Morten Staugaard, Stina Schmidt, Olga Heikkilä, Mathias Hedegaard og Jesper Brun-Jensen i ‘Lysistrate’ (Foto:  Den Fynske Opera)

REQUIEM

Aristofanes’ 2.500 år gamle komedie om kvindernes oprør mod mændenes krige er blevet kulsort opera på Den Fynske Opera. Set ved generalprøven.

Komponist:  Steingrimur Rohloff.  Libretto:  Peter Laugesen.  Iscenesættelse:  Bent Nørgaard.  Scenografi:  Lene Juhl.  Medvirkende:  Tuva Semmingsen, Olga Heikkilä, Stina Schmidt, Mathias Hedegaard, Morten Staugaard og Jesper Brun-Jensen.  Orkester: Esbjerg Esemble.  Dirigent:  Henrik Vagn Christensen.

’Lysistrate’ spiller på Den Fynske Opera indtil den 21. april.

HVORDAN nu gribe til anmeldelse af denne ’Lysistrate’? De venlige mennesker på Den Fynske Opera har været med på at lade anmelderen se generalprøven om tirsdagen. Med de givne forbehold: Premieren er torsdag, og det er selvfølgelig dén, som egentlig bør vurderes. Det bliver den ikke. Derfor ingen stjerner i denne omgang.
Vi modtages til generalprøven af operachef Jesper Buhl og instruktør Bent Nørgaard i foyeren strålende af galgenhumor: Forestillingens Lysistrate Tuva Semmingsen er syg. Men hun er på scenen. Stumt agerende. Forestillingens kriger Morten Staugaard gennemfører med krykker. Han har nogle dage før brækket achilles-senen under ’Figaros Brylup’ på Det Kgl.
Så velkommen!
Men der vil være elektroniske overtekster. Heldigvis også til, hvad Tuva Semmingsen synger. Hun er hovedperson i Aristofanes 2.500 år gamle komedie om kvindernes oprør mod de åndssvage mænd, der hele tiden render hjemmefra for at føre krig.
Vi går til generalprøven opfyldt af nysgerrighed. En ny dansk opera. Igen! Skrevet af Steingrimur Rohloff, halvt islandsk, halvt tysk, men bosat i København gennem mange år. Komponisten, der i forrige uge fik uropført en børneopera på Teater Zebu, og som netop har fået bestilling på en større opera til Det Kgl. Teater.
Vi lytter og kikker.

DEN HVIRVLENDE KRIG

Scenen ligger stor og mørk, en vældig træbro løfter sig fra side til side, mennesker skimtes i halvmørket, og bagest under broen orkestret, der sender dæmpede klange, mens digteren Peter Laugesen – hans er librettoen – som speaker indfører os i, hvad der er i vente:
”Den hvirvlende krig er al tings uvirkelighed/Et slag, et enkelt slag har smadret alt… Og fanget i et net, som var de fisk, blev vores søfolk hamret nu ihjel/ så hele golfens flade genlød af jammer og af sejrsjubel/til dagens øje lukkedes, og det blev nat.”
Vi slipper aldrig dysterheden. Kommer næppe heller til det, når Tuva Semmingsen har fået stemme og som Lysistrate synger manende eller sorgfulde sange til sine medsøstre om at tage kampen op med mændene, der vender hjem fra krig. I stedet for at de – lige så opsatte på at få udløsning for deres egne gærende lyster – kaster sig over de sexhungrende mænd.
Instruktøren Bent Nørgaard og scenografen Lene Juhl har forestillingen igennem skabt et inferno af krigsbilleder, bål og brand som videobaggrund og på scenen en ormegård af fordærv, destruktion og håbløshed, mænd i vaklen mellem krigsliderlighed og almindelig liderlighed. Valget står mellem at vende tilbage til krigsskuepladsen og lysten til at mætte sig med øjeblikkelige fornøjelser, druk og kvinder.

BAREN VED FLODEN

Et mærkeligt totalteater er det undervejs. Orkestret – det fremragende Esbjerg Ensemble – rykker frem på scenen, med dirigenten Henrik Vagn Christensen midt mellem fordrukne krigere og sultne kvinder, lidt som vi i en anden sammenhæng ser det i Elisa Kragerups opsætning af ’Figaros Bryllup’ på Det Kgl., hvor indtrykkene af musik og skuespil også hober sig sammen på særlig vis.
Det kammermusikalske billede bliver stimuleret af blæsere, strygere og dirigent som visuelt medvirkende i forestillingen.
Vi rykker dermed tættere på Rohloffs musikalske greb om den særlige måde, historien udfolder sig på:
Der er ikke nogen egentlig fortløbende handling. Operaen er snarere billede på billede, en slags hogarthske eller gustave doréske illustrationer – for at tænke i Gays ’Tiggeroperaen’ eller Dantes ’guddommelige komedie’.
Rohloff skaber billederne i store kontraster. Relativt korte dramatiske scener med sangerne i parodisk, dramatisk udfoldelse. Over for dvælende, næsten statiske orkesterklange, der giver albuerum til Laugesens tekster. Ikke mindst med stor virkning i operaens slutning, hvor den værtshus-bar, soldater og piger lejrer sig ved, henter de berusende safter fra floden Lethe, glemslens flod, en biflod til Styx, der løber gennem dødsriget.
”Luk dørene op…” siger Laugesen… ”Lad os se, hvad glemslen kan røbe i sin blodige andagt/Hvem den kan kaste på Intets alter i nat/For aldrig siden at skulle besvære sig med de små glade ting, der er livet/Kom nu soldater. Baren er åben…”
Og fra glemslens flod og det mørke landskab lyder ordet ’glem’ og igen og igen fra sangerne i gradvis udtoning. Operaen er som et requiem over en hel kultur.

KOMEDIE ELLER DØDSMESSE

Det gode sangerhold, der kommer til at supplere Tuva Semmingsen, når hun er klar til dåd, består af sopranen Olga Heikkilä, mezzosopranen Stina Schmidt, basserne Morten Staugaard og Jesper Brun-Jensen samt tenoren Mathias Hedegaard som den unge krigsskeptiske soldat.
’Lysistrate’… en komedie?
Det blev den kaldt, da Aristofanes skrev stykket som en satire, et angreb på Athens utæmmelige krigsførelse.
PH og Otto Gelsted omdigtede teksten som aktuel satire til Riddersalen i 1931 med Liva Weel i hovedrollen. Og ’Kvindernes oprør’ – stykkets undertitel – blev navnet på den festlige komedie, Børge Müller gjorde stykket til på Det Ny Scala i 1958 med Bodil Steen, Marguerite Viby, Buster Larsen og andre fra tidens stjernegalleri.
Samme sted, nu Nørrebro Teater, kaldte man i 2007 komedien ’Kvindernes hævn’, og gjorde det til en gigantisk griner med bl.a. Malene Schwartz, Anette Støvelbæk og Ellen Hillingsø.
Men en sort requiem, en dødsmesse – helt bevidst i lyset af den europæiske og globale situation i disse år? Det er hvad Laugesen, Rohloff og Den Fynske Opera stiller med.

gregersDH.dk