(tegning: Claus Seidel)
BALLET – HER OG NU
Balletter – pisket frem af musik og stemmer. Det er, hvad der foregår på Sommerballetten i Bellevue Teatret. Stærke sager
*****
INGEN vej udenom: Live musik er nu nr. ét til ballet. For danserne, hvis de skal udfolde sig maksimalt på scenen. Og for publikum, hvis oplevelsen skal være maksimal.
De minimale nuancer gør forskellen. Vi kan hævde, de er så minimale, at det ikke er afgørende. Men hvis ikke minimale udsving skulle gøre en forskel i kunst, hvad skulle så?
Vi ser det i sommerballetten på Bellevue Teatret, hvor slagtøjstrioen Pace er på scenen med deres tabernakel af pauker m.m. og driver seks mandlige dansere frem med byger af rytmer. I ryk, i crescendoer, bratte stop og taktarter, der tvinger dem i ustandselige opbrud. En ti minutters ballet med titlen ’CaDance’ (stort D, for at ingen skal tro, det er stavet forkert!), sublim udfoldelse af maskulin kraft i dette Tim Rushton-værk, et modspil og et medspil til musikken, som ingen vil sige ville blive en fuser til båndet optagelse, men som får sin ekstra kraft af nærværet, den visuelle og korporlige sammenhæng mellem slagtøj, musikere og dansere.
MODSÆTNINGER
Sammenhæng og modsætning.
Pace Trioen og Rushtons balletter.
Trioens legende virtuositet udløser i årets forestilling munter jubel i kraft af letheden, spilleglæden. Den nærmest lystne sult på at jonglere med polyrytmerne, som driver de tre, Mathias Friis-Hansen, David Hildebrandt og Mathias Reumert. Trioen har sine helt selvstændige numre uden dansere – fra forestillingens start helt overrumplende udfoldelser.
Munterheden konfronteret med så dramatisk sorte indslag som Rushton-balletten ’Kridt’, der for nogle år siden blev belønnet med en Reumert-pris efter uropførelsen i Operaens Takkelloftet. En dansers, den italienske Luca Marazias, vej mod døden i en spiral af genoplevelse af le passé, fænomenet kridt som mindelser om skolegang, om natur og om tid, pragtfuldt ekspanderet som livsskildring hen over bagvæggens tavle, et Bayeux-tapet til hurtig udradering.
SHADOWLAND
Og så ballet som råt og rasende supplement til monologer og brudstykker af forrevne digter-desperadoers tekster fra den amerikanske undergrund i 1960’erne, Kerouac, William Borroughs, Ginsberg. Balletten ’Shadowland’.
En blændende og infernalsk opdatering af noget, man på hjemlig grund f.eks. også nu kan svinge sig ind på med den netop udkomne bog ’Broderskabet’, der beretter om 60’ernes Eksskole i København, de unge, vilde, der dengang, med Gernes, Kirkeby og Bjørn Nørgaard i spidsen, stak ild til vores kunstsyn.
Rushton holder tømmerne intenst disciplineret. Samtidig med at han slipper fanden løs hos danserne.
Det er stærke sager.
Her er i øvrigt ingen diskussion om live eller ikke live akkompagnement. ’Shadowland’ er bygget om som kommentarer til det tids- og lydbillede, der er gemt på cd’er.
En anden historie. Et andet koncept, om man vil. En udvidelse af ballet som udtryksmiddel.
