Tomomi Yamauchi i ‘Made in Japan’ i Dansehallerne (Foto: Thomas Petri)

IMMIGRANTEN

SLÅR

FRA SIG

Stærk performance i Dansehallerne af den japanskfødte danser Tomomi Yamauchi.

’Made in Japan’. Danset, koreograferet og skrevet af Tomomi Yamauchi. Scenograf: Thomas Petri. Spiller i Dansehallerne til og med lørdag 9.4. Varighed: 45 minuter.

****

’ IKKE større end tobak for en skilling’… Jeg ved ikke, hvor lidt tobak man engang fik for en skilling, men udtrykket rammer, da den lille Tomomi Yamauchi står der og tager imod bifaldet mellem to af sine folk, et par klepperter, jeg gætter på lys- og videodesigneren.
Det vævre væsen Tomomi Yamauchi fylder til gengæld godt og grundigt på scenen, som i forestillingen er hendes ganske alene, bortset fra når hun et par gange snakker med sin søster på tv-skærmen og beder søsteren klappe i, når hun blander sig for meget. På japansk, og vi forstår ikke et ord, men alligevel. Søster snakker for meget.
Familien hjemme i Japan er noget i hendes liv, ligesom Danmark er noget, og begge dele mere end noget – i virkeligheden meget. For det er pointen i hendes tre kvarter lange performance: En fortælling om at befinde sig – egentlig ikke mellem to stole, men på to stole samtidig. Hun er ’Made in Japan’, og hun bor og er dansk i Danmark. To fædrelande.
Unægtelig en sprængaktuel problematik.
Det er den pudsigste performance. Fiffig og underfundig. Vi starter med skyggebillede bag en alenlang japansk, transparent væg. Nej, vi skal ikke til en særudgave af ’Madame Butterfly’. Skyggedamen Tomomi spiser spagetti med pinde, som hun praktisk kan hente ned fra sin frisure, og indtagelse af spagetti med pinde er en kunstart, vi straks følger i spænding.
Så får hun gæster, afbryder, linder på væggene, kikker ud, siger hello. Det er os, der er gæsterne, og hun byder på te. Vi er de vesterlændinge, de danskere, hun gerne vil møde og fortælle om sit forhold til. Vi sære individualister, der alle sammen tænker og mener noget forskelligt, hvor japanerne tænker og mener mere kollektiv.
Vi er mærkelige: Finansierer hendes uddannelse på Statens Scenekunstskole, hvorpå vi siger: Så kan du godt rejse hjem til Japan.
Vi får ikke en længere forklaring på, hvorfor hun så bliver her, men det gør hun altså. Vi gætter på en mand i spillet. For hun er gift med Thomas Petri, der har lavet scenografien og som tager billederne fra forestillingen.

X-FAKTOR

Så vidt hendes livshistorie som short story.
Men så det vigtigste ved forestillingen: En springende, men morsom og virtuos illustration af en side af den vestlige kultur, hun undrende er blevet en del af, og som hun kan bedre end de fleste. Sang og dansenumre, der kunne fløjte lige ind i X-Faktor-regi og slå resten af selskabet ud.
Det er sjovt, ironisk og med en koreografisk vitalitet og charme, der er ubetalelig. Men som i finalen af forestillingen konverteres til et sammenbrud, hvor et stigende inferno af larm får hende til at gå amok og kyle rundt med alt scenisk, mens scenen langsomt går i sort.
Immigranten, der går i sort? Skismaet mellem de to kulturer? Et billede på det i hvert fald.
En usædvanlig performance af en danser, der kan og vil mere end sit koreografiske fadervor.

www.gregersDH.dk