'Årets Reumert 2016' Operaen 12.6.2016 Anm.

Lisbet Dahl, modtager hædersprisen ved ‘Årets Reumert 2016’ på Operaen. (Tegn.: Claus Seidel)

 

 

 

HYGGE-REUMERT

 

’Årets Reumert’ på Operaen blev et dansk hyggeshow, elskværdigt og pudsigt uforpligtende. Løs snak. Pludrende og pjanket. Det demonstrerede dansk teaters forsøg på at pejle i alle verdenshjørner. Men det bragte revykunsten på banen med et favntag til Lisbet Dahl.

 

****

 

”HOLD kæft, hvor er jeg glad!” sagde Lisbet Dahl, da hun modtog den store hæderspris under Reumert-prisfesten i aftes.
Glad var hun, selvom hun ser noget bister ud på Claus Seidels tegning. Han har nok ramt tegneblokken det sekund, da Bikubenfondens chef Søren Kaare-Andersen i sin blomstrende karakteristik ved overrækkelsen strejfede hendes ’underfundighed’…”Vi kan nogle gange blive i tvivl om du overhovedet kan li’ os…” sagde han.
Men glad var hun altså. Vel er hun gennem sit 70-årige liv blevet overdænget med priser, men nu var det den såkaldt seriøse ende af dansk teater, der gav hende sin største pris.
Glad og nok også overrasket. Hun har i de sidste mange år primært været knyttet til revyerne, og dem falder der ikke mange dryp af til fra Bikubenfondens Reumert-jury. Især fordi de danske revyer har deres egen årlige prisuddeling, så den genre i dansk teater er godt forsynet og kan selv.
Overraskelse og glæde bragede også op fra publikum i Operaen, da hun fik prisen, for salen var i aftes bristefærdig af teaterfolk fra alle ender af dansk teater. Valget var populært. Respekten for Lisbet Dahl er, så den er til at tage og føle på, hun kan sit professionelle kram. Én ting er Cirkusrevyen, en anden, at hendes karriere rummer præstationer af mange arter. Vi har lige set hende spille ’Sensommer’ sammen med Ulf Pilgaard på Østre Gasværk Teater, hun har tidligere uforglemmelige roller som Edith Piaf på samvittigheden, og denne anmelder har en lysende plet i sin erindring, der handler om Lisbet Dahl på Aalborg Teater som Ofelia i ’Hamlet’.
Lisbet Dahl har fabelagtig tag på revygenren som skuespiller og instruktør, men det kommer sandelig ikke ud af ingenting. Hun har været genrerne rundt.

 

DEN BLANDEDE BUTIK

Genrer på kryds og tværs? Henning Sprogøe, jurymedlem, skriver i en programartikel til ’Årets Reumert’, hvordan han som lærer på Scenekunstskolen kan registrere ”en naturlig udvikling i retning af at afprøve det kunstneriske udtryk i andre og nye konstellationer”. Grænserne mellem ikke bare revy og det øvrige teater rykker og overskrides i disse år mere end nogensinde.
Der kræves diversitet og alsidighed. I nogle tilfælde selvfølgelig til almindelig irritation og en forvirring, der også afspejles i nogle af Reumert-priserne.
De to glade og fjantede fyre, skuespilleren Rasmus Botoft og standup’eren Nikolaj Stokholm, som var aftenens værter, tog fat i, at en af priskategorier bestod af hele tre tidligere priskategorier klasket sammen til én, under betegnelsen ”Musical/ Teaterkoncert/Show”. Botoft kaldte det ”en måde at tage pis på alle tre genrer”. Ja, provokerende selvfølgelig: Café Livas frækt-geniale juleshow ’Når krybben er tom’ og Teater S/H’s hidsige ’Jeg hører stemmer’ – begge på guldvægten over for vinderen i den kategori: Det Ny Teaters klassiker ’Sound of Music’. Hvad er højest: Rundetårn eller et tordenbrag?
Pris-festen havde i aftes sin egen art i den blandede butik, der gennem 18 år har heddet ’Årets Reumert’. Den butik har alle dage levet med kategori- og genreudskiftninger. I stil og indhold.

 

PLUDREN OG PJANK

Det begyndte i stiv og lettere nervøs højtidelighed i 1999 på Folketeatret, kjole og hvidt over hele linjen. Fra de første år husker vi takketaler fra prismodtagere, der snakkede os i søvn med deres taksigelser, eller som Jørgen Reenberg bragte storladen Kgl. Teater-format på brædderne, og ikke mindst husker vi konferencierer og værter, der prøvede at flytte vægten ved prisoverrækkelserne frem og tilbage mellem sakral højtidelighed og skæg og ballade.
Skuespillere, der påtog sig jobbet, og kunne være mere eller mindre usikre i afvejningen af sjov og alvor. Kvalitative højdepunkter har nok været den flotte kombination af artistisk fantasifuldhed og saglig præsentation, som f.eks. Preben Kristensen eller Ditte Hansen med sin makker Louise Mieritz leverede for år siden.
’Årets Reumert 2016’ lancerer den pudsigste tone af dansk hygge, uforpligtende pludren, elskværdig pjank og dagligstue-fjas mellem de tre værter, Rasmus Botoft, Nikolaj Stockholm og Bodil Jørgensen. Botoft med sin sløsede elegance, Bodil Jørgensen med sit uforskammede klovneri og Stokholm med sin demonstration af ikke at ane noget som helst om teater. Kiks og fejl, frivillige eller ufrivillige, det hele afviklet som et lille familiekomsammen emballeret i en skrammelbunke af gamle møbelrekvisitter fra Det Kgl.s mørbankede rekvisitlager.
Afgjort en forskel fra forrige års prisfest, der i 2015 førte seancen frem i et højspændt cirkus-arrangement, som stort set blæste på kernen i Bikubenfondens hensigter med ’Årets Reumert’. Nemlig den professionelle udmærkelse af individuelle præstationer og initiativer i det aktuelle, danske teater. Vildt og underholdende, men hvem huskede bagefter, hvem der havde vundet hvad og hvorfor?

 

LUNT OG KIKSET

I år skulle det hele bare være stille og roligt og nede på jorden. Lunt og gerne lidt kedeligt, kikset og sløset, sådan som selverkendt dansk mentalitet har det med at udfolde sig.
I en slags angst for patos eller bare seriøsitet? Vi tror det gerne, føler os hjemme i tonen, men får så også lidt svært med pludselig at skulle rumme et citat fra dramatiker-prismodtageren Peter Asmussen – ”Fremtiden befinder sig hos en ugle på verdens sidste træ”. Hva’be’har?
Eller en Bach’sk sats a en solosuite for violin med prægtigt spillede dobbeltgreb.
Eller den psykologisk aggressive idé med syv flygler og deres pianister, der i slow motion trækkes over scenen, så alt står på pause og som på nåle. Det bevidste anti-tempo svarer til det, vi oplever i forestillingens start, hvor Rasmus Botoft længe holder publikum – vi tør dårligt tænke på tv-seerne! – i ravende scenemørke med lyriske fabuleringer om teatrets evige angst for at være ved at tabe tråden, blive svage i knæene, miste pusten, rode sig ud i det ukendte.
Genren ’prisfest’ er lige så søgende, som teatret i øvrigt.
Det skal vi nok ikke være bekymrede over.
Man forsøgte sig i år med at lægge vægt på talentprisen og dens modtagere. Striben af endnu næsten ukendte unge, som kom på scenen, kan vi betrygge med, at blandt de ukendte talentpris-modtagere ved første uddeling i sæsonen 1998-99 var navne som Nikolaj Lie Kaas, Nicolas Bro og Thure Lindhardt.  Så frisk mod.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *