Thommy Andersson og Signe Asmussen  i ‘Dansejæger’ på Betty Nansen Teatret. (foto: Søren Meisner)

SOM AT

VÆRE PÅ

MONTMARTRE

Et fint og originalt stykke musikteater om den unge folkemusikforsker Fridolin Weis Bentzon, der viede sit korte liv til Sardiniens vilde klange og rytmer.

Komponist og pianist: Mauro Patricelli. Medvirkende: Signe Asmussen. Thommy Andersson, Stefan Baur, Matias Seibæk og Chano Olskær.

‘Dansejæger’ spiller sidste gang søndag aften på Betty Nansen Teatret.

****

DER er en duft at lyslevende fortid over denne her affære. Det er så det prikker i ører og øjne.

Montmartre Jazzhus genskabt på Betty Nansen Teatret med denne forestilling – ’Dansejæger’ er titlen. Vi føres i et djvæleblændt, eksotisk hjørne, som vi så tit blev i 60’erne, når impulserne fra amerikansk og i det hele taget international, rytmisk musik susede gennem det lille lokale i Store Regnegade. New Orleans, mainstream, be bop, de vildeste eksperimenter, grænsende op til John Cage, Fluxus og hvad ved jeg.

I Betty Nansen er det historien om en ung dansk musikerforsker, der er gjort til en fascinerende intim ‘dokumentaropera’, som de kalder den. Men det ligner en avanceret jazzkoncert. Fridolin Weis Bentzon hed han. Han brugte sit urimeligt korte liv til at bore sig ind i en afgrænset musik og danseverden: Sardiniens.

Det er det ’dokumentariske’. Dramatiske nok: Fridolin Weis Bentzon døde, da han var 35, havde netop afleveret sin phd om sardinsk folkemusik, efter års studier på stedet.

Kan den historie blive til en opera?

Ja, en slags. Ophavsmanden er den italienske komponist Mauro Patricelli. Han har valgt betegnelsen ’dokumentaropera’. Har vi hørt om den genre før? Ja, såmænd: Patricelli, der bor i København, har gjorde noget lignende med folkesangeren Ingeborg Munk og slap smukt og originalt fra det.

EN SKÆBNE

Nu har han skabt en timelang koncentreret forestilling om ’Fridolin’ – sådan blev han kaldt, den unge musiker, i det københavnske musikmiljø i 50’erne og 60’erne – Fridolin var med, da broderen Adrian Bentzon sammen med den fantasifulde, unge københavner Anders Dyrup skabte Montmartre og gjorde stedet til et musikalsk mekka. Men Fridolin ville ud i verden, og hans skæbne blev Sardinien.

Det er denne korte skæbne, vi følger i den kun en time lange forestilling. Patricelli sidder ved klaveret, Signe Asmussen synger nogle af de sange, Fridolin optog med sin Tandberg-båndoptager, og det er blevet til et forbløffende, og meget specielt forløb, hvor man skaber en mærkelig inciterende verden af fortælling og musik, en beretning om den unge Fridolins løsrivelse fra København og Montmartre for at leve sig ind i den musik, sarderne havde som gammelt folkeligt bindemiddel, udmøntet i danse, som Fridolin optog på smalfilm – vi ser sekvenser som baggrund undervejs i stykket på Betty Nansen – og sange, han fik på bånd, udskrev og analyserede som basis for sin senere afhandling.

Patricelli har omskabt fortælling og musik til et moderne, rigt og sammensat værk uden at slippe det originale stof. Selv sidder han ved klaveret og styrer musikken med klaveret som nærmest slagtøj på linje med Thommy Andersson på kontrabas, Matias Seibæk på rigtig slagtøj, Chano Olskær på trommer og så – meget væsentligt: Stefan Baur på saxofoner, hvor tonen fra den instrumentale blæsertradition, Fridolin har aflyttet på Sardinien, blæses ud med voldsom dynamik, morsomt, virtuost.

SUVERÆN

Der er i det hele taget en højst charmerende facon på den fortælleglade og musikalske jongleren med det folkloristiske stof, vi får gengivet. Hverdagen på den store ø, hakkeordenen, magtforholdene, mænds og kvinders leben, det sker med mange gentagelser, for gentagelserne har en særlig karakter af underfundighed – i de lokale sange, og derfor også i gengivelserne her.

Signe Asmussen præsterer suveræn beherskelse af det rytmisk og tonalt krævende, sanglige materiale, vandrer ubesværet fra gengivelser af et enkelt folkeligt tema til overdådig, instrumental bevægelighed i Patricellis udvikling af temaet i tekst og sopranstemme, hvor hun og musikerne sammen slynger os ind i en fascinerende og fremmed musikalsk verden, rytmisk uimodståelig. Signe Asmussen er ubestrideligt en af vore mest alsidige sopraner.

Det musikalske er oplagt det afgørende i forestilling.

Men det lykkes samtidig med små greb at fortælle den personlige historie om unge Fridolin. Vi hører stemmer fra folk, der har været i hans nærhed, supplere med korte statements – bl. a.den sardiske forfatter Maria Giacobbe, der har levet i Danmark, siden hun i 1958 blev gift med den danske forfatter Uffe Harder. Og det er den danske folkemindesamler Anelise Knudsen.

Et besynderligt og meget fængende, lille værk om et menneske, hans ambitioner og de rytmer, der rev i ham på den italienske ø Sardinien.

gregersDH.dk