Marianne Mortensen, Henrik Prip og Anders Budde Christensen i ‘Uledsaget’ på Mungo Park (Tegning: Claus Seidel)

PÅ FLUGT

Dramatiske beretninger fanget i flugten, under flugten, flygtige, uhyggelige, rørende og tankevækkende på Teater Mungo Park.

Manuskript og instruktion: Kamilla Wargo Brekling. Scenografi: Helle Damgaard. Research: Khaterah Parwani. Medvirkende: Marianne Mortensen, Anders Budde Christensen og Henrik Prip.

’Uledsaget’ spiller på Mungo Park i Allerød indtil 25. juni. Ind imellem 1.-3. juni på Aveny-T. Varighed: 1 t 10 min.

****

YES. Den slags teater er det godt, der er plads til.
’Uledsaget’ er en slags dokumentar, en god times scenisk fortælling om flugt.
Dagbladsstof og tv-reportage om mennesker på flugt læser vi eller kikker på hver dag, historierne regner over os, de kan være heftige, men de kan også være gentagelser, der slukker den mest intense opmærksomhed og flader ud i ad politiske løbebaner og bliver kulisser i diskussioner og debatter om, hvad vi gør og ikke gør, bør gøre eller skal holde nallerne fra eller i hvert fald gøre helt anderledes.
På Mungo Park i Allerød står tre af teatrets faste skuespillere og siger ord og fortæller hændelser, der er formuleret af flygtninge, der har snakket med teatrets researcher Khaterah Parwani. Så har instruktøren Kamilla Wargo Brekling været igennem alt det stof, han har nedfældet, og samlet det til en forestilling, der er en montage af udsagn og beretninger.
Vi skal ikke opfatte det som en fortløbende fortælling. Ikke på anden måde, at hver eneste episode er selvoplevet, den er et samlet billede af hæslige flugtsituationer – de kan være fra Afghanistan, fra Iran, fra havet mellem Tyrkiet og Grækenland, undervejs gennem Balkan, i en ørken i Sudan, i en skov i Albanien – eller på grænsen ved Kruså. Det sidste et af de få tilfælde, hvor de udvalgte flygtningecitater rammer Danmark.
Det er ordene, vi lytter til. Monologer, hvor teatereffekterne er begrænset til en vindmaskine, der kan blæse Middelhavsstorm, blafrende bagtæpper og et rullende bånd, der bringe de medvirkende i løb – men ellers er det de korte rapporter, som især fra børn på flugt gør oplevelser uhyggeligt levende.
Midt i gruopvækkende historier om flygtninge, der bliver tortureret undervejs af hjælpere, der prøver et presse mere mønt fra ofrene, hører man også børn, der kører ud af deres egne rørende baner for at forstå, hvad der sker omkring dem:
F.eks. en lille pige, der overlever på hele tiden at forestille sig, at hun er en elefantunge på vandring med flokken af voksne. Marianne Mortensen, Anders Budde Christensen og Henrik Prip er de tre spillere i stadig skiftende roller.
Allerstærkest står måske monologen fra et barn, som med Marianne Mortensen som talerør snakker om, at hun under den lange flugt gradvis forvandles til et rovdyr, et sultent aggressivt rovdyr, nådesløst og farligt for sine omgivelser.
Tankevækkende.
Teatret brugt som slagkraftigt og konkret indlæg i den stående flygtningedebat.

gregersDH.dk