Pelle Nordhøj Kann og Sandra Yi Sencindiver i ‘Je suis Storm P.’ på Det Flydende Teater. (Tegning: Claus Seidel)
STORM
PÅ
FURESØEN
‘Je suis Storm P’ – en stærk og uventet historie om tegneren Storm P. Smukt formuleret af ’Det Flydende Teater’ under sejlads over Furesøen
Dramatiker: Andreas Garfield. Komponist Henriette Groth. Scenograf: Lisbeth Burian og Guds frie nordsjællandske natur. Medvirkende: Pelle Nordhøj Kann, Sandra Yi Sencindirver og Kathrine Høj Andersen.
‘Je suis Storm P’ er en produktion af Teatergrad spillet på Det Flydende Teater med afgang fra båddfarten på Frederiksdalsvej ved Frederiksdal Hotel. Forestillingen er på tourné til en lang række teatre i august, september og oktober.
*****
STORM P. på søen. Storm på gyngende grund.
Vi aner ikke, om Storm P. havde andre sejlende oplevelser end turen frem og tilbage til U.S.A., da han var på skuespiller-tourné i 1919-20. Måske lidt ture på kanalen i Frederiksberg Have, som han boede ganske nær ved.
Men ’Det Flydende Teater’ har gjort Storm P. til emnet for sin nyeste sommerforestilling, der havde premiere denne fredag aften i smult vande og yndefuldt vejr på Furesøen.
Det er blevet et fint lille stykke. Men hvis vi tror. vi skal have en parade af vittigheder og humoristiske indfald limet sammen med en sjov handling i den stil, Storm selv kunne brillere med, så tager vi fejl.
Det er en fiktiv og ganske skarp behandling af et bestemt træk ved Storm P, der går gennem hans tilværelse: Han evne til tilpasning. Målt præcist ud fra en tænkt situation: Hvad ville Storm have stillet op, hvis han i 1940 var blevet bedt af sit blad, B.T. eller Berlingske Tidende, om at tegne en aktuel tegning til avisen den 9. april, den dag tyskerne rykkede ind og besatte Danmark?
DILEMMAET
Dramatikeren Andreas Garfield lader Storm snuppe en af sine gamle tegninger til formålet. En, han har liggende. Den forestiller mor og barn, der står og venter ved ’Café Håbet’. Farmand derinde er på druk. Tegningen kan genbruges. Kunne man omdøbe stedet til ’Café Tysker-Håbet’, og få en tvetydig satire ud af den dagsaktuelle situation?
Og skal man dét, når man er Storm? Være aktuel. Provokere. Markere sig med politisk satire. Mene noget, der kan være livsfarligt?
Dilemma. Tvivl. Situationen er selvfølgelig brugt på ’Det Flydende Teater’ som et billede på vore dages kontroversielle bladtegner-eksempler. Deraf titlen ‘Je suis Storm P.’
Om det er relevant at bruge Storm P til det formål? Måske. Den bliver det i hvert fald i den vinkel, som Garfield og skuespillerne bruger sammen med instruktøren Leiv Arne Kjøllmoen.
Storm som den usikre, der skal vælge. Mellem at vove et øje eller blande sig uden om. Valget skildret i stykket som en indre splid i Storm. Udspillet mellem tre skuespillere, der alle tre hver for sig rummer de splittede tanker, der rusker i tegneren. Han angriber sig selv, forsvarer sig, argumenterer på, at han ikke behøver blande sig, appellerer straks efter til sin egen beslutsomhed. Råber det ene øjeblik: ”’Lad blækket flyde – jeg gør det!!” Det næste: ”Lad mig være i fred – jeg er kunstner!!”
OMSTILLINGSPARAT
Idéen rammer noget rigtigt i virkelighedens Storm P. Han var kendt tilbage i tiden for perioder med skarpe og barske satiretegninger, især i årene mellem 1905 og 1915, da han tegnede i Ekstra Bladet og nådesløst skildrede mislige, sociale forhold – præster, kapitalister, embedsmænd, som fik kniven, så det gjorde ondt.
Men han var også blød over for de krav, der blev stillet af de aviser og forlag, han arbejdede for på forskellige tidspunkter. Han var smidig, indpassede sig, og omstillede sig let og virtuost. I trediverne og begyndelsen af fyrrerne var han medlem af det nazistiske Nordische Gesellschaft.
Stykket på Furesøen griber ganske håndfast denne side af Storms svaghed. Handlingen udvikler sig med nogle af spillerne som nazister, der manipulerer rundt med Storm. Kathrine Høj Andersen kører frem med kasket og på perfekt tysk. Vi lokkes som publikum med på at synge ”Du bist mein – Ich bin dein”. Og et kor dukker et par gange op ved kaj og på landjorden med til lejligheden nazistiske kampsange. Det er tilmed det ’Elverhøjkor’, som Det Flydende Teater har brugt ved tidligere lejligheder.
Vi skal ikke røbe, hvordan dette rusk i Storm P’s sjæl kulminerer. Men det fiktive plot er godt tænkt. Og stykket en glimrende follow up til det Halfdan Rasmussen-stykke, som Det flydende Teater spillede forrige sommer – også dengang med et personligt dilemma under Besættelsen som emne. Og med Pelle Nordhøj Kann i den centrale rolle, igen i år en sikker og velformuleret skuespiller, der ligesom sine to kvindelige medspillere, Kathrine Høj Andersen og Sandra Yi Sencindiver er glimrende i stand til at time og variere deres sproglige tempo og deres bevægelser i takt med de helt specielle forhold på båden.
Suppleret med den nydeligste evne til at musicere og synge rammende og velrettede sange skrevet af den harmonikaspillende komponist Henriette Groth.
Således kommer vi i havn igen ved Frederiksdal efter en god oplevelse og med den geniale tegner og humorist Storm Ps pinefulde dilemma i hovedet – hvis det ellers var så pinefuldt.
gregersDH.dk
