad den kan trække af underholdning, pjankede quizzer, konkurrencer og optræden, hvor gæsterne kan muntre og dumme sig – det er da heller ikke kedeligt at se flinke Claus Bue øve sig på ’Besa me, besa me mucho’ eller rappe Laura Drasbæk, Babys ældre søster, synge, som ville hun gøre den berygtede Florence Foster Jenkins kunsten efter.
Men også med demonstration af snerpede klasseskel: Babys læge-far og hans kone gyser ved Babys flirt med denne low class danseknægt Johnny. De har tiltænkt hende noget bedre og finere. En problematik, der som alt andet i forestillingen mere strejfes end behandles. Vi er ikke spor spændt på, hvor den konflikt fører hen. Nemlig til en nuttet forsoning i finalen.
Henlæggelsen af historien til 1963 bruges til et postulat om, at Baby med sin teenageentusiasme har planlagt at medvirke i demonstrationer mod racediskriminationen. Navnet Martin Luther King flagrer i luften, uden at manden og emnet overhovedet får grund under fødderne. Det virker dobbelt absurd i betragtning af den øjeblikkelige aktualitet med skyderierne i Dallas. I musicalen er racekonflikten bare noget påklistret for at skabe en kunstig ramme omkring det egentlige – et danseshow.
Hvad skal publikum stille op med fikse og overraskende associationer som en bemærkning fra en af de medvirkende: ”Jeg kan knalde med enhver, der bare er på den rigtige side af Ho Chi Minh-Stien!” Racekonflikt og Vietnamkrig i én pêle-mêle, så luftigt noteret og smurt på som flere af de små sidekonflikter, der strækker forløbet uden anden funktion end at fylde, f.eks. et lommetyveri, som kan bringe Johnny i miskredit, men som hurtigt opklares.

VARMT BRØD

’Dirty Dancing’ sælger som varmt brød. Publikum vil se musicals i disse år, og det er fint.
Operaen bruges denne sommer til gæstespil af produktionsselskabet ’The One and Only Company’, der præcis ser genrens attraktive muligheder. Nøjagtig ligesom Fredericia Teater gør det og også af og til gæstespiller på Operaen i sommerperioder. Vi konkluderer, at så bliver den fine scene og det dyre hus da brugt til noget (noget, der forhåbentlig giver penge i kassen), når Det Kgl. nu ikke selv kan finde ud af det.
Men det vil være sjovt, hvis ’The One and Only’ en dag tør forsøge sig med et projekt, der ikke er så slapt i koderne som ’Dirty Dancing’.
På samme tid som Kompagniet sidste forår spillede ’Dirty Dancing’ i sin første udgave i Tivoli, kastede Fredericia Teater sig ud i den ret ukendte ’Ole Lukøje’-musical. Dristigt, fremragende spillet og med stor succes. Rå i mælet, skarp i kanterne.
Som sagt: ’Dirty Dancing’ glider ned som en æggeblomme, og det er så det.

gregersDH.dk