'Pigen fra Vesten' Den Jyske Opera 20.8.09 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

_mg_9364

Mark Delavan og Francesca Patané i ‘Pigen fra Vesten’ (Foto: Anders Bach)

HELTINDEN, DER OVERLEVER

For første gang i Danmark: Puccinis 100-årige ’Pigen fra Vesten’ – en westernopera, flot, mærkelig, komisk og herlig.

****

Tosca springer ud fra et tårn. Butterfly stikker en kniv i sig. Mimi dør af tuberkulose. Manon Lescaut kreperer af tørst i ørkenen. 
Det går ad helvede til med Puccinis heltinder. Sådan vil han have det. De skal lide og lide og lide. Og så skal de dø.
Bare ikke Minnie i ’Pigen fra Vesten’. Er det derfor, dén opera aldrig har sat publikum i ekstase? Sikkert en af grundene. I Danmark har man ikke før nu gidet spille ’Pigen fra Vesten’ – til næste år har den eksisteret i hundrede år. Sæson efter sæson: Nej, den er nok ikke rigtig noget…
Men jo, den er. Det kan man gå i Musikhuset i Århus nu og konstatere. Den er mere end noget: Den er interessant. Musikalsk original. Også lidt ufrivillig komisk ind imellem, men pyt. Så tag den, mens den er der. Måske bliver der hundrede år til næste gang.

GLIMRENDE STEMMER

Endnu en grund nævnes til, at den aldrig er blevet en rigtig plakatbasker: Den mangler nogle fede arier, som man kan skrue op for og skråle med på i badeværelset. Noget tenor- og sopranguf.
For at få dét sat på ordentlig plads har Giordano Bellincampi – Den Jyske Operas chef – hentet tre sangere ind fra det fjerne: I titelpartiet sopranen Francesca Patané – er hun mon i familie med dirigenten Guiseppe Patané, der i 60’erne forgyldte bl.a. ’Manon Lescaut’ på Det Kgl.? Og så tenoren Antonello Palombi og barytonen Mark Delavan.
Tre glimrende stemmer – sopranen måske et par gange, så man dukkede sig for de savtakkede fjeldtoppe, når Puccini bærer hende mod tinderne. Men alle tre alligevel, så det svulmede og svang sig i vores membraner, når de udfoldede sig – sangerne selv henført af Puccinis overvældende og frodige vokale linjer – for de er der sandelig: Der er scener i både 2. og 3. akten, hvor fanden tager ved hans nodepen, mens forelskelse, jalousi, vrede og desperation griber de tre i hovedrollerne.
Det er belcanto, så det flammer.
Og de er leveringsdygtige. Også dramatisk. Det er bl.a. ikke småting, instruktøren Michael Melbye byder Antonello Palombi, der piskes op og ned af en hønsestige og må tumle omkuld på det mest hasarderede. Han har noget at stå imod med, og det kan måske være fordel. På film ville det nok have været overladt til en stuntman.   

PUCCINI FØRST

Hvorom al ting er: Imponerende stemmer. Og det befordrer en opera, der sandelig giver mulighed for en masse dramatik, men også, som sagt, har sine let komiske sider, hvad der bl.a. hænger sammen med en handling, der genkalder de første hundrede western-film, model Hollywood, vi har set i tidens løb.
Det pudsige er så, at Puccini er langt forud for dem alle sammen.
Operaen handler om en flok guldgravere, der prøver at hugge sig igennem i en californisk udørk i de nordlige bjerge med den stedlige saloon som midtpunkt, en rå sherif, plus en ensom kvinde, der bestyrer baren med et håndelag som en anden Bodil Udsen i ’Huset på Christianshavn’, og endelig en mexicansk landevejsrøver, der charmer hende sønder og sammen, hvad der bringer denne Minnie i vanskeligheder, indtil hun til sidst gør det, der bringer Puccinis traditionelle heltindemodel helt over i det surrealistiske:
Hun griber – efter alskens trængsler – ind som en Deus (undskyld: Dea) ex machina, strikken løsnes om hendes elskede slyngels hals, og de vandrer sammen ud mod lyset, efter at hun har vendt de vrede guldgraveres stemning som en Antonius foran romerne i ’Julius Cæsar’. Og dét  med en tordentale, der skifter mellem oratorisk demagogi, kristent kærlighedsbudskab – og fortielse af, at hun vinder kampen mod den barske sherif ved at snyde ham i kortspil.
På Metropolitan Operaen, hvor ’Pigen fra Vesten’ havde verdenspremiere i 1910 (dirigeret af Toscanini) gør hun sin entré i 3. akten til hest. Det går fint uden. Michael Melbye har traditionelle, men farverige og kloge indgange til opsætningen. 

SPAGHETTIWESTERN

Det er spaghettiwestern, så det piber. Hvis ikke Puccini her øsede af hele sin vokale og instrumentale håndværkskasse, havde man trykket på knappen for at finde en anden kanal. Men hjælp, hvor der dog bliver sunget. Og spillet i graven. Bellincampi kæler for mylderet af fine detaljer i orkestret, og nydelsen er betydelig ved at følge partiturets eksotiske krumspring for at ramme – ja, en amerikansk tone? Eller bare en eller anden besynderlig etnisk tone af folk. I hvert fald en instrumentalt gennemarbejdet bølge af klang, af associationer, af – belcanto.       
Kunne en stribe af Den Jyske Operas egne sanger, måske suppleret med en enkelt fra København, have løst opgaven? Sikkert. Jeg tror f.eks., at Jørn Petersen, der var med i en mindre rolle kunne have været et godt bud på sheriffen. Men ellers: Det gav pote at bringe de tre rutinerede topsangere ind udefra.

GregersDH.dk      

Skriv en kommentar